Dybdepsykologi: Forskelle mellem versioner

[[Billede:Sand_mandala_tibet_2.jpg|thumb|right|150px|Tibetanske munke laver en sand-mandala. Indenfor dybdepsykologien er Mandalaen[[Mandala]]en en arketype for Selvet[[Selv]]et, personlighedens[[personlighed]]ens organiserende princip.]]

Den måske mest afgørende nyskabelse i dybdepsykologien er begrebet [[det kollektive ubevidste]]. Jung mente, at der i mennesker er et fælles, [[evolution|evolutionært]] nedarvet psykisk system - det kollektive ubevidste - der indeholder grundformer til psyken, [[Handling (virke)|handlinger]] og oplevelser. Disse grundformer kaldte Jung [[arketype]]r. Centralt for Jungs syn på [[personlighed]]en er, at personlig udvikling nås gennem dybere kontakt med det kollektive ubevidste, og derigennem opnå et [[Selv]], hvilket - i et dybdepsykologisk perspektiv - vil sige, at få afbalanceret og organiseret personlighedens hovedstrukturer: de arketypiske grundformer fra det kollektive ubevidste.

[[Drøm]]me anses i dybdepsykologien, ligesom i psykoanalysen, for at være en vigtig vej til forståelse af personligheden. Men modsat psykoanalysen, hvor drømme ses som behovstilfredsstillelse, tolkes drømme indenfor dybdepsykologien i et bredere perspektiv. Arketyper viser sig nemlig i symbolsk[[symbol]]sk form i drømme, og kan derfor give et bredere indblik i hele personligheden. [[Drømmetydning]] kan således ifølge dybdepsykologien være en vigtig brik i den personlige udvikling, da man i drømme kan få adgang til ubevidste holdninger, og dermed få mulighed for at afbalancere sin personlighed.

Anima er arketypen for det kvindelige i personligheden, mens animusarketypen repræsenterer det mandlige. Hos kvinder er det primært anima der præger personligheden, mens animus er mere tilbagetrukket, omvendt hos mænd. Jung forklarede [[forelskelse]] med udgangspunkt i anima/animus-parret. Ubalancen mellem anima og animus hos mænd og kvinder tiltrækker dem mod hinanden. I forelskelsen afbalanceres forholdet mellem anima og animus og personligheden bliver hel.