|
Denne praksis blev med tiden også taget i brug inden for [[kristendom]]men. Den tidlige kirke havde intet formaliseret tiendesystem, men ideen blev nævnt på flere [[kirkemøde]]r, indtil den i [[787]] blev godtaget under [[pave Hadrian 1.]]
JEG SKAL LIGGE EN KÆMPE DEJ![[Media:DET VAR FANDME FEDT JONNY!]]HAhaHAHAhAHHAHAhahAhhHHhAHhaHAHAHaHHAhqaHhahaHAsHHAHAHAHAHhahahHhahhaHHHAHAHAHhAhaHAHa!!
==Tiende i Danmark==
I [[Danmark|dansk]] kontekst var tienden en skat til kirken, som blev indført først i [[1100-tallet]] under [[Niels af Danmark|Kong Niels]]. Bønderne skulle betale en tiendedel af deres [[afgrøde]], og den blev delt i tre dele: til opførelse og vedligholdelse af kirkerne (kirketiende), til underhold til [[præst]]er (præstetiende) og til [[biskop]]perne (bispetiende). Især den sidste del mødte stor modstand, dels fordi man ikke havde noget med bispen at gøre, dels fordi det var vanskeligt at transportere kornet til en ofte fjern bispegård. Tiende-skatten førte til, at kirken blev tilført store midler, hvilket resulterede i opførelsen af de mange granitkirker over hele landet, hvor i hvert fald selve [[kirkeskib]]et for de flestes vedkommende er opført i [[1100-tallet|1100]]-[[1200-tallet]].
En del af årsagen til, at [[reformationen]] fik så stor opbakning, var et håb om at slippe af med tienden, men det blev dog kun tilfældet for [[adel]]en; bispetienden blev i stedet inddraget af kongen som kongetiende. Kongetienden kom med tiden på andre, til dels private, hænder, og det samme skete med kirketienden. Ved den sidste havde tiendeejeren dog samtidig pligt til at vedligeholde kirken.
Tienden ydedes oprindelig som en [[brutto]]afgift, men men allerede [[1740]] blev kvægtienden omsat til en fast [[afgift]] for hvert dyr, der skulle være leveret ''in natura'', og ved en [[forordning]] af [[8. januar]] [[1810]] blev det bestemt, at korntienden af enhver tiendeyder ([[decimant]]) skulle kunne fordres omsat til en fast årlig afgift. Denne sidste bestemmelse fik dog ikke stor betydning, bl.a. fordi omsætningsreglerne var ugunstige for tiendeyderne. Man bestemte da ved [[Lov (jura)|lov]] af [[14. april]] [[1852]], at den tiende, som endnu ydedes i kærven (dvs. blev udtaget af [[neg]] på [[ager|marken]] i modsætning til ''i skæppen'', hvor tiende blev udtaget af det tærskede korn) skulle være omsat til faste årlige afgifter inden [[1. januar]] [[1856]]. Fra da af kunne tiende ydes enten i et fast pengebeløb, ''in natura'' eller efter [[kapiteltakst]]. Langt det meste blev ydet ''in natura'' eller efter kapiteltakst. Imidlertid blev uviljen mod hos bondestanden mod tiende stadig stærkere. Der blev derfor gjort en række forsøg på helt at komme af med tienden.
Ved lov af [[8. maj]] [[1894]] kunne tiende omsættes til en en fast [[kapital]], hvis der var nået enighed mellem tiendeejeren og mindst 2/3 af tiendeyderne regnet i forhold til både sidstnævntes antal og tiendens størrelse. Statskassen kunne i så fald støtte tiendeyderne med billige [[lån]], hvor rentesatsen var 3,5%. Loven førte imidlertid ikke til de store forandringer. Først da man med lov af [[15. maj]] [[1903]] gennemførte en tvungen [[tiendeafløsning]] forandredes situationen. Tiendeafløsningen begyndte i [[1908]] og blev afsluttet i [[1918]]. Herefter blev [[kirkeskat]]ten indført i [[1920]].
I mange danske kirkesamfund uden for [[folkekirken]] bruges stadig en form for tiende, hvor medlemmerne ideelt set betaler en betydelig del af deres indkomst til kirkens eller [[menighed]]ens drift. Det ses i en række [[frikirke]]r, f.eks. [[Pinsekirken]], [[Apostolsk Kirke]], [[Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige]], [[Syvende Dags Adventistkirken]] m.fl.
[[Kategori:Middelalder]]
[[ca:Delme]]
[[cs:Desátek]]
[[de:Zehnt]]
[[en:Tithe]]
[[eo:Dekonaĵo]]
[[es:Diezmo]]
[[fr:Dîme]]
[[is:Tíund]]
[[it:Decima]]
[[ja:十分の一税]]
[[ko:십일조]]
[[lb:Zéngten]]
[[nl:Tiende]]
[[nn:Tiend]]
[[no:Tiende]]
[[pl:Dziesięcina]]
[[pt:Dízimo]]
[[sv:Tionde]]
[[zh:什一税]]
|
