Versionen fra 17. sep. 2007, 22:24 redigér Debstar (diskussion \| bidrag) 266 edits No edit summary ← Gå til forrige forskel		Versionen fra 17. sep. 2007, 22:30 redigér fjern redigering Debstar (diskussion \| bidrag) 266 edits No edit summary Gå til næste forskel →
Linje 15: [[Billede:Lysozyme crystal1.JPG\|thumb\|350px\|Proteinkrystal af enzymet lysozym]] Makromolekyler såsom [[protein]]er og ~~nukleinsyrer~~[[nukleinsyre]]r med ordnet struktur kan bringes til at ~~krystallisere~~[[krystal]]lisere på samme måde som salte og andre mindre molekyler. Det er dog misvisende at tænke på en proteinkrystal som en fast fase på samme måde som f.eks. alm. kogsalt, idet proteinkrystallerne indeholder en meget stor andel af vand (ofte 40-60%). Det store vandindhold skyldes at makromolekylerne kun er stabile i vandig fase og ville denaturere, hvis de blev tørret ud på samme måde som natriumchlorid (kogsalt) gør under krystallisation. Det er derfor mere korrekt at tænke på makromolekylære krysaller som ''ordnede væsker'', hvor molekylerne ligger på rad og række i et ordnet gitter i tre dimensioner. Krystallisation af makromolekyler kræver først og fremmest at stoffet oprenses til meget stor renhed (>95%), for proteiner og nukleinsyrer opnås dette oftest ved brug af [[søjlekromatografi]], hvor eksempelvis proteinstoffet føres over en væskeholdig, porøs gel med bestemte kemisk-fysiske egenskaber. Det kan f.eks. være hydrofobe eller ioniske grupper, der skaber en specifikke interaktioner med proteiner i opløsningen og dermed muliggør separation. Når den ønskede renhed er opnået opkoncentreres makromolekylet til en høj koncentration, der er forudsætningen for en kontrolleret precipitation (udfældning), i dette tilfælde som en krystallinsk form. For proteiner er koncentrationen, der kræves typisk 5-10 mg/ml. Selve krystallisationsprocessen påbegyndes ved at den koncentrerede opløsning af makromolekylet blandes med ét eller flere kemiske stoffer, der fører til en kontrolleret udfældning som krystal. De betingelser, der kræves for et given molekyle er stortset umulige at forudsige, og processen er derfor overvejende empirisk. I moderne proteinkrystallografi udføres krystallisationen derfor som en screening af hundrede- eller tusindevis af forskellige kemiske blandinger. Typiske eksempler på kemikalier, der kan lede til krystallisation af protein er salte som ammoniumsulfat ((NH<sub>4)<sub>2</sub></sub>SO<sub>4>) og polymere organiske stoffer som polyethylenglycol. [[Kategori: Biokemi]]

Makromolekylær krystallografi: Forskelle mellem versioner