Forskel mellem versioner af "Johan Ludvig Heiberg"

507 bytes fjernet ,  for 13 år siden
oprydning
m (Gendannelse til seneste version ved Villy Fink Isaksen, fjerner ændringer fra 83.91.36.210 (bidrag))
(oprydning)
[[Image:J L Heiberg.jpg|thumb|200px|Johan Ludvig Heiberg]]
 
'''Johan Ludvig Heiberg''' ([[14. december]] [[1791]] – [[25. august]] [[1860]]) var en [[Danmark|dansk]] [[dramatiker]] og indflydelsesrig [[kritiker]]. Chef for [[Det kongelige Teater]] [[1849]]–[[1856]]. Heiberg skrev i [[1828]] ''[[Elverhøi]]''. [[1831]] indgik Heiberg ægteskab med kongelig skuespillerinde Johanne Luise Pätges, herefter [[Johanne Luise Heiberg]].
Chef for [[Det kongelige Teater]] [[1849]]–[[1856]].
Heiberg skrev i [[1828]] ''[[Elverhøi]]''.
[[1831]] indgik Heiberg ægteskab med kongelig skuespillerinde
Johanne Luise Pätges, herefter [[Johanne Luise Heiberg]].
 
Johan Ludvig var eneste barn af [[ægteskab]]et mellem [[Peter Andreas Heiberg]] og [[Thomasine_Gyllembourg|Thomasine Christine]] født Buntzen og blev født i [[København]] “hin navnkundige Dag,” siger han i sit latinske ''Vita'' i anledning af [[doktordisputats]]en, “paa hvilken den berømte Mand, hvis Navn staar øverst blandt alle de glimrende Navne, vort Fædreland kan glæde sig ved, [[Tycho Brahe]], Danmarks og Verdens Lys, fødtes”.
Johan Ludvig var eneste barn af [[ægteskab]]et mellem [[Peter Andreas Heiberg]]
og [[Thomasine_Gyllembourg|Thomasine Christine]] født Buntzen og blev født i
[[København]] «hin navnkundige Dag,» siger han i sit
latinske ''Vita'' i anledning af [[doktordisputats]]en, «paa hvilken den
berømte Mand, hvis Navn staar øverst blandt alle de glimrende
Navne, vort Fædreland kan glæde sig ved, [[Tycho Brahe]], Danmarks
og Verdens Lys, fødtes».
 
== Opvækst efter faderens landflygtighed i Paris 1799 ==
Han havde lige fyldt sit ottende år, da
faderen måtte gå i landflygtighed. Da kort efter den længe
lurende ægteskabelige [[katastrofe]], der førte til [[skilsmisse]] og til
Thomasine Heibergs giftermål med den svenske Gyllembourg - Carl Fredrik Gyllembourg-Ehrensvärd, baron og landøkonomisk forfatter - kom til udbrud, blev
Ludvig efter sin faders bestemt udtalte vilje taget fra moderen og
betroet til hendes søster Lise Jürgensen, men i maj [[1802]] flyttedes
han til P. A. Heibergs gode venner på [[Bakkehusmuseet|Bakkehuset]],
[[Knud Lyne Rahbek|Knud Lyne]] og [[Kamma Rahbek]].
 
Han havde lige fyldt sit ottende år, da faderen måtte gå i landflygtighed. Da kort efter den længe lurende ægteskabelige [[katastrofe]], der førte til [[skilsmisse]] og til Thomasine Heibergs giftermål med den svenske Gyllembourg – Carl Fredrik Gyllembourg-Ehrensvärd, baron og landøkonomisk forfatter – kom til udbrud, blev Ludvig efter sin faders bestemt udtalte vilje taget fra moderen og betroet til hendes søster Lise Jürgensen, men i maj [[1802]] flyttedes han til P. A. Heibergs gode venner på [[Bakkehusmuseet|Bakkehuset]], [[Knud Lyne Rahbek|Knud Lyne]] og [[Kamma Rahbek]].
Han læste [[latin]] med Rahbek, levende [[sprog]]
 
med hans hustru, og til at lede den øvrige undervisning blev der
Han læste [[latin]] med Rahbek, levende [[sprog]] med hans hustru, og til at lede den øvrige undervisning blev der antaget en udmærket lærer, [[teologi]]sk [[kandidat]] Peter Hansen, for hvem Heiberg vedblev at bevare den største hengivenhed.
 
for hvem Heiberg vedblev at bevare den største hengivenhed. <br>
Efter seks års lærergerning fik Hansen præstekald, og hans plads blev overtaget af en anden teolog, Erhard Christian Basse, hvem Heiberg ligeledes nævner med skyldig veneration; men da denne forandring indtraf, havde drengen for længst skiftet [[Latin:D|domicil]], idet han efter to års ophold på Bakkehuset flygtede bort derfra en aftenstund, nærmest fordi Rahbek havde lovet ham prygl næste dag på grund af dårlige karakterer, men væsentligst utvivlsomt fordi den tone, hvori P. A. Heibergs venner omtalte hans søns moder, som barnet hang ved med sværmerisk hengivenhed, krænkede ham i hans hjertes dybeste [[følelse]]r.
Efter seks års lærergerning fik Hansen præstekald, og hans plads blev overtaget
af en anden teolog, Erhard Christian Basse, hvem Heiberg ligeledes
nævner med skyldig veneration; men da denne forandring indtraf,
havde drengen for længst skiftet [[Latin:D|domicil]], idet han efter
to års ophold på Bakkehuset flygtede bort derfra en aftenstund,
nærmest fordi Rahbek havde lovet ham prygl næste dag på
grund af dårlige karakterer, men væsentligst utvivlsomt fordi den
tone, hvori P. A. Heibergs venner omtalte hans søns moder, som
barnet hang ved med sværmerisk hengivenhed, krænkede ham i
hans hjertes dybeste [[følelse]]r.
 
== 1809 Artium og første udenlandsrejse til Stockholm ==
Han blev nu på ny anbragt hos
den ovennævnte moster, og [[1809]] dimitteredes han af sin lærer til
[[Københavns universitet|universitetet]], hvor han tog [[Studentereksamen|artium]], ''Examen artium'' eller ''Første Eksamen'' og det følgende år filosofisk
eksamen, ''Examen philosophicum'' eller ''[[Anden Eksamen]]''. <br>
Imidlertid var fru Gyllembourg og hendes mand,
efter at deres gård på landet var brændt, flyttet til København,
og efterhånden som Heiberg havde nærmet sig ynglingealderen, havde faderens
forbud mod hans samliv med moderen tabt sin kraft, og han
betragtede mere og mere hendes hjem som sit, knyttet til hende
med den stærkeste sønlige kærligheds bånd og til Gyllembourg
med venskab og agtelse. <br>
 
Han blev nu på ny anbragt hos den ovennævnte moster, og [[1809]] dimitteredes han af sin lærer til [[Københavns universitet|universitetet]], hvor han tog [[Studentereksamen|artium]], ''Examen artium'' eller ''Første Eksamen'' og det følgende år filosofisk eksamen, ''Examen philosophicum'' eller ''[[Anden Eksamen]]''.
I deres fine og højtdannede vennekreds
fortsatte han den forædlende selskabelige omgang, som han
i sine desværre alt for kortfattede «avtobiografiske Fragmenter»
tillægger så afgørende en indflydelse på sin hele ånds- og
smagsretning; han nævner sin faders hus som samlingsplads for alle
den tids fremtrædende [[forfatter]]e såvel som for den franske
[[republik]]s [[diplomati]]ske repræsentation i København, mindes den
litterære interesse, som beherskede Rahbeks hjem, og omtaler som
sin moders jævnlige omgangsfæller mænd som [[H. C. Ørsted]] -
med hvem han allerede inden studentereksamen havde læst
[[matematik]] -, [[komponist]]en [[Christoph_Ernst_Friedrich_Weyse|Weyse]], [[Adam_Gottlob_Oehlenschläger|Adam Oehlenschläger]], lægen, professor [[Frantz Gotthard Howitz]] <!--([http://runeberg.org/dbl/8/0132.html VIII, 132])--> - som lagde navn til den såkaldte ''Howitz-strid'' eller ''[[Frantz_Gotthard_Howitz#Den_s.C3.A5kaldte_Howitzfejde_om_afsindighed_og_tilregnelighed|Howitzfejde]]'' i 1824-25 om hvorvidt en anklaget kunne være tilregnelig i medicinsk forstand -
og de [[adel]]ige svenske bekendtskaber som søgte Gyllembourg, når de
gæstede København; med en af disse svenske familier, grev
Taubes, gjorde han i efteråret [[1812]] sin første udenlandsrejse til
[[Stockholm]] og indførtes i den svenske [[hovedstad]]s mest eksklusive
kredse.
 
Imidlertid var fru Gyllembourg og hendes mand, efter at deres gård på landet var brændt, flyttet til København, og efterhånden som Heiberg havde nærmet sig ynglingealderen, havde faderens forbud mod hans samliv med moderen tabt sin kraft, og han betragtede mere og mere hendes hjem som sit, knyttet til hende med den stærkeste sønlige kærligheds bånd og til Gyllembourg med venskab og agtelse.
== Træffer Baggesen og Oehlenschläger, dog hver for sig ==
Da han efter tre måneders fravær kom tilbage, blev
han gæst hos den rige handelsherre konferensråd Brun ([http://runeberg.org/dbl/3/0146.html III,146])
og hans
skønlitterære hustru, Frederikke eller Friederike født Münter {{ref|friederike}},
hvor han traf prinser og
[[diplomat]]er, [[digter]]e, [[videnskabsmand|videnskabsmænd]] - og den yndige,
højtbegavede datter Adelaide eller Ida, den senere grevinde Bombelles ([http://runeberg.org/dbl/2/0493.html II, 493]),
der aflokkede ham som de andre poeter ridderlige
[[kærlighed]]s[[stanze]]r (ottaverim). <br>
Både her og hos sin moder kunne han
afvekslende - naturligvis aldrig samtidig - træffe [[Jens Baggesen]] og
Oehlenschläger i den konflikttid, der satte den litterære verden i
så voldsom en bevægelse, at den næsten lignede en [[borgerkrig]]. <br>
 
