|
En '''lirekasse''' er et [[musikinstrument]] mest brugt af [[gøgler]]e og landevejsriddere. En lirekasse er en trækasse, typisk med forskellige udskæringer, med et påmonteret håndtag. Når man drejer på håndtaget giver kassen en melodi.
{{musikstub}}
[[Kategori:Musikinstrumenter]]
{{Copyvio|url=http://www.123hjemmeside.dk/Lirekassevenner/1064023}}
I 1766 skriver den franske orgelbygger Dom Francois de Celles sit værk ”L’art du facteur d’Orgues”. Dette værk er helt op til i dag det oftest citerede værk, når talen drejer sig om orgler.
I dette værk føres lirekassens opståen tilbage til år 1700. På dette tidspunkt omtales, at Giovanni Barberi fra Modena i Italien har bygget en lille lirekasse.
Ignaz Bruder levede fra 1780 til 1845. Han var en anerkendt orgel- og musik-urbygger i Schwarzwald. Hans store erfaring inden for orgelbyggeri har han minutiøst nedskrevet og optegnet til glæde for sine efterkommere. I bogen ”Orgel- und Spieluhrenbau” af Karl Bormann gennemgås disse optegnelser og de gøres forståelige for dagens lirekassevenner.
Den beskrevne lirekasse er et såkaldt valseorgel. Det fungerer som følger: Ved hjælp af et håndsving betjenes en dobbeltvirkende blæsebælg, der forsyner piberne med den fornødne luft. Et snekkedrev på den samme aksel drejer også stiftvalsen. I denne valse er der minutiøst anbragt stifter for hver enkelt tone. Stifterne aktiverer under drejningen af valsen en række vippearme, som igen betjener en række ventiler. Når en ventil aktiveres, ledes blæsebælgens luft til den tilhørende pibe, som nu lader sin tone lyde. Det drejer sig altså om en rent mekanisk styring. For det meste er den store, dyre og ret uhåndterlige stiftvalse forsynet med flere musikstykker.
Allerede i 1842 tog franskmanden Claude Felix Seytre patent på en pneumatisk hulbåndstyring; men først i 1883 tog firmaet Welte ideen op og benyttede denne form for styring til sine såkaldte ”orchestrioner”. Hos lirekasserne fortrængte hulbåndet stiftvalsen, idet man med hulbåndet lettere kunne programmere meget mere musik på meget mindre plads. De lirekasser, der bygges i dag, er for det meste forsynet med hulbåndstyring af 20, 26 eller 31 toner.
Med udviklingen af elektroniske hukommelseskredse (chips) har elektronikken holdt sit indtog i lirekassen. En lirekasse med elektronisk styring er dog stadig et musikinstrument, der spilles med hånden og hvor melodien dannes af orgelpiber, som det altid har været. Det er kun programmeringen og gennemspilningen af melodien, der bestemmes elektronisk. Der bliver stadig drejet, som på Ignaz Bruders tid, for at betjene blæsebælgen. Mange lirekasse-byggere forsyner i dag deres lirekasser med både hulbånd- og elektronisk mikrochipstyring. Man kan så spille med hulbåndstyring for den nostalgiske tilhører og lade piberne styre elektronisk for de mere moderne. Lirekassens klang påvirkes ikke af den elektroniske styring; men afhængig af hukommelses-chippens størrelse kan man spille et større antal musikstykker i valgfri orden.
[[de:Drehorgel]]
| 