Iver Axelsen Thott: Forskelle mellem versioner

I alt fald fra [[1449]] var han dansk rigsråd, i hvilken egenskab han i [[1453]] sammen med [[Claus Rønnov]] sluttede våbenhvile med [[Karl Knutsson]] i [[Vadstena]] og i [[Stockholm]], ligesom han i [[1454]] fik fuldmagt til at deltage i et nyt møde med svenskerne i [[Rønneby]] og i [[1455]] forhandlede med dem i Vadstena. I 1452 havde han stiftet bekendskab med dem ved kong Carls indfald i [[Skåne]], da hans efter faderen arvede gård [[Herlev (Skåne)|Herlev]] blev brændt af.

 

 

På Nykøbingmødet besluttede svenskerne at indsætte Erik Axelsen som svensk rigsforstander, hvilket må have givet anledning til vrede eller mistillid fra Christian 1. vrede mod Axelssønnerne. I alle fald fratog kongen Philippus Axelsens arvinger [[Tranekær]]; men dette, bevirkede igen, at Erik og Iver sendte kongen deres opsigelsesbreve, Iver ved pinsetid [[1467]]. Han sad nu som faktisk uafhængig hersker på Gulland i 20 år og befriede Erik i Stockholm i sommeren [[1467]]. Deres og broderen Laurens’ gods i Danmark var da blevet tildømt kronen. Af ejendomme havde Iver Axelsen foruden Herlev [[Lillø Slot]], ligeledes i Gers Herred, og af len [[Sølvitsborg Len|Sølvitsborg]] samt [[Gers Herred|Gers]] og [[Villands Herred|Villand]]s herreder og [[Væ]] by i pant. Kongen lod nu Sølvitsborg og Lillø belejre, og i september måtte soldaterne på Sølvitsborg overgive slottet. Lillø derimod holdt sig i vinteren [[1467]]-[[1468|68]], og det lykkedes Iver i 1468 at bringe gården undsætning, men samme år erobrede kongens tropper Lillø, som blev nedrevet. De forsøg, som gjordes på at bringe et forlig i stand mellem kongen og Iver (ved møder i [[Halmstad]] 1468 og i [[Lübeck]] 1469), førte ikke til noget.

 

I marts 1468 på et møde i Ørebro havde svenske tilstedeværende rigsråder lovet, at når kong Carl døde, ville de have hans svigersøn Iver (der må formodes da at være svensk rigsråd) til deres høvedsmand, indtil hele rigsrådet kom sammen og blev enigt om en ny regent. I oktober 1469, da Carl Knutssons svenske modstandere atter rejste sig, blev Ivers hustru Magdalene og svigersøn Arvid Trolle m.fl. taget til fange i Vadstena af [[Erik Carlsson Vasa]]. Det følgende år døde Carl Knutsson, og på sit dødsleje havde han overdraget Sten Sture at forestå riget uden at tage hensyn til det løfte, som to år før var givet