I deres fine og højtdannede vennekreds fortsatte han den forædlende selskabelige omgang, som han i sine desværre alt for kortfattede “avtobiografiske Fragmenter” tillægger så afgørende en indflydelse på sin hele ånds- og smagsretning; han nævner sin faders hus som samlingsplads for alle den tids fremtrædende [[forfatter]]e såvel som for den franske [[republik]]s [[diplomati]]ske repræsentation i København, mindes den litterære interesse, som beherskede Rahbeks hjem, og omtaler som sin moders jævnlige omgangsfæller mænd som [[H. C. Ørsted]] – med hvem han allerede inden studentereksamen havde læst [[matematik]] -, [[komponist]]en [[Christoph_Ernst_Friedrich_Weyse|Weyse]], [[Adam_Gottlob_Oehlenschläger|Adam Oehlenschläger]], lægen, professor [[Frantz Gotthard Howitz]] <!--([http://runeberg.org/dbl/8/0132.html VIII, 132])--> – som lagde navn til den såkaldte ''Howitz-strid'' eller ''[[Frantz_Gotthard_Howitz#Den_s.C3.A5kaldte_Howitzfejde_om_afsindighed_og_tilregnelighed|Howitzfejde]]'' i 1824-25 om hvorvidt en anklaget kunne være tilregnelig i medicinsk forstand – og de [[adel]]ige svenske bekendtskaber som søgte Gyllembourg, når de gæstede København; med en af disse svenske familier, grev Taubes, gjorde han i efteråret [[1812]] sin første udenlandsrejse til [[Stockholm]] og indførtes i den svenske [[hovedstad]]s mest eksklusive kredse.
Skønt der tidligt blev lagt mærke og taget hensyn til Heiberg som
 
forfatter, undgik han at sværge til noget af de stridende
== Træffer Baggesen og Oehlenschläger, dog hver for sig ==
partiers fane, og han fremhæver det mange år senere som en
 
for den unge alder ikke ganske sædvanlig ''bon sens'', at han, trods
Da han efter tre måneders fravær kom tilbage, blev han gæst hos den rige handelsherre konferensråd Brun ([http://runeberg.org/dbl/3/0146.html III,146]) og hans skønlitterære hustru, Frederikke eller Friederike født Münter {{ref|friederike}}, hvor han traf prinser og [[diplomat]]er, [[digter]]e, [[videnskabsmand|videnskabsmænd]] – og den yndige, højtbegavede datter Adelaide eller Ida, den senere grevinde Bombelles ([http://runeberg.org/dbl/2/0493.html II, 493]), der aflokkede ham som de andre poeter ridderlige [[kærlighed]]s[[stanze]]r (ottaverim).
alle opfordringer, forstod at holde sig uden for en kamp, «der -
 
uagtet de vigtige og til dels gavnlige Frugter, den har båret -
Både her og hos sin moder kunne han afvekslende – naturligvis aldrig samtidig – træffe [[Jens Baggesen]] og Oehlenschläger i den konflikttid, der satte den litterære verden i så voldsom en bevægelse, at den næsten lignede en [[borgerkrig]].
dog blev ført med en Fanatisme, der ikke undlod at prostituere
 
mere eller mindre enhver, som var så uheldig at blive reven ind
Skønt der tidligt blev lagt mærke og taget hensyn til Heiberg som forfatter, undgik han at sværge til noget af de stridende partiers fane, og han fremhæver det mange år senere som en for den unge alder ikke ganske sædvanlig ''bon sens'', at han, trods alle opfordringer, forstod at holde sig uden for en kamp, “der – uagtet de vigtige og til dels gavnlige Frugter, den har båret – dog blev ført med en Fanatisme, der ikke undlod at prostituere mere eller mindre enhver, som var så uheldig at blive reven ind i dens Hvirvel”.
i dens Hvirvel».
 
== Oehlenschläger giver Heiberg det anerkendende ''broderkys'' ==
Begge de digtere, der delte deres samtid i to stridende lejre,
enedes tidligt om at hylde den unge Heiberg som en løfterig mulighed
i [[digt]]ningens rige. Begejstret over en [[sonnet]], {{ref|sonnet}}
som Heiberg - «l'enfant»,
som han kaldtes i det brunske hus - havde skrevet til fru Frederikke,
spåede Baggesen, at denne digteryngling «med spæde Vingeskud,
lig dem på skuldrene af Amors Brud», engang skulle hæve sig på
fuldvoksne vinger til sangens top og derfra, «Fremtids Genius i
Upartiskhed lig, - sangdømme den i live førte Krig imellem
Baggesen og Oehlenschläger». Den sidstnævnte digter hyldede
i anledning af «Marionettheatret» den unge forfatter som den, der
var «til Kunstner og til Digter baaren», fordi han «fulgte tro
Naturen og dens Røst».
 
Begge de digtere, der delte deres samtid i to stridende lejre, enedes tidligt om at hylde den unge Heiberg som en løfterig mulighed i [[digt]]ningens rige. Begejstret over en [[sonnet]], {{ref|sonnet}} som Heiberg – “l'enfant”, som han kaldtes i det brunske hus – havde skrevet til fru Frederikke, spåede Baggesen, at denne digteryngling “med spæde Vingeskud, lig dem på skuldrene af Amors Brud”, engang skulle hæve sig på fuldvoksne vinger til sangens top og derfra, “Fremtids Genius i Upartiskhed lig, – sangdømme den i live førte Krig imellem Baggesen og Oehlenschläger”. Den sidstnævnte digter hyldede i anledning af “Marionettheatret” den unge forfatter som den, der var “til Kunstner og til Digter baaren”, fordi han “fulgte tro Naturen og dens Røst”.
Titlen «Marionettheater» for Heibergs første bog havde ifølge
 
fortalen «især til Hensigt at stemme læseren til det barnlige Sind»,
Titlen “Marionettheater” for Heibergs første bog havde ifølge fortalen “især til Hensigt at stemme læseren til det barnlige Sind”, som skulle gennemtrænge dens indhold; men den havde for øvrigt også en historisk oprindelse.
 
også en historisk oprindelse. <br>
Under en sygdom i hans drengeår havde Weyse og Laurids Kruse ([http://runeberg.org/dbl/9/0566.html IX, 566]) forfærdiget et [[dukke]]teater til ham, for hvilket drengen forfattede adskillige barnlige [[skuespil]], til dels i [[rim]]et [[dialog]] og i den [[holberg]]ske [[komedie]]s stil. Ved en senere lejlighed, da i begyndelsen af 1812 en adelig svensk dames fødselsdag skulle fejres, blev det hentet frem på ny, og Heiberg skrev fireakts-skuespillet “Don Juan”, en omarbejdelse af [[Molière]]s “Festin de pierre”.
Under en sygdom i hans drengeår
 
havde Weyse og Laurids Kruse ([http://runeberg.org/dbl/9/0566.html IX, 566])
Oehlenschläger var tilstede ved opførelsen og gav i sin henrykkelse den unge digter broderkysset – en gentagelse af den situation, der havde fundet sted i århundredets begyndelse, da Baggesen ved sin afskedsfest kyssede den unge Oehlenschläger.
forfærdiget et [[dukke]]teater til
 
ham, for hvilket drengen forfattede adskillige barnlige [[skuespil]], til
Ikke længe efter skrev Heiberg det romantiske skuespil “Pottemager Walter” og udgav det [[1814]] sammen med “Don Juan” under den ovenfor anførte fællestitel – et Janushoved, der skuede i to for Heibergs senere digtning afgørende retninger: den [[burleske|burlesk]]-[[komik|komiske]] og den romantisk-mystiske, der dog her, som så ofte senere, på mange punkter var forenet.
dels i [[rim]]et [[dialog]] og i den [[holberg]]ske [[komedie]]s stil. Ved en
 
senere lejlighed, da i begyndelsen af 1812 en adelig svensk dames
Tidligere havde han skrevet skuespillet “Tycho Brahes Spaadom” med de prægtige [[Uranienborg|Uranieborg]]-digte “Solen sank bag grønne Lund” og “Du Vandringsmand ved Søen”; det blev ikke udgivet i sin oprindelige skikkelse, men først efter at det i en omarbejdelse var blevet opført [[1819]].
fødselsdag skulle fejres, blev det hentet frem på ny, og Heiberg skrev
 
fireakts-skuespillet «Don Juan», en omarbejdelse af [[Molière]]s «Festin
== 1816 “Julespøg og Nytårsløjer” vækker røre med sin satire ==
de pierre». <br>
 
Oehlenschläger var tilstede ved opførelsen og gav i
Den romantisk-polemiske komedie “Julespøg og Nytårsløjer, en Fortsættelse af Oehlenschlägers St. Hans Aftens Spil” <!-- DBL bruger formen: St. Hans Aftens Spil – 14. okt 2006 kl. 17:07 retter "195.158.110.146" til “Julespøg og Nytårsløjer, en Fortsættelse af Oehlenschlägers Sanct Hansaften-Spil” – se note; det er vel hvad Heiberg kaldte den og ikke hvad Oehlenschläger kaldte sin, ? Internettet giver flere muligheder --> {{ref|sancthans}}, udkom ved juletid [[1816]] og vakte stærkt røre ved sin [[satire]] over den [[B.S. Ingemann|Ingemann]]ske digtnings hyper[[sentimental]]itet og [[publikum]]s [[sværmeri]] for hans ''Varner og Blanca''.
sin henrykkelse den unge digter broderkysset - en gentagelse af
den situation, der havde fundet sted i århundredets begyndelse,
da Baggesen ved sin afskedsfest kyssede den unge Oehlenschläger.
 
[[Grundtvig]] trådte med vanlig voldsomhed i skranken for den angrebne digter, og polemikken – som affødte Heibergs “Ny A-B-C-Bog” – varede det meste af vinteren, indtil den afsluttedes med Heibergs festlige digt “Vaaren og Freden”.
Ikke længe efter skrev Heiberg det romantiske skuespil «Pottemager
Walter» og udgav det [[1814]] sammen med «Don Juan» under den
ovenfor anførte fællestitel - et Janushoved, der skuede i to for Heibergs
senere digtning afgørende retninger: den [[burleske|burlesk]]-[[komik|komiske]] og den
romantisk-mystiske, der dog her, som så ofte senere, på mange
punkter var forenet. <br>
Tidligere havde han skrevet skuespillet
«Tycho Brahes Spaadom» med de prægtige [[Uranienborg|Uranieborg]]-digte
«Solen sank bag grønne Lund» og «Du Vandringsmand ved Søen»;
det blev ikke udgivet i sin oprindelige skikkelse, men først efter
at det i en omarbejdelse var blevet opført [[1819]]. <br>
 
Den [[Tyskland|tyske]] [[romantik]], især Tieck, har øvet sin påvirkning på Heiberg som på det unge århundredes andre digtere; når den pålagde sine adepter at skue mod vest – [[Shakespeare]] – og mod syd – [[Spanien|spanierne]] -, så blev Heiberg, i modsætning til den øvrige digterskare, den, der fortrinsvis vendte blikket i sidstnævnte retning.
== 1816 «Julespøg og Nytårsløjer» vækker røre med sin satire ==
Den romantisk-polemiske komedie
«Julespøg og Nytårsløjer, en Fortsættelse af Oehlenschlägers St. Hans Aftens Spil»
<!-- DBL bruger formen: St. Hans Aftens Spil - 14. okt 2006 kl. 17:07 retter "195.158.110.146" til «Julespøg og Nytårsløjer, en Fortsættelse af Oehlenschlägers Sanct Hansaften-Spil» - se note; det er vel hvad Heiberg kaldte den og ikke hvad Oehlenschläger kaldte sin, ? Internettet giver flere muligheder -->
{{ref|sancthans}}, udkom ved juletid [[1816]] og
vakte stærkt røre ved sin [[satire]] over den [[B.S. Ingemann|Ingemann]]ske digtnings
hyper[[sentimental]]itet og [[publikum]]s [[sværmeri]] for hans ''Varner og Blanca''. <br>
[[Grundtvig]] trådte med vanlig voldsomhed i skranken for
den angrebne digter, og polemikken - som affødte Heibergs «Ny
A-B-C-Bog» - varede det meste af vinteren, indtil den afsluttedes
med Heibergs festlige digt «Vaaren og Freden».
 
Hans dygtige sprogkundskaber gjorde ham tidlig bekendt med [[Italien|italiensk]] og [[Spanien|spansk]] digtning, og især denne tiltrak sig hans levende interesse. I den spanske kappe- og kårdekomedies stil skrev han [[1817]] det romantiske [[drama]] “Dristig vovet halv er vundet”, en dansk omplantning af [[Pedro Calderón de la Barca|Calderonsk]] [[ånd]] og [[form]], som vidner i lige grad om digterens kendskab til forbilledet og om hans allerede dengang mærkelige klarhed i opfattelsen af formelle ejendommeligheder. Medens her en fremmed [[genre]] var efterlignet fra inderst til yderst, anstillede han i det [[mytologi]]ske skuespil “Psyche” (1817) det modsatte eksperiment og gav det [[antik]]e stof en romantisk påklædning, i hvilken der end ikke fattes elementer af den [[nordisk]]e folketone.
Den [[Tyskland|tyske]] [[romantik]], især Tieck, har øvet sin påvirkning
på Heiberg som på det unge århundredes andre digtere; når den
pålagde sine adepter at skue mod vest - [[Shakespeare]] - og
mod syd - [[Spanien|spanierne]] -, så blev Heiberg, i modsætning til den
øvrige digterskare, den, der fortrinsvis vendte blikket i sidstnævnte
retning. <br>
Hans dygtige sprogkundskaber gjorde ham tidlig bekendt
med [[Italien|italiensk]] og [[Spanien|spansk]] digtning, og især denne tiltrak sig hans
levende interesse. I den spanske kappe- og kårdekomedies
stil skrev han [[1817]] det romantiske [[drama]] «Dristig vovet halv er
vundet», en dansk omplantning af [[Pedro Calderón de la Barca|Calderonsk]] [[ånd]] og [[form]], som
vidner i lige grad om digterens kendskab til forbilledet og om
hans allerede dengang mærkelige klarhed i opfattelsen af formelle
ejendommeligheder. Medens her en fremmed [[genre]] var efterlignet
fra inderst til yderst, anstillede han i det [[mytologi]]ske skuespil
«Psyche» (1817) det modsatte eksperiment og gav det [[antik]]e stof
en romantisk påklædning, i hvilken der end ikke fattes elementer
af den [[nordisk]]e folketone.
 
== 1817 Doktordisputats ==
Heibergs bevandrethed i spansk [[litteratur]] gav ham emnet til hans
doktordisputats 1817: «Om spansk dramatisk Litteratur, fornemmelig
om Calderon», en kortfattet og skematisk behandling af stoffet,
men efter hin tids skik frembydende de nødvendige "Theses", [[tese]]r til
forsvar under disputationsakten. <br>
Heibergs hensigt med dette skrift
var ikke blot at erhverve en [[akademisk grad]], men også at skaffe
sig en nyttig introduktion. I den brunske kreds havde man ivrigt
tilskyndet ham til at slå ind på den diplomatiske løbebane, til
hvilken både hans fine sociale [[dannelse]] og hans gode
sprogkundskaber syntes at måtte gøre ham skikket. Han tilegnede
derfor [[udenrigsminister]] [[Niels Rosenkrantz]], en gammel ven af hans
fader, sin afhandling for doktorgraden, men indrømmer selv senere,
at «han just ikke viste stort diplomatisk Geni ved at indbilde sig,
at en latinsk Doktordissertation over det spanske Teater kunne
give ham Adkomst til den diplomatiske Karriere, i steden for at
begribe, at den tvært imod måtte støde ham derfra»; når han
over for Rosenkrantz beråbte sig på sin sprogfærdighed og sine
andre kundskaber, svarede [[minister]]en som i spøg, at hans duelighed
var alt for stor, og at det mindre kom an på denne end
på at være af god gammel adel.
 
Heibergs bevandrethed i spansk [[litteratur]] gav ham emnet til hans doktordisputats 1817: “Om spansk dramatisk Litteratur, fornemmelig om Calderon”, en kortfattet og skematisk behandling af stoffet, men efter hin tids skik frembydende de nødvendige "Theses", [[tese]]r til forsvar under disputationsakten.
Heiberg nåede således sit 27. år,
 
uden at han endnu havde taget bestemmelse om sin fremtid. Han blev draget
Heibergs hensigt med dette skrift var ikke blot at erhverve en [[akademisk grad]], men også at skaffe sig en nyttig introduktion. I den brunske kreds havde man ivrigt tilskyndet ham til at slå ind på den diplomatiske løbebane, til hvilken både hans fine sociale [[dannelse]] og hans gode sprogkundskaber syntes at måtte gøre ham skikket. Han tilegnede derfor [[udenrigsminister]] [[Niels Rosenkrantz]], en gammel ven af hans fader, sin afhandling for doktorgraden, men indrømmer selv senere, at “han just ikke viste stort diplomatisk Geni ved at indbilde sig, at en latinsk Doktordissertation over det spanske Teater kunne give ham Adkomst til den diplomatiske Karriere, i steden for at begribe, at den tvært imod måtte støde ham derfra”; når han over for Rosenkrantz beråbte sig på sin sprogfærdighed og sine andre kundskaber, svarede [[minister]]en som i spøg, at hans duelighed var alt for stor, og at det mindre kom an på denne end på at være af god gammel adel.
i mange retninger, mod [[naturvidenskab]] og matematik
 
som mod digtekunst og [[æstetik]], og en udstrakt selskabelighed
Heiberg nåede således sit 27. år, uden at han endnu havde taget bestemmelse om sin fremtid. Han blev draget i mange retninger, mod [[naturvidenskab]] og matematik som mod digtekunst og [[æstetik]], og en udstrakt selskabelighed med dens <!-- flirtation --> flirten og dens mange krav til hans talenter spredte yderligere hans interesser. I denne valgets vanskelighed kom et kongeligt rejse[[stipendium]] som en sand befrielse i foråret 1819.
med dens <!-- flirtation --> flirten og dens mange krav til hans talenter
spredte yderligere hans interesser. I denne valgets vanskelighed
kom et kongeligt rejse[[stipendium]] som en sand befrielse i foråret
1819.
 
== 1819 med rejsestipendium til London og Paris ==
Over [[London]] tog han til sin fader i [[Paris]] og boede hos
ham i tre år. Mange interessante bekendtskaber fra mange
forskellige lejre fik han her lejlighed til at gøre. <br>
Af danske traf
han blandt andet [[Peter Georg Bang]] (den senere minister), [[H. J. Estrup]] ([http://runeberg.org/dbl/4/0605.html IV,605 ?]),
[[H.N._Clausen|H. N. Clausen]],
[[Carsten Hauch]], [[Peder Hjort]] ([http://runeberg.org/dbl/7/0475.html VII, 475]),
[[Christian Molbech]] ([http://runeberg.org/dbl/11/0347.html XI, 347 ?]), matematikeren
[[Henrik Gerner v. Schmidten]] ([http://runeberg.org/dbl/15/0237.html XV, 237 ?])
og deltog i det selskabsliv, som prins Christian og prinsesse Caroline
Amalie under deres pariserophold åbnede deres hus for en gang
om ugen. <br>
I faderens bekendtskabskreds plejede han omgang
blandt andet med den forhenværende [[biskop]] og [[senator]] Grégoire, med
den [[liberal]]e Pair Grev Lanjuinais, <!-- ? "Chambre des Pairs" (Peer Chamber) -->
med udgiveren af «Revue encyclopédique», J. A. Jullien, med naturforskeren Georges Cuvier,
filosofen Victor Cousin, digteren Beranger (Pierre-Jean de Béranger ?) og mange andre kendte mænd. <br>
Også [[C. Malte-Brun]], faderens politiske antagonist, besøgte han med dennes
samtykke og traf her blandt andet [[Alexander von Humboldt]]. <br>
 
Over [[London]] tog han til sin fader i [[Paris]] og boede hos ham i tre år. Mange interessante bekendtskaber fra mange forskellige lejre fik han her lejlighed til at gøre.
Heibergs «distraherende Dæmon» forlod ham, som det kunne ventes, ikke i den
 
livlige verdensby. Han studerede under Cuvier og besøgte flittig
Af danske traf han blandt andet [[Peter Georg Bang]] (den senere minister), [[H. J. Estrup]] ([http://runeberg.org/dbl/4/0605.html IV,605 ?]), [[H.N. Clausen]], [[Carsten Hauch]], [[Peder Hjort]] ([http://runeberg.org/dbl/7/0475.html VII, 475]), [[Christian Molbech]] ([http://runeberg.org/dbl/11/0347.html XI, 347 ?]), matematikeren [[Henrik Gerner v. Schmidten]] ([http://runeberg.org/dbl/15/0237.html XV, 237 ?]) og deltog i det selskabsliv, som prins Christian og prinsesse Caroline Amalie under deres pariserophold åbnede deres hus for en gang om ugen.
''Jardin des Plantes'', var hyppig gæst i teatrene, læste fransk
 
litteratur og både tog og gav musikundervisning, var en tid
I faderens bekendtskabskreds plejede han omgang blandt andet med den forhenværende [[biskop]] og [[senator]] Grégoire, med den [[liberal]]e Pair Grev Lanjuinais, <!-- ? "Chambre des Pairs" (Peer Chamber) --> med udgiveren af “Revue encyclopédique”, J. A. Jullien, med naturforskeren Georges Cuvier, filosofen Victor Cousin, digteren Beranger (Pierre-Jean de Béranger ?) og mange andre kendte mænd.
medarbejder af «le Constitutionnel» og skrev, begejstret af
 
danserinden Bigottinis udførelse af balletrollen, skuespillet «Nina», den
Også [[C. Malte-Brun]], faderens politiske antagonist, besøgte han med dennes samtykke og traf her blandt andet [[Alexander von Humboldt]].
eneste digtning, som hans pariserophold affødte. <br>
 
Endelig tog han
Heibergs “distraherende Dæmon” forlod ham, som det kunne ventes, ikke i den livlige verdensby. Han studerede under Cuvier og besøgte flittig ''Jardin des Plantes'', var hyppig gæst i teatrene, læste fransk litteratur og både tog og gav musikundervisning, var en tid medarbejder af “le Constitutionnel” og skrev, begejstret af danserinden Bigottinis udførelse af balletrollen, skuespillet “Nina”, den eneste digtning, som hans pariserophold affødte.
en afgørende beslutning, søgte fra seinestaden om ansættelse som
 
[[lektor]] i dansk sprog ved [[Kiels Universitet]] ([[Christian-Albrechts-Universitetet]] ?), støttedes af sine velyndere i hjemmet, blev ansat og tiltrådte sit nye [[embede]] ved
Endelig tog han en afgørende beslutning, søgte fra seinestaden om ansættelse som [[lektor]] i dansk sprog ved [[Kiels Universitet]] ([[Christian-Albrechts-Universitetet]] ?), støttedes af sine velyndere i hjemmet, blev ansat og tiltrådte sit nye [[embede]] ved begyndelsen af efterårssemestret [[1822]].
begyndelsen af efterårssemestret [[1822]].
 
== 1822-25 i Kiel hvor han møder den hegelske filosofi ==
 
Hans moder fulgte med ham til [[Kiel]] og var hans bedste trøst
Hans moder fulgte med ham til [[Kiel]] og var hans bedste trøst under de pinagtigheder, som overgangen fra [[Frankrig]]s hovedstad til den [[holsten]]ske universitetsby og endnu mere hans stilling som lærer i et ildeset sprog og en overset litteratur havde til følge; dog mener han, at den åndelige koncentration, han her blev tvungen til, ikke var uden nytte for ham.
under de pinagtigheder, som overgangen fra [[Frankrig]]s hovedstad
 
til den [[holsten]]ske universitetsby og endnu mere hans stilling som
To serier af hans forelæsninger udkom i trykken: “Formenlehre der dänischen Sprache” [[1823]] og “Nordische Mythologie” [[1827]]. Det vigtigste udbytte for Heiberg af hans tre års kielerophold var den indtrængen i den [[hegel]]ske filosofi, han her begyndte på efter tilskyndelse af den filosofiske professor [[etatsråd]] Johan Erik von Berger, ([http://runeberg.org/dbl/2/0106.html II, 106]) og senere førte videre under et besøg i [[Berlin]], hvor han hørte og omgikkes Hegel såvel som hans discipel Gans (Eduard Gans ?), medens det først blev ved en slags åbenbaring på tilbagerejsen, at systemet afslørede sig for ham i sin fulde gennemskuelighed.
lærer i et ildeset sprog og en overset litteratur havde til følge;
 
dog mener han, at den åndelige koncentration, han her blev
Ved sit skrift “Om den menneskelige Frihed” (Kiel [[1824]]) blev Heiberg den første talsmand for den hegelske lære i dansk litteratur. <!-- (Se nedenfor) men herom såvel som om Heibergs hegelianisme overhovedet vil der senere blive talt fra anden Side. -->
tvungen til, ikke var uden nytte for ham. <br>
To serier af hans
forelæsninger udkom i trykken: «Formenlehre der dänischen Sprache»
[[1823]] og «Nordische Mythologie» [[1827]].
Det vigtigste udbytte for Heiberg
af hans tre års kielerophold var den indtrængen i den [[hegel]]ske
filosofi, han her begyndte på efter tilskyndelse af den filosofiske
professor [[etatsråd]] Johan Erik von Berger, ([http://runeberg.org/dbl/2/0106.html II, 106])
og senere førte videre under et besøg
i [[Berlin]], hvor han hørte og omgikkes Hegel såvel som hans
discipel Gans (Eduard Gans ?), medens det først blev ved en slags åbenbaring
på tilbagerejsen, at systemet afslørede sig for ham i sin fulde
gennemskuelighed. <br>
Ved sit skrift «Om den menneskelige Frihed»
(Kiel [[1824]]) blev Heiberg den første talsmand for den hegelske lære i
dansk litteratur.
<!-- (Se nedenfor) men herom såvel som om Heibergs hegelianisme overhovedet
vil der senere blive talt fra anden Side. -->
 
== 1825 på besøg i København, succes med vaudevillen ==
I sommeren [[1825]] besøgte Heiberg København med det faste forsæt
at gøre et forsøg på at skabe sig en virksomhed i den så
stærkt savnede hovedstad. Han tænkte nærmest på teatret,
som havde spillet hans «Nina» det foregående år. <br>
Ved sommerforestillingerne havde en tysk skuespillerinde, Mlle. Emilie Pohlmann,
gjort megen lykke med sangfarcen eller [[vaudeville]]n ''Die Wiener in Berlin.'' Dette indgav Heiberg den tanke at omplante genren på
dansk. Han kendte den godt nok både fra Paris og fra Tyskland,
han havde i sin musikalske dannelse en hovedbetingelse for
opgavens lykkelige løsning og turde tiltro sig så megen komisk
kraft, så nært et slægtskab med vor lystspildigtnings bedste
traditioner, at han under denne nye form ville kunne yde bidrag til
et [[repertoire]], der atter kunne give teatrets [[kunst]] og den dramatiske
litteratur en national farve, som alt for længe havde været
fortrængt af det fremmede.
 
I sommeren [[1825]] besøgte Heiberg København med det faste forsæt at gøre et forsøg på at skabe sig en virksomhed i den så stærkt savnede hovedstad. Han tænkte nærmest på teatret, som havde spillet hans “Nina” det foregående år.
Heiberg ville nemlig ikke nøjes med en
ydre overførelse af vaudevilleformen; han ville på den ene side
gøre det musikalske element fyldigere og formæle det på en
inderligere måde med handling og [[karakter]]tegning, end
forbilleder kendte det, på den anden side genføde den
lokalkomiske burleske i Holbergs ånd og derved knytte den afbrudte
forbindelse mellem [[scene]]ns fortid og nutid. <br>
 
Ved sommerforestillingerne havde en tysk skuespillerinde, Mlle. Emilie Pohlmann, gjort megen lykke med sangfarcen eller [[vaudeville]]n ''Die Wiener in Berlin.'' Dette indgav Heiberg den tanke at omplante genren på dansk. Han kendte den godt nok både fra Paris og fra Tyskland, han havde i sin musikalske dannelse en hovedbetingelse for opgavens lykkelige løsning og turde tiltro sig så megen komisk kraft, så nært et slægtskab med vor lystspildigtnings bedste traditioner, at han under denne nye form ville kunne yde bidrag til et [[repertoire]], der atter kunne give teatrets [[kunst]] og den dramatiske litteratur en national farve, som alt for længe havde været fortrængt af det fremmede.
Han meddelte den
handledygtigste af teaterdirektørerne, [[Jonas Collin]], sine tanker og blev
livlig opmuntret til at sætte dem i værk. Heiberg skrev da ''Kong Salomon og Jørgen Hattemager,'' som blev opført [[28. november]] 1825
og modtaget med en tilslutning, der viste, at slaget var vundet
fuldstændig: der kom nyt liv i [[skuespiller]]ne, forøget teaterinteresse
hos publikum og rigeligt med penge i kassen, et økonomisk
resultat, som blev en vigtig hjælp for Collin, når det gjaldt om
at slå den gnavne modstand mod vaudevillen ned hos flere ældre
[[autoritet]]er, især hos Rahbek.
 
Heiberg ville nemlig ikke nøjes med en ydre overførelse af vaudevilleformen; han ville på den ene side gøre det musikalske element fyldigere og formæle det på en inderligere måde med handling og [[karakter]]tegning, end forbilleder kendte det, på den anden side genføde den lokalkomiske burleske i Holbergs ånd og derved knytte den afbrudte forbindelse mellem [[scene]]ns fortid og nutid.
I begyndelsen af februar det følgende
år gik som «Geburtsdagsstykke» ''Den 28. Januar''; da Heiberg
ugedagen efter på Frydendahls aftenunderholdning så den 13-årige
Johanne Luise Pätges optræde sammen med [[Christian Niemann Rosenkilde]] i [[Poul Martin Møller]]s [[Kongens Have|kongenshave]]-dialog «Hans og Trine», benyttede han parret
som hovedfigurer i sin næste vaudeville, ''Aprilsnarrene,'' opført
første gang [[22. april]] [[1826]], og beregnede to af de følgende: ''Et Eventyr
i Rosenborg Have'' og ''De Uadskillelige,'' for en stor del på den
unge piges mærkelige talent, hvis varme talsmand i pressen Heiberg
fra første færd blev. <br>
 
Han meddelte den handledygtigste af teaterdirektørerne, [[Jonas Collin]], sine tanker og blev livlig opmuntret til at sætte dem i værk. Heiberg skrev da ''Kong Salomon og Jørgen Hattemager,'' som blev opført [[28. november]] 1825 og modtaget med en tilslutning, der viste, at slaget var vundet fuldstændig: der kom nyt liv i [[skuespiller]]ne, forøget teaterinteresse hos publikum og rigeligt med penge i kassen, et økonomisk resultat, som blev en vigtig hjælp for Collin, når det gjaldt om at slå den gnavne modstand mod vaudevillen ned hos flere ældre [[autoritet]]er, især hos Rahbek.
Forud for de to sidstnævnte vaudeviller var
i oktober 1826 ''Recensenten og Dyret'' blevet spillet; den havde
forud for og under opførelsen så mange [[fordom]]me at kæmpe
imod, at succesen forspildtes. <br>
Heiberg lod den derfor straks tage af
repertoiret og udarbejdede den [[dramaturg]]iske afhandling «Om
vaudevillen som dramatisk digtart og om dens betydning på den
danske Skueplads», et polemisk skrift, der med selvfølelse hævdede
både den nye digtarts og dens forfatters stilling i dansk litteratur,
men - som tiden har vist - ikke overdrev, når Heiberg forudsagde
det nationale lystspils og dets sceniske fremstillings
genopblomstring fra det øjeblik af, da vaudevillen havde inaugureret, grundlagt en
ny teateræra.
 
I begyndelsen af februar det følgende år gik som “Geburtsdagsstykke” ''Den 28. Januar''; da Heiberg ugedagen efter på Frydendahls aftenunderholdning så den 13-årige Johanne Luise Pätges optræde sammen med [[Christian Niemann Rosenkilde]] i [[Poul Martin Møller]]s [[Kongens Have|kongenshave]]-dialog “Hans og Trine”, benyttede han parret som hovedfigurer i sin næste vaudeville, ''Aprilsnarrene,'' opført første gang [[22. april]] [[1826]], og beregnede to af de følgende: ''Et Eventyr i Rosenborg Have'' og ''De Uadskillelige,'' for en stor del på den unge piges mærkelige talent, hvis varme talsmand i pressen Heiberg fra første færd blev.
== 1827 Ugebladet «Kjøbenhavns flyvende Post» som bindeled til publikum ==
Hans argumentation gjorde den virkning på [[publikum]],
at «Recensenten og Dyret», genopført i en lidt omarbejdet
skikkelse, nu slog fuldstændig igennem og blev den hyppigst
spillede af alle vaudevillerne. <br>
Denne gode følge af hans æstetiske
vejledning tilskyndede Heiberg til at etablere en varigere forbindelse
mellem sig og den dannede læseverden, og organet for denne forbindelse
blev «Kjøbenhavns flyvende Post», som begyndte [[1. januar]]
1827 og udkom to gange ugentlig i to år; [[1829]] <!-- pauserede bladet, --> var der et ophold i udgivelsen som dog blev genoptaget <!-- men genoptoges --> [[1830]] med tre ugentlige numre.
Med udgangen af
dette år ophørte den regelmæssige udgivelse; i januar [[1834]] kom
det første nummer af «Den flyvende Posts Interimsblade», hvis første 100 Numre
indtil juni [[1836]] danner et bind; med nr. 135 (21. december 1837) sluttedes
andet bind.
 
Forud for de to sidstnævnte vaudeviller var i oktober 1826 ''Recensenten og Dyret'' blevet spillet; den havde forud for og under opførelsen så mange [[fordom]]me at kæmpe imod, at succesen forspildtes.
Siden Rahbeks «Danske Tilskuer» i dens bedste år havde
intet [[ugeblad]] af underholdende art haft en så udbredt og tillige
så dannet læsekreds som Heibergs «Flyvende Post». Ikke just fordi han
var en særlig ivrig eller omhyggelig redaktør; adskilligt af bladets
indhold var fyldekalk, mest i skikkelse af oversættelser uden større
værd; men til gengæld indeholdt det Heibergs egne vittigt ræsonnerende
eller skarpt polemiserende artikler og var tillige den
opvoksende digterslægts fornemme organ, i hvilket [[Christian Winther]],
[[H.C. Andersen]], [[Carl Bagger]] og andre debuterede som lyrikere, fru Gyllembourg
og [[Carl Bernhard]]
som [[novelle|novellister]]. (Carl Bernhard: pseudonym for Andreas Nicolai de Saint-Aubain, [http://runeberg.org/dbl/14/0557.html XIV, 557]) <br>
 
Heiberg lod den derfor straks tage af repertoiret og udarbejdede den [[dramaturg]]iske afhandling “Om vaudevillen som dramatisk digtart og om dens betydning på den danske Skueplads”, et polemisk skrift, der med selvfølelse hævdede både den nye digtarts og dens forfatters stilling i dansk litteratur, men – som tiden har vist – ikke overdrev, når Heiberg forudsagde det nationale lystspils og dets sceniske fremstillings genopblomstring fra det øjeblik af, da vaudevillen havde inaugureret, grundlagt en ny teateræra.
'''Betydningen af Heibergs ''æstetiske kritik'' i ugebladet «Flyvende Post»'''<br>
Hvad der dog gav bladet
størst betydning og anseelse, var Heibergs æstetiske kritik. Her
begyndte i årgangen 1827 med anmeldelsen af «Væringerne i Miklagard»
den værdsættelse af Oehlenschläger, der blev en fortsættelse
af Baggesens opposition, men bygget på en systematisk
betragtning og udgået fra et æstetisk totalsyn, som ganske vist mest
dvælede ved den formelle bestemmelse af digtarternes grænselinjer,
men også ad denne vej nåede til gyldige domme og uimodsigelige
resultater. <br>
Heibergs kritik vakte den stærkeste forargelse blandt
Oehlenschlägers tilhængere, og navnlig, da han i det første nummer
af årgangen 1830 havde railleret med digterens optræden ved
doktorpromotionen i [[Lund_(Sverige)|Lund]] den foregående sommer, kom han i
en heftig fejde med de såkaldte «Soranere» (Hauch, [[Christian Wilster]] og
Hjort), en polemik, som både på vers og prosa førtes med den
mest overlegne vittighed fra Heibergs side, så at han stod som sejrherre,
selv hvor han ikke så ganske havde ret.
 
== 1827 Ugebladet “Kjøbenhavns flyvende Post” som bindeled til publikum ==
== 1828 Skuespillet «Elverhøj» ==
Imidlertid havde han i sommeren 1828 skrevet skuespillet
«Elverhøj», der blev opført som festforestilling [[6. november]] i anledning
af prins Frederiks formæling med prinsesse Vilhelmine og er spillet
over 300 gange - det største antal forestillinger, noget stykke
har oplevet på vor scene - indtil omkring år 1900, da dette skrives. Som påskønnelse af dette arbejde
udnævntes Heiberg [[20. december]] 1828 til teaterdigter og fast oversætter
med en gage af 600 [[rigsdaler]], for hvilket vederlag han skulle oversætte
et vist antal akter årligt og skrive de dengang så
hyppigt forekommende festsange, prologer og lignende lejlighedsarbejder. <br>
I oktober 1829 opførtes for første og sidste gang «Prinsesse
Isabella eller 3 aftener ved Hoffet», et romantisk intrigestykke
med det spanske dramas lyriske karakter.
 
Hans argumentation gjorde den virkning på [[publikum]], at “Recensenten og Dyret”, genopført i en lidt omarbejdet skikkelse, nu slog fuldstændig igennem og blev den hyppigst spillede af alle vaudevillerne.
'''1829 titel af professor og 1830 docent ved den militære højskole, et par bidrag til filosofien'''<br>
Samme år fik Heiberg titel af
[[professor]], og 1830, da den [[militær]]e [[højskole]] oprettedes, blev han
udnævnt til docent i [[logik]], æstetik og dansk litteratur, hvilken
lærerplads han forestod indtil højskoleundervisningens omordning
1836; litterære frugter af denne virksomhed er «Ledetraad ved
Forelæsningerne over Filosofiens Filosofi eller den spekulative
Logik» (1832), «Indledningsforedrag til det i november 1834 begyndte
logiske Kursus» (1835) og «Udsigt over den danske skjønne Litteratur»
(1831). [[31. juli]] 1831 indgik Heiberg ægteskab med kongelig skuespillerinde
Johanne Luise Pätges. <!-- (s. ndfr.). --> <br>
 
Denne gode følge af hans æstetiske vejledning tilskyndede Heiberg til at etablere en varigere forbindelse mellem sig og den dannede læseverden, og organet for denne forbindelse blev “Kjøbenhavns flyvende Post”, som begyndte [[1. januar]] 1827 og udkom to gange ugentlig i to år; [[1829]] <!-- pauserede bladet, --> var der et ophold i udgivelsen som dog blev genoptaget <!-- men genoptoges --> [[1830]] med tre ugentlige numre. Med udgangen af dette år ophørte den regelmæssige udgivelse; i januar [[1834]] kom det første nummer af “Den flyvende Posts Interimsblade”, hvis første 100 Numre indtil juni [[1836]] danner et bind; med nr. 135 (21. december 1837) sluttedes andet bind.
I november samme år opførtes
vaudevillen «Kjøge Huskors»; med «De danske i Paris» (1832) og
det i sin art fuldkomne og uovertræffelige kunstværk «Nej» (1836)
afsluttedes vaudevilledigtningen, til hvilken endnu må henregnes
nogle monologer («Supplikanten», «Ja», «Emilies Hjærtebanken»,
«Grethe i Sorgenfri») og en «Bellmansk Situation»: «Ulla skal
paa Bal». 1834 fremkom eventyrkomedien «alferne», i hvilken
Tiecks bekendte eventyr er dramatiseret med overlegen teknisk
kyndighed og en beundringsværdig uddybning af dets poetiske
idé. <br>
1836 rejste Heiberg med sin hustru over Berlin og gennem en
del af Tyskland til Paris, hvor hans gamle fader endnu levede.
året efter begyndte han på udgivelsen af «Perseus, Journal for
den spekulative Idé», og på en ejendommelig måde forenede
han den filosofiske spekulation med poetisk anskuelighed i
eventyrkomedien «Fata Morgana», som opførtes [[1838]], men kun gik fem gange,
dels fordi dens idéindhold lå over den store mængdes horisont,
dels fordi teatrets maskineri virkede alt for ufuldkomment til at
kunne tilfredsstille de krav, stykket stillede.
 
Siden Rahbeks “Danske Tilskuer” i dens bedste år havde intet [[ugeblad]] af underholdende art haft en så udbredt og tillige så dannet læsekreds som Heibergs “Flyvende Post”. Ikke just fordi han var en særlig ivrig eller omhyggelig redaktør; adskilligt af bladets indhold var fyldekalk, mest i skikkelse af oversættelser uden større værd; men til gengæld indeholdt det Heibergs egne vittigt ræsonnerende eller skarpt polemiserende artikler og var tillige den opvoksende digterslægts fornemme organ, i hvilket [[Christian Winther]], [[H.C. Andersen]], [[Carl Bagger]] og andre debuterede som lyrikere, fru Gyllembourg og [[Carl Bernhard]] som [[novelle|novelister]]. (Carl Bernhard: pseudonym for Andreas Nicolai de Saint-Aubain, [http://runeberg.org/dbl/14/0557.html XIV, 557])
Af lignende grunde
 
opnåede den romantiske komedie «Syvsoverdag», der blev skrevet
=== Betydningen af Heibergs ''æstetiske kritik'' i ugebladet “Flyvende Post” ===
som feststykke i anledning af [[Christian 8.]]s kroning (1840),
 
ligeledes kun fem opførelser, men har ved den senere genoptagelse [[1872]]
Hvad der dog gav bladet størst betydning og anseelse, var Heibergs æstetiske kritik. Her begyndte i årgangen 1827 med anmeldelsen af “Væringerne i Miklagard” den værdsættelse af Oehlenschläger, der blev en fortsættelse af Baggesens opposition, men bygget på en systematisk betragtning og udgået fra et æstetisk totalsyn, som ganske vist mest dvælede ved den formelle bestemmelse af digtarternes grænselinjer, men også ad denne vej nåede til gyldige domme og uimodsigelige resultater.
i fuldt mål vundet den anerkendelse, som dette ægte poetiske
 
og på særlig vis dansk-nationale skuespil fortjener.
Heibergs kritik vakte den stærkeste forargelse blandt Oehlenschlägers tilhængere, og navnlig, da han i det første nummer af årgangen 1830 havde railleret med digterens optræden ved doktorpromotionen i [[Lund_(Sverige)|Lund]] den foregående sommer, kom han i en heftig fejde med de såkaldte “Soranere” (Hauch, [[Christian Wilster]] og Hjort), en polemik, som både på vers og prosa førtes med den mest overlegne vittighed fra Heibergs side, så at han stod som sejrherre, selv hvor han ikke så ganske havde ret.
 
== 1828 Skuespillet “Elverhøj” ==
 
Imidlertid havde han i sommeren 1828 skrevet skuespillet “Elverhøj”, der blev opført som festforestilling [[6. november]] i anledning af prins Frederiks formæling med prinsesse Vilhelmine og er spillet over 300 gange – det største antal forestillinger, noget stykke har oplevet på vor scene – indtil omkring år 1900, da dette skrives. Som påskønnelse af dette arbejde udnævntes Heiberg [[20. december]] 1828 til teaterdigter og fast oversætter med en gage af 600 [[rigsdaler]], for hvilket vederlag han skulle oversætte et vist antal akter årligt og skrive de dengang så hyppigt forekommende festsange, prologer og lignende lejlighedsarbejder.
 
I oktober 1829 opførtes for første og sidste gang “Prinsesse Isabella eller 3 aftener ved Hoffet”, et romantisk intrigestykke med det spanske dramas lyriske karakter.
 
=== 1829 titel af professor og 1830 docent ved den militære højskole, et par bidrag til filosofien ===
 
Samme år fik Heiberg titel af [[professor]], og 1830, da den [[militær]]e [[højskole]] oprettedes, blev han udnævnt til docent i [[logik]], æstetik og dansk litteratur, hvilken lærerplads han forestod indtil højskoleundervisningens omordning 1836; litterære frugter af denne virksomhed er “Ledetraad ved Forelæsningerne over Filosofiens Filosofi eller den spekulative Logik” (1832), “Indledningsforedrag til det i november 1834 begyndte logiske Kursus” (1835) og “Udsigt over den danske skjønne Litteratur” (1831). [[31. juli]] 1831 indgik Heiberg ægteskab med kongelig skuespillerinde Johanne Luise Pätges. <!-- (s. ndfr.). -->
 
I november samme år opførtes vaudevillen “Kjøge Huskors”; med “De danske i Paris” (1832) og det i sin art fuldkomne og uovertræffelige kunstværk “Nej” (1836) afsluttedes vaudevilledigtningen, til hvilken endnu må henregnes nogle monologer (“Supplikanten”, “Ja”, “Emilies Hjærtebanken”, “Grethe i Sorgenfri”) og en “Bellmansk Situation”: “Ulla skal paa Bal”. 1834 fremkom eventyrkomedien “alferne”, i hvilken Tiecks bekendte eventyr er dramatiseret med overlegen teknisk kyndighed og en beundringsværdig uddybning af dets poetiske idé.
 
1836 rejste Heiberg med sin hustru over Berlin og gennem en del af Tyskland til Paris, hvor hans gamle fader endnu levede. året efter begyndte han på udgivelsen af “Perseus, Journal for den spekulative Idé”, og på en ejendommelig måde forenede han den filosofiske spekulation med poetisk anskuelighed i eventyrkomedien “Fata Morgana”, som opførtes [[1838]], men kun gik fem gange, dels fordi dens idéindhold lå over den store mængdes horisont, dels fordi teatrets maskineri virkede alt for ufuldkomment til at kunne tilfredsstille de krav, stykket stillede.
 
Af lignende grunde opnåede den romantiske komedie “Syvsoverdag”, der blev skrevet som feststykke i anledning af [[Christian 8.]]s kroning (1840), ligeledes kun fem opførelser, men har ved den senere genoptagelse [[1872]] i fuldt mål vundet den anerkendelse, som dette ægte poetiske og på særlig vis dansk-nationale skuespil fortjener.
 
== 1839 Populariteten aftager og Heiberg gør front mod publikum ==
I årene omkring tronskiftet [[1839]] var Heibergs tidligere så store
popularitet overhovedet i stærk aftagen. Efter [[Rådgivende_provinsialstænderforsamlinger|provinsialstændernes]]
oprettelse havde «Den flyvende Posts Interimsblade» bragt forskellige politisk-ræsonnerende artikler, hvis afgjort [[konservativ]]e ånd stærkt
havde mishaget de liberale ordførere og den ungdom, som fulgte
dem. <br>
Hvorledes Heiberg bedømte den oppositionelle bevægelse og dens
ledere - med undtagelse af ''Fædrelandet,'' for hvis fornemmere
holdning han nærede kvalificeret agtelse -, giver sig tilstrækkelig
tydeligt til kende i tredje akt af den [[apokalyptik|apokalyptiske]] komedie ''En Sjæl
efter Døden,'' hvor de liberale institutioner og deres mænd er
indlemmede i trivialitetens [[helvede]]. <br>
Dette mesterværk af komisk
digtning udkom i slutningen af [[1840]] som det omfangsrigeste og
vægtigste parti af de ''Nye Digte,'' hvis øvrige indhold udgjordes
af [[romance]]cyklen ''De Nygifte'' samt digtene ''Gudstjeneste'' og
''Protestantismen i Naturen.''
 
I årene omkring tronskiftet [[1839]] var Heibergs tidligere så store popularitet overhovedet i stærk aftagen. Efter [[Rådgivende_provinsialstænderforsamlinger|provinsialstændernes]] oprettelse havde “Den flyvende Posts Interimsblade” bragt forskellige politisk-ræsonnerende artikler, hvis afgjort [[konservativ]]e ånd stærkt havde mishaget de liberale ordførere og den ungdom, som fulgte dem.
Vendte publikum sig mere og mere bort fra Heiberg, så gjorde
denne til gengæld stærkere og stærkere front mod publikum og
trak sig omsider i stolt fornemhed tilbage fra al berøring med
det masseagtige. <br>
I «Intelligensblade», som udkom i fire bind fra
[[1842]]-[[1844|44]], læste han publikum teksten og varierede atter og atter
beviset for mængdens selvfølgelige mangel på evne og berettigelse
til at fælde dom i åndelige sager. <br>
Også digtene i det samtidig
udkommende billedværk «Danmark, et malerisk atlas» benyttede
han til udfald mod de nye politiske og litterære tankers talsmænd,
og [[satyr]]spillet «Nøddeknækkerne» (1845) samler som i et brændeglas
al den overlegne foragt, hvormed digteren fra sit mere ophøjede
stade ser ned på endelighedens rastløse, men på samme tid i
højere forstand meningsløse færd, over for hvis tilfældighed han
peger på naturens, særlig [[Himmellegeme|himmelklodernes]], lovbundne gang som
den lysende modsætning. <br>
 
Hvorledes Heiberg bedømte den oppositionelle bevægelse og dens ledere – med undtagelse af ''Fædrelandet,'' for hvis fornemmere holdning han nærede kvalificeret agtelse -, giver sig tilstrækkelig tydeligt til kende i tredje akt af den [[apokalyptik|apokalyptiske]] komedie ''En Sjæl efter Døden,'' hvor de liberale institutioner og deres mænd er indlemmede i trivialitetens [[helvede]].
'''Astronomiske studier''' <br>
De [[astronomi]]ske studier, som altid havde
været ham kære, optog i større og større mål hans tid og satte
litterær frugt i de tre bind af årbogen «Urania» (1844&ndash;46) med
afhandlingerne «Det astronomiske aar» og «Om Tiden og dens
bestemmelse ved astronomiske Observationer» samt [[monografi]]erne
«Hven, tilforn Danmarks Observatorium» og «Sophie Brahe, en
Hverdagshistorie fra det 16. og 17. Aarhundrede».
 
Dette mesterværk af komisk digtning udkom i slutningen af [[1840]] som det omfangsrigeste og vægtigste parti af de ''Nye Digte,'' hvis øvrige indhold udgjordes af [[romance]]cyklen ''De Nygifte'' samt digtene ''Gudstjeneste'' og ''Protestantismen i Naturen.''
==1847 Lystspillet «Valgerda» og censorembede ved teatret ==
Kun én gang endnu bragte Heiberg sin ungdomskærlighed, teatret,
en gave: [[1847]], da han anonymt skrev toakts-[[lystspil]]let
«Valgerda»; det havde den politiske tvedeling i tiden til emne,
men gjorde med digterisk overlegenhed ret og skel mellem den
konservative og den liberale retning og benyttede for øvrigt kun
konflikten som udgangspunkt for en fint gennemført handling og
en på samme tid sikker og diskret karaktertegning. <br>
Fra 1839 var han blevet fritaget for sin forpligtelse til at oversætte et vist
antal skuespil, imod at han til gengæld skulle gennemlæse de
til teatret indleverede arbejder, foreslå tjenlige forandringer i
dem, han mente egnede til opførelse, og have tilsyn med de første
prøver.
 
Vendte publikum sig mere og mere bort fra Heiberg, så gjorde denne til gengæld stærkere og stærkere front mod publikum og trak sig omsider i stolt fornemhed tilbage fra al berøring med det masseagtige.
Dette [[censur|censorembede]] beklædte Heiberg endnu, da skuepladsen
efter den frie [[forfatning]]s indførelse gik over fra [[konge]]n til [[stat]]en
og fik sin øverste [[myndighed (person)|myndighed]] i [[kultusminister]]en i stedet for som
tidligere i den til [[hof]]fet knyttede teaterchef, under hvem de
øvrige direktører havde sorteret. <br>
Denne kollegiale bestyrelsesform
skulle nu opgives og en enkelt mand sættes i spidsen for ledelsen
med ansvarlighed over for ministeren. Det lykkedes [[Johan Nicolai Madvig]]
at formå Heiberg til at overtage denne post som den, der af alle
udpegedes som den bedst kvalificerede, og under [[23. juli]] 1849
modtog han sin udnævnelse.
 
I “Intelligensblade”, som udkom i fire bind fra [[1842]]-[[1844|44]], læste han publikum teksten og varierede atter og atter beviset for mængdens selvfølgelige mangel på evne og berettigelse til at fælde dom i åndelige sager.
== 1849&ndash;1856 Teaterchef ==
 
Også digtene i det samtidig udkommende billedværk “Danmark, et malerisk atlas” benyttede han til udfald mod de nye politiske og litterære tankers talsmænd, og [[satyr]]spillet “Nøddeknækkerne” (1845) samler som i et brændeglas al den overlegne foragt, hvormed digteren fra sit mere ophøjede stade ser ned på endelighedens rastløse, men på samme tid i højere forstand meningsløse færd, over for hvis tilfældighed han peger på naturens, særlig [[Himmellegeme|himmelklodernes]], lovbundne gang som den lysende modsætning.
 
=== Astronomiske studier ===
 
De [[astronomi]]ske studier, som altid havde været ham kære, optog i større og større mål hans tid og satte litterær frugt i de tre bind af årbogen “Urania” (1844–46) med afhandlingerne “Det astronomiske aar” og “Om Tiden og dens bestemmelse ved astronomiske Observationer” samt [[monografi]]erne “Hven, tilforn Danmarks Observatorium” og “Sophie Brahe, en Hverdagshistorie fra det 16. og 17. Aarhundrede”.
 
==1847 Lystspillet “Valgerda” og censorembede ved teatret ==
 
Kun én gang endnu bragte Heiberg sin ungdomskærlighed, teatret, en gave: [[1847]], da han anonymt skrev toakts-[[lystspil]]let “Valgerda”; det havde den politiske tvedeling i tiden til emne, men gjorde med digterisk overlegenhed ret og skel mellem den konservative og den liberale retning og benyttede for øvrigt kun konflikten som udgangspunkt for en fint gennemført handling og en på samme tid sikker og diskret karaktertegning.
 
Fra 1839 var han blevet fritaget for sin forpligtelse til at oversætte et vist antal skuespil, imod at han til gengæld skulle gennemlæse de til teatret indleverede arbejder, foreslå tjenlige forandringer i dem, han mente egnede til opførelse, og have tilsyn med de første prøver.
 
Dette [[censur|censorembede]] beklædte Heiberg endnu, da skuepladsen efter den frie [[forfatning]]s indførelse gik over fra [[konge]]n til [[stat]]en og fik sin øverste [[myndighed (person)|myndighed]] i [[kultusminister]]en i stedet for som tidligere i den til [[hof]]fet knyttede teaterchef, under hvem de øvrige direktører havde sorteret.
 
Denne kollegiale bestyrelsesform skulle nu opgives og en enkelt mand sættes i spidsen for ledelsen med ansvarlighed over for ministeren. Det lykkedes [[Johan Nicolai Madvig]] at formå Heiberg til at overtage denne post som den, der af alle udpegedes som den bedst kvalificerede, og under [[23. juli]] 1849 modtog han sin udnævnelse.
 
== 1849–1856 Teaterchef ==
[[Image:Heibergbuste Bissen.jpg|thumb|200px|Buste af Heiberg, modeleret af [[Herman Wilhelm Bissen|H.W. Bissen]]]]
I syv år - indtil [[21. juni]] 1856 - var
Heiberg teaterchef, en stormfuld periode, i hvilken også ved teatret
tidens [[parlamentarisme|parlamentariske]] ideer brødes med den styrende autoritet,
medens denne ikke altid fandt den fornødne støtte hos sin eneste
foresatte, der i sin egenskab af minister ofte havde politiske
hensyn at tage til stemningen i [[Rigsdagen|rigsdag]] og [[presse]] og måtte inddrage
også teatret under det do-ut-des-system ("jeg giver, for at du skal give") - der, til skade for
fastheden i styrelsen, er den parlamentariske forhandlings ledende
princip. <br>
 
I syv år – indtil [[21. juni]] 1856 – var Heiberg teaterchef, en stormfuld periode, i hvilken også ved teatret tidens [[parlamentarisme|parlamentariske]] ideer brødes med den styrende autoritet, medens denne ikke altid fandt den fornødne støtte hos sin eneste foresatte, der i sin egenskab af minister ofte havde politiske hensyn at tage til stemningen i [[Rigsdagen|rigsdag]] og [[presse]] og måtte inddrage også teatret under det do-ut-des-system ("jeg giver, for at du skal give") – der, til skade for fastheden i styrelsen, er den parlamentariske forhandlings ledende princip.
Dertil kom den vanskelighed, det altid - med eller
 
uden grund - volder en teaterstyrer at have scenens ypperste
Dertil kom den vanskelighed, det altid – med eller uden grund – volder en teaterstyrer at have scenens ypperste kunstnerinde til hustru, samt rivninger af personlig art, om end under kunstens [[maske]]. Disse uoverensstemmelser førte til, at flere af teatrets bærende kræfter forlod Heiberg, ja endog oprettede en konkurrence med Det kongelige Teater.
kunstnerinde til hustru, samt rivninger af personlig art, om end
 
under kunstens [[maske]]. Disse uoverensstemmelser førte til, at flere
Det var navnlig denne omstændighed i forbindelse med de angreb, pressen begyndte at rette mod hans hustrus kunst, der bevægede Heiberg til at tage sin afsked og tiltræde en udenlandsrejse til Berlin, [[Dresden]], [[Marienbad]] og [[Prag]].
af teatrets bærende kræfter forlod Heiberg, ja endog oprettede en
 
konkurrence med Det kongelige Teater. <br>
Han overtog på ny sin post som censor og hengav sig i sin fritid med forøget iver til sine videnskabelige studier. Kun én gang endnu gæstede hans sang[[muse]] ham, da han [[1857]] ved efterretningen om sin ungdomsveninde Ida Bruns (Bombelles') død skrev sit skønne, om [[Goethe]]s klarhed og stemningsfylde mindende digt: “De samle sig lig underfulde Drømme”, hvilket han, som for at tilkendegive sin despekt for den politiske presse, lod indrykke i [[adresseavis]]en.
Det var navnlig denne
omstændighed i forbindelse med de angreb, pressen begyndte at
rette mod hans hustrus kunst, der bevægede Heiberg til at tage sin
afsked og tiltræde en udenlandsrejse til Berlin, [[Dresden]],
[[Marienbad]] og [[Prag]]. <br>
Han overtog på ny sin post som censor og
hengav sig i sin fritid med forøget iver til sine videnskabelige studier.
Kun én gang endnu gæstede hans sang[[muse]] ham, da han [[1857]]
ved efterretningen om sin ungdomsveninde Ida Bruns (Bombelles')
død skrev sit skønne, om [[Goethe]]s klarhed og stemningsfylde
mindende digt: «De samle sig lig underfulde Drømme», hvilket han,
som for at tilkendegive sin despekt for den politiske presse, lod
indrykke i [[adresseavis]]en.
 
== Den lyriske produktion ==
Heibergs lyriske produktion er for øvrigt for en stor del en
lejlighedsdigtning, der i værd står langt tilbage for dette hans sidste
digt, fordi lejligheden har været en ydre, tvingende tilskyndelse
og ikke, som her, en indvortes vakt stemning. <br>
Må det end siges,
at Heiberg overhovedet er noget kølig i den lyriske følelse og dens
udtryk, findes der dog mellem hans digte klassiske fuldkommenheder,
der hører til vor poetiske litteraturs uforgængeligste, ikke
mindst de erotiske eller naturskildrende sange i vaudevillerne. <br>
 
Heibergs lyriske produktion er for øvrigt for en stor del en lejlighedsdigtning, der i værd står langt tilbage for dette hans sidste digt, fordi lejligheden har været en ydre, tvingende tilskyndelse og ikke, som her, en indvortes vakt stemning.
'''Heibergs indflydelse i dansk åndsliv''' <br>
 
Det er i det hele taget fra teatret, at Heiberg har øvet sin største
Må det end siges, at Heiberg overhovedet er noget kølig i den lyriske følelse og dens udtryk, findes der dog mellem hans digte klassiske fuldkommenheder, der hører til vor poetiske litteraturs uforgængeligste, ikke mindst de erotiske eller naturskildrende sange i vaudevillerne.
indflydelse på vort åndsliv, en indflydelse, der i brede strømme
 
som i små kanaler har gennemtrængt [[nation]]en og gjort den i
=== Heibergs indflydelse i dansk åndsliv ===
mange måder til en anden, end den var før 1825, ved at føre
 
dens stemningsliv tilbage i dets gamle leje, genføde dens komiske
Det er i det hele taget fra teatret, at Heiberg har øvet sin største indflydelse på vort åndsliv, en indflydelse, der i brede strømme som i små kanaler har gennemtrængt [[nation]]en og gjort den i mange måder til en anden, end den var før 1825, ved at føre dens stemningsliv tilbage i dets gamle leje, genføde dens komiske skuespillitteratur og vække en fremstillingskunst, som falder sammen med dens naturs særegne ytringsmåde.
skuespillitteratur og vække en fremstillingskunst, som falder sammen
 
med dens naturs særegne ytringsmåde. <br>
Sin tidsalders æstetiske [[smag]] har Heiberg påvirket i en uberegnelig grad også som den anerkendte mester i kritisk kunst, som den første, der dømte ud fra en samlet og sammenhængende lærebygning. Heiberg har ingensteds gjort rede for denne i dens helhed, men den lader sig uden vanskelighed konstruere ud af hans forskellige kritiske afhandlinger.
Sin tidsalders æstetiske
[[smag]] har Heiberg påvirket i en uberegnelig grad også som den
anerkendte mester i kritisk kunst, som den første, der dømte ud fra
en samlet og sammenhængende lærebygning. Heiberg har ingensteds
gjort rede for denne i dens helhed, men den lader sig uden
vanskelighed konstruere ud af hans forskellige kritiske afhandlinger. <br>
 
Det hegelske system, som han svor til, har vel af og til gjort vold på [[fænomen]]erne for at få dem til at passe og beskæftigede sig mere med kunstens former end med dens ånd; som systemet selv ville Heibergs benyttelse af det nu kun have historisk betydning, hvis ikke hans sikre og fine smag – med de begrænsninger, den i følge sit væsen havde og måtte have – havde stemplet hans domme med et præg af vederhæftighed, af sund sans og sky for det affekterede, der også i hans egenskab af [[smagsdommer]] gjorde ham til et ægte udtryk for hans nations bedste karaktertræk.
Det hegelske system, som han svor til, har vel af og til gjort vold
på [[fænomen]]erne for at få dem til at passe og beskæftigede sig
mere med kunstens former end med dens ånd; som systemet
selv ville Heibergs benyttelse af det nu kun have historisk betydning,
hvis ikke hans sikre og fine smag - med de begrænsninger, den
i følge sit væsen havde og måtte have - havde stemplet hans
domme med et præg af vederhæftighed, af sund sans og sky for
det affekterede, der også i hans egenskab af [[smagsdommer]] gjorde
ham til et ægte udtryk for hans nations bedste karaktertræk.
 
Heiberg, som [[1850]] var blevet etatsråd, døde 25. august 1860 under sit sommerophold på [[herregård]]en [[Bonderup]] ved [[Ringsted]]. Efter flere foregående samlede udgaver af hans skrifter fulgte i [[1861]] og [[1862]] den store i 22 bind, halvdelen [[poesi|poetiske]] og halvdelen [[prosa]]iske arbejder.
sit sommerophold på [[herregård]]en [[Bonderup]] ved [[Ringsted]]. Efter
flere foregående samlede udgaver af hans skrifter fulgte i [[1861]] og
[[1862]] den store i 22 bind, halvdelen [[poesi|poetiske]] og halvdelen [[prosa]]iske
arbejder.
 
:J. L. Heiberg: ''Autobiografiske Fragmenter'', Pros. Skrifter XI.
:Molbech: ''Dansk poetisk Anthologi'' IV, 1.
:P. Hansen: ''Illustreret dansk Litteraturhistorie''. {{ref|ildalihi}}
:Thomas Hansen Erslew: ''Forfatter-Lexicon''
::'''''[[P. Hansen]]'''''. (Hansen, P., Etatsraad, Censor ved det kgl. Theater.)
----
 
== Som filosof introducerer Heiberg det hegelske system i Danmark ==
 
Da Heiberg skulle vælge sin livsgerning, vidste han ikke, om han ville være diplomat eller [[Landmåling|landmåler]], naturforsker eller digter. Man aner allerede heraf, at han ikke hørte til de stærkt ensidig udrustede, for hvem naturen så at sige allerede har valgt. I virkeligheden delte han sig også hele livet igennem mellem forskellige beskæftigelser, og var han end først og fremmest digter, så førte hans stærke interesse for at være dette med fuld bevidsthed om, hvad han gjorde, ham dog til tillige efter en omfattende målestok at sysle med digtekunstens teori, æstetikken, ja filosofien i det hele.
 
Medens [[Frederik Christian Sibbern]] og Poul Møller stillede sig med en vis kølighed over for det hegelske system, blev Heiberg dets ivrige og trofaste tilhænger, og det blev en af hans livsopgaver at indføre det i Danmark.
== Som filosof introducerer Heiberg det hegelske system i Danmark ==
Da Heiberg skulle vælge sin
livsgerning, vidste han ikke, om han ville være diplomat eller
[[Landmåling|landmåler]], naturforsker eller digter. Man aner allerede heraf, at han
ikke hørte til de stærkt ensidig udrustede, for hvem naturen så
at sige allerede har valgt. I virkeligheden delte han sig også
hele livet igennem mellem forskellige beskæftigelser, og var han
end først og fremmest digter, så førte hans stærke interesse for
at være dette med fuld bevidsthed om, hvad han gjorde, ham dog
til tillige efter en omfattende målestok at sysle med digtekunstens
teori, æstetikken, ja filosofien i det hele. <br>
Medens [[Frederik Christian Sibbern]] og
Poul Møller stillede sig med en vis kølighed over for det hegelske
system, blev Heiberg dets ivrige og trofaste tilhænger, og det blev en
af hans livsopgaver at indføre det i Danmark.
 
Heiberg virkede for denne opgave dels ved sine forelæsninger på den militære højskole, dels ved udgivelsen af forskellige direkte filosofiske afhandlinger og endelig ved at lægge systemet til grund for og lade det træde frem mere eller mindre tydeligt i sine mange [[anmeldelse]]r og kritikker. Naturligvis var det først og fremmest kunstens, særlig digtekunstens, filosofi, der beskæftigede ham.
Heiberg virkede for denne opgave dels ved sine forelæsninger på
den militære højskole, dels ved udgivelsen af forskellige direkte
filosofiske afhandlinger og endelig ved at lægge systemet til grund
for og lade det træde frem mere eller mindre tydeligt i sine mange
[[anmeldelse]]r og kritikker. Naturligvis var det først og fremmest
kunstens, særlig digtekunstens, filosofi, der beskæftigede ham.
 
=== Den hegelske filosofis ejendommelighed ===
 
Den hegelske filosofis ejendommelighed består som bekendt
Den hegelske filosofis ejendommelighed består som bekendt navnlig deri, at den har en overvejende [[intuition|intuitiv]] karakter, skjult under den såkaldte [[immanens|immanente]] eller [[dialektik|dialektiske]] [[metode]].
 
under den såkaldte [[immanens|immanente]] eller [[dialektik|dialektiske]] [[metode]]. <br>
Heiberg søgte først ved et par afhandlinger at give sit publikum smag for metoden og anvendte den derefter i sin fremstilling af æstetikken, dels i afhandlingen “Om Vaudevillen”, dels i den større afhandling “Om Malerkunsten osv.”.
metoden og anvendte den derefter i sin fremstilling af æstetikken,
dels i afhandlingen «Om Vaudevillen», dels i den større afhandling
«Om Malerkunsten osv.». <br>
 
=== Kunstens tredeling i ''materiel'', ''illusorisk'' og ''substantiel'' ===
 
Han tredeler her kunsten i «den
Han tredeler her kunsten i “den materielle”, “den illusoriske” og “den substantielle” kunst; hvert af disse led tredeles atter, så at vi får:
materielle», «den illusoriske» og «den substantielle» kunst; hvert
 
af disse led tredeles atter, så at vi får:
:[[arkitektur]], [[skulptur]] og [[relief]];
:[[havekunst]], [[maleri]] og [[mimik]];
:[[musik]], [[retorik]] og [[digtekunst]].
 
Digtekunsten falder selvfølgelig atter i de tre:
Digtekunsten falder selvfølgelig atter i de tre: [[lyrik|lyrisk]], [[epik|episk]] og [[drama]]tisk digtekunst, og under den sidste hører «det“det umiddelbare Drama”, [[tragedie]]n og [[komedie]]n.
 
Drama», [[tragedie]]n og [[komedie]]n. <br>
Komedien spaltes igen i adskillige treheder, og i toppen af det hele stilles vaudevillen og “den spekulative Komedie”, de former, Heiberg selv særlig dyrkede.
Komedien spaltes igen i
adskillige treheder, og i toppen af det hele stilles vaudevillen og
«den spekulative Komedie», de former, Heiberg selv særlig dyrkede.
 
=== Vilkårligheden i disse successive tredelinger ===
Som man ser, træder vilkårligheden frem omtrent på ethvert
punkt af disse tredelinger. <br>
Mangfoldige læsere, der nærmest
opfattede systemet som en slags rangordning, forargedes særlig over,
at Heiberg stillede vaudevillen over tragedien. Værst var dog den
omstændighed, at metoden således fængslede Heibergs interesse, at
han opstillede det som den æstetiske kritiks væsentligste formål
at undersøge, om et digt nu også i ét og alt passede til den
ramme i systemet, hvorunder det burde falde. <br>
 
Som man ser, træder vilkårligheden frem omtrent på ethvert punkt af disse tredelinger.
Ud fra denne synsmåde forkastede han som teatercensor [[Henrik Ibsen]]s «Hærmændene»,
 
fordi dette digt i følge sit [[saga]]stof burde have været episk. Og
Mangfoldige læsere, der nærmest opfattede systemet som en slags rangordning, forargedes særlig over, at Heiberg stillede vaudevillen over tragedien. Værst var dog den omstændighed, at metoden således fængslede Heibergs interesse, at han opstillede det som den æstetiske kritiks væsentligste formål at undersøge, om et digt nu også i ét og alt passede til den ramme i systemet, hvorunder det burde falde.
ud fra samme synspunkt gav han sin engang så berømte
 
«Bestemmelse af Oehlenschlägers Geni» som lyrisk-episk, som [[geni]] for
Ud fra denne synsmåde forkastede han som teatercensor [[Henrik Ibsen]]s “Hærmændene”, fordi dette digt i følge sit [[saga]]stof burde have været episk. Og ud fra samme synspunkt gav han sin engang så berømte “Bestemmelse af Oehlenschlägers Geni” som lyrisk-episk, som [[geni]] for romancen, men ikke for tragedien eller overhovedet det dramatiske; åbenbart ligeledes en vilkårlighed, thi hvad der gør Oehlenschläger stor som romancedigter: hans sunde naturlighed, hans rige, varme følelse, hans storslåede malende evne og hans betydelige kompositionstalent, gør sig med samme styrke gældende i hans dramatiske arbejder; og hvad der udgør svagheden i disse, hans af og til mere end barnlige [[naivitet]], træder i virkeligheden lige så kraftigt frem i hans samlede romancedigtning.
romancen, men ikke for tragedien eller overhovedet det dramatiske;
 
åbenbart ligeledes en vilkårlighed, thi hvad der gør
Heibergs ringe interesse for de [[psykologi]]ske problemer, for det [[historie|historiske]] og det [[individualisme|individuelle]] i menneskelivet, gav i det hele adskillige af hans [[dom]]me en skæv retning og forklarer blandt andet hans mangel på syn for Shakespeares storhed.
Oehlenschläger stor som romancedigter: hans sunde naturlighed, hans
 
rige, varme følelse, hans storslåede malende evne og hans
Men med alt dette må det ikke glemmes, at Heiberg inden for vor litteratur står som repræsentant for det første og kraftigste forsøg, der er gjort på at bygge en æstetisk kritik på objektive, videnskabelige principper.
betydelige kompositionstalent, gør sig med samme styrke gældende
i hans dramatiske arbejder; og hvad der udgør svagheden
i disse, hans af og til mere end barnlige [[naivitet]], træder i
virkeligheden lige så kraftigt frem i hans samlede romancedigtning.
 
At han hentede disse hos Hegel, var desværre en ulempe, hvorpå hverken hans i øvrigt så klare og sunde omdømme, hans fint udviklede smag eller hans rolige besindighed fuldt formåede at råde bod.
Heibergs ringe interesse for de [[psykologi]]ske problemer, for det
[[historie|historiske]] og det [[individualisme|individuelle]] i menneskelivet, gav i det hele
adskillige af hans [[dom]]me en skæv retning og forklarer blandt andet hans
mangel på syn for Shakespeares storhed. <br>
Men med alt dette må
det ikke glemmes, at Heiberg inden for vor litteratur står som repræsentant
for det første og kraftigste forsøg, der er gjort på at
bygge en æstetisk kritik på objektive, videnskabelige principper. <br>
At han hentede disse hos Hegel, var desværre en ulempe, hvorpå
hverken hans i øvrigt så klare og sunde omdømme, hans fint
udviklede smag eller hans rolige besindighed fuldt formåede at
råde bod.
 
:Georg Brandes: ''Essays''.
::'''''[[K. Kroman]]'''''. (Kristian Frederik Vilhelm Kroman, 1846&ndash;19251846–1925, filosof.)
<!-- http://runeberg.org/dbl/19/0086.html : Kroman, K., Dr. phil., Professor ved Universitetet. (Kroman, Kristian Frederik Vilhelm, 1846-1925, filosof. )-->
----
 
 
== Noter ==
#{{note|friederike}} Om forfatter og salonværtinde [[Friederike Brun]], født Sophie Christiane Friederike Münter, søster til [[Friedrich Christian Carl Hinrich Münter|Friedrich Münter]], biskop over Sjælland 1808-30: &nbsp; [http://runeberg.org/dbl/3/0155.html III,155], DBL &ndash; [http://www.kvinfo.dk/side/170/bio/320/ Kvinfo], Dansk Kvindebiografisk Leksikon &ndash; [[:de:Friederike_Brun|Friederike Brun]] (tysk Wiki)
#{{note|sonnet}} Artikel om [http://www.kalliope.org/keyword.cgi?keyword=sonnet sonetten] fra Kalliope ved Henrik Nielsen
#{{note|sancthans}} [[DBL]] bruger formen: «Julespøg“Julespøg og Nytårsløjer, en Fortsættelse af Oehlenschlägers St. Hans Aftens Spil»Spil”, mens "195.158.110.146" retter til: «Julespøg“Julespøg og Nytårsløjer, en Fortsættelse af Oehlenschlägers Sanct Hansaften-Spil»Spil” - Kan nogen der har et eksemplar afgøre sagen? Indtil da bruges formen fra [[DBL]]
#{{note|ildalihi}} [http://runeberg.org/ildalihi/3/0172.html Afsnit] fra P. Hansen: ''Illustreret dansk Litteraturhistorie''. - Kan læses online på ''Project Runeberg''
 
 
== Se også ==
* [[Hegel]] &ndash; [[Hegelianisme]] &ndash; [[Frantz_Gotthard_Howitz#Den_s.C3.A5kaldte_Howitzfejde_om_afsindighed_og_tilregnelighed|Howitzfejden]] &ndash; [[Determinisme]]
* [[Subjekt (filosofi)]] &ndash; [[Romantikken]] &ndash; [[Heinrich Steffens]] &ndash; [[Organismetanken]]
 
== Litteratur ==
* Schrøder, Vibeke (2001) ''Tankens våben : Johan Ludvig Heiberg''. København: Gyldendal. 501 sider. DK5=99.4 Heiberg, Johan Ludvig. ISBN 87-00-46348-5
:Om forfatteren, kritikeren, filosoffen, litteraten og teaterdirektøren Johan Ludvig Heibergs (1791&ndash;18601791–1860) liv, herunder om ægteskabet med Johanne Luise Heiberg og om hans vaudeviller, komedier og digte.
 
* Fenger, Henning (1992). ''Familjen Heiberg : Peter Andreas Heiberg, Fru Gyllembourg, Johan Ludvig Heiberg og fru Heiberg''. Udgivet af Heiberg-Selskabet. København: Museum Tusculanum. DK5=99.4 Heiberg, Johan Ludvig. ISBN 87-7289-173-4
:Med udblik også på P.A. Heiberg og Thomasine Gyllembourg skildres Johan Ludvig Heibergs og Johanne Louise Heibergs betydning for dansk åndsliv i begyndelsen af det 19. århundrede. Udgivet i anledning af 200 års dagen for Johan Ludvig Heibergs fødsel.
 
=== Til Heibergs bidrag inden for filosofien ===
 
* Koch, Carl Henrik (2004). ''Den danske idealisme : 1800–1880''. Bind 5 i serien "Den danske filosofis historie". Gyldendal. 595 sider. DK5=10.96. ISBN 87-00-76302-0
'''Til Heibergs bidrag inden for filosofien'''
* Koch, Carl Henrik (2004). ''Den danske idealisme : 1800&ndash;1880''. Bind 5 i serien "Den danske filosofis historie". Gyldendal. 595 sider. DK5=10.96. ISBN 87-00-76302-0
 
== Eksterne henvisninger ==
'''=== Kalliope''' ===
* Digte, biografi og bibliografi i [http://www.kalliope.org/ffront.cgi?fhandle=heibergjl Kalliope]
* En mere overskuelig [http://www.kalliope.org/biografi.cgi?fhandle=heibergjl biografi] ved Sven Sørensen.
* Et hjælpemiddel: [http://www.kalliope.org/dict.cgi Ordbog], som omfatter ord som (oftere) forekommer i værker af danske digtere, og som skønnes at kræve en forklaring - enten fordi ordet ikke længere er i brug, eller fordi ordet forekommer i en nu forældet betydning.
 
'''ADL'''
* Arkiv for Dansk Litteratur. [http://www.adl.dk/adl_pub/forfatter/e_forfatter/e_forfatter.xsql?ff_id=4&nnoc=adl_pub Johan Ludvig Heiberg] &ndash; [http://www.adl.dk/adl_pub/fportraet/cv/ShowFpItem.xsql?ff_id=4&p_fpkat_id=indl&nnoc=adl_pub Forfatterportræt]
 
 
 
 
* Denne artikel bygger på P. Hansen og Kristian Kromans [http://runeberg.org/dbl/7/0227.html Biografi] i 1. udgave af ''[[Dansk biografisk leksikon]], tillige omfattende Norge for tidsrummet 1537&ndash;1814'', Udgivet af C. F. Bricka, 19 bd, Gyldendal, 1887&ndash;1905
 
 
=== ADL ===
* Arkiv for Dansk Litteratur. [http://www.adl.dk/adl_pub/forfatter/e_forfatter/e_forfatter.xsql?ff_id=4&nnoc=adl_pub Johan Ludvig Heiberg] – [http://www.adl.dk/adl_pub/fportraet/cv/ShowFpItem.xsql?ff_id=4&p_fpkat_id=indl&nnoc=adl_pub Forfatterportræt]
* Denne artikel bygger på P. Hansen og Kristian Kromans [http://runeberg.org/dbl/7/0227.html Biografi] i 1. udgave af ''[[Dansk biografisk leksikon]], tillige omfattende Norge for tidsrummet 1537–1814'', Udgivet af C. F. Bricka, 19 bd, Gyldendal, 1887–1905
 
{{DBL}}
2.038

redigeringer