Otte Knudsen Rud: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
→Biografi fra DBL:: linkfix |
|||
Linje 7:
Otte Rud var søn af Knud Rud (død 1554). Otto Rud blev født på sin fædrenegård Vedby. Ved dåben blev han opkaldt efter sin afdøde farbror, og blandt fadderne var foruden bl.a. flere helgener også biskoppen i [[Roskilde]] [[Lage Urne]]. Hvilket forklarer, at da samme biskop i 1529 gav hans forældre et livsbrev på Venslev Len, kom dette også til at gælde for gudsønnens levetid, dette len tiltrådte Otto Rud i 1554 ved faderens død, som ved reformationen var blevet en kronlen, men Otto Rud mistede det igen i 1558.
Otte Rud fik sin første undervisning i [[Sorø Akademi|Sorø Kloster]], tjente derefter grev Just af Mansfeld som lille dreng og kom så til greven af Schwarzburg, der i hans 18. år gav ham ret til at bære våben, hvorefter han deltog i biskoppen af ministers krig mod Gjendøberne. Ved denne tid i 1539 havde han det uheld at blive sat fast i [[Hamborg]], for at begå drab, men da kong [[Christian 3.]] gik i forbøn for ham, kom han fri igen. I alt fald var han snart efter i saksisk tjeneste og deltog først som rytter, siden som landsknægt i krigen mod Brunsvig frem til 1543, hvor han så drog hjem til sit fødeland. Her tog han straks tjeneste blandt Hofsinderne og var i det store følge, der i 1548 ledsagede frøken Anna til Meissen. Året efter fik han sin første forlening, Dragsholm, og giftede sig samtidig med den i saarige Pernille Oxe, søster til den senere så berømte statsmand [[Peder Oxe]]; i dette ægteskab blev han far til fem sønner og tre døtre. I 1551 blev han forflyttet fra Dragsholm til Gulland, men her gav hans lensstyrelse snart anledning til en række klager, navnlig fra [[Visby]] borgere, der mente, at slottets tjenere gjorde indgreb i deres borgerlige næring. Kongen gav for så vidt klagerne medhold, som han i 1555 udfærdigede nye privilegier for borgerne, og da klagerne vedblev, men nu over, at Otte Rud ikke overholdt disse privilegier, mistede han i 1557 lenet efter et par skarpe påmindelser. Selv efter den tid forfulgtes han med processer af enkelte af øens beboer, men ligesom disse processer ikke faldt ud til hans skade, da den menige almue gav ham på øens landsting det bedste vidnesbyrd som lensmand. Han opnåede da også snart anden forlening, nemlig 1559-62 Odensegård, 1562 [[Korsør]] og 1565 Ranes gods i Kalø Len. Selv besad han, foruden sin fædrenearv Møgelkjær, Sæbygaard i [[Vendsyssel]], som han i 1560 havde tilbyttet sig fra kronen.
Da krigen med [[Sverige]] udbrød i 1563, blev der naturligvis særlig brug for en fra ungdommen, så den krigserfaren mand som Otte Rud blev i september sendt op til Elfsborg som kommissær hos Daniel Rantzau, og i november udmærkede han sig for kongens øjne i kampen ved Mared ved Halmstad, - og så blev det dog til søs, at han gjorde sit navn udødeligt. Allerede under opholdet i [[Halmstad]] beskikkede kongen ham til chef for [[orlogsskib]]et «Byens Løve», og næste forår fulgte han med dette skib [[Herluf Trolle]]s flåde. I to dages slaget 30.-31. maj i farvandet mellem Gulland og Øland udmærkede han sig i høj grad, i det han og [[Jørgen Brahe]] den første dag tappert bistod Herluf Trolles skib i den ulige kamp med det store svenske admiralskib «Mars», kaldet «Makalos», og syv andre skibe, og dagen derpå var det Otto Rud, der sønderskød roret på «Makalos» og kastede sine dræg om bord i det store skib, som han derpå, understøttet af to lybske skibe, entrede, og det ville sikkert være blevet taget, hvis der ikke var stukket ild i skibet, som så sprang i luften. I en senere træfning, den 14. august, blev «Byens Løve» taget af de svenske, men da var Otto Rud, uvist af hvilken årsag, ikke om bord. Formodentlig har kongen haft brug andetsteds for den uforfærdede kriger; i december fik han i alt fald befaling at møde med sine heste og [[harnisk]] i [[Skåne]], men i februar 1565 kom ny ordre til ham om også dette år at tjene til søs. Da Herluf Trolle i maj løb ud, fulgte Otte Rud ham, nu som chef på et tidligere erobret svensk skib, «Krabat», og i slaget ved Rødesand den 4. juni, hvor Herluf fik sit banesår, var han en af de fem danske skibschefer, som udmærkede sig ved trofast at støtte admiralen. Efter slaget søgte flåden til [[København]], hvor Herluf Trolle nedlagde kommandoen, der blev overdraget til Otto Rud, med broderen Erik Rud som underadmiral. Ved efterretningen om sin eftermands udnævnelse skal Herluf Trolle have ytret, at han ingen kendte i Danmark, som ville være en bedre admiral end Otto Rud; han ville sige god for denne, at han ikke skulle sky sin fjende, - og dette skudsmål gjorde Otte Rud visselig ikke til skamme.
| |||