Forskel mellem versioner af "Instrumentlandingssystem"

2.387 bytes tilføjet ,  for 14 år siden
Tilføjet afsnit Kategorier
m (indsat billede)
(Tilføjet afsnit Kategorier)
Et '''instrumentlandingssystem''' er et arrangement af radiosendere nær en [[lufthavn]]s [[landingsbane]]r, hvis signaler opfanges af modtagerudstyr i [[flyvemaskine]]rne og dér hjæper [[pilot]]en med at holde den tilsigtede indflyvningsrute på det sidste stykke af flyvningen inden landingen. Betegnelsen "instrument" hentyder til, at systemet kan bruges i dårlig [[sigtbarhed]], som tvinger piloten til at "flyve efter instrumenter" frem for at orientere sig ved at se ud ad vinduet. En ILS bruges således kun når en flyver er underlagt [[instrumentflyveregler]]ne (IFR).
 
==Sådan virker instrumentlandingssystemet==
[[Billede:HSI_ILS.jpg|right|]]
Informationerne præsenteres grafisk for piloten, enten som et bevægeligt sigtekors eller et par visere på henholdsvis en lodret og en vandret skala; hvis korsets linjer eller skalaernes visere ikke peger på midten, skal piloten simpelt sagt blot "flyve efter viserne", indtil de falder til ro i midten. På billedet her er flyet næsten på ret kurs. Den lodrette forskudte nål indikerer, at flyet ligger lidt til venstre for banen, og man skal derfor flyve mod nålen for at komme på ret kurs. De gule pile i siden indikerer, at flyet ligger lidt under glideslope
 
Når flyet kommer tæt på banen, kan [[pilot]]en få visuel assistance fra en [[Precision Approach Path Indicator|PAPI]] eller en [[Visual Approach Slope Indicator|VASI]], som er en opstillet projektør ved siden af [[landingsbane]]n, som giver indikation af, om man ligger for højt eller for lavt på indflyvningen.
 
==Kategori I, II og III==
En normal ILS-udstyret landingsbane kaldes '''kategori I'''. Man skal stadig være i stand til at se banen i den sidste del af indflyvningen, og må kun fortsætte ned til 200 [[fod]] over jorden. [[Banesynsvidden]] skal iøvrigt være mindst 550 meter for at foretage en kategori I anflyvning. Kan disse minima ikke overholdes, må man flyve rundt og prøve igen, eller finde et andet sted med bedre vejrforhold.
 
Under en '''kategori II''' anflyvning er minimumshøjden 100 fod, og banesynsvidden skal være mindst 300 meter. Dog kan der være operationelle krav til både den pågældende maskine, den pågældende lufthavn eller de ansattes egen manual der gør, at højere minima skal benyttes.
 
'''Kategori III''' deles op i '''IIIA''' og '''IIIB'''. En kategori IIIA anflyvning kan beflyves ned til 50 fod over banen og en banesynsvidde på mindst 200 meter. For kategori IIIB kan anflyvningen påbegynde helt uden krav om en minimumshøjde, og banesynsvidden kan nedsættes helt til 75 meter, dvs. for eksempel i tæt tåge, snestorme eller lignende. Der er intet krav om at kunne se banen før hjulene sættes, og hele anflyvningen kan fuldføres uden nogensinde at se noget af lufthavnen.
 
For at kunne foretage en anflyvning under kategori II og III stilles der store krav til maskinens instrumenter, til [[autopilot]]en, til udstyret på jorden og ikke mindst piloternes uddannelse. Autopiloten flyver typisk maskinen under det meste af (eller hele) anflyvningen, og skal derfor være yderst pålidelig, og iøvrigt have tilstrækkelig back-up i tilfælde af svigt i elektronikken. På jorden er der krav om, at ingen fly eller køretøjer må være i nærheden af radiosenderne, for ikke at forstyrre de ydsendte signaler. Piloterne skal have træning i udførelse af ILS-anflyvninger i dårligt vejr, hvilket gøres i simulator, og de skal jævnligt aflægge prøve i en sådan anflyvning for at have lov til at udføre den i praksis.
 
 
==Se også==
223

redigeringer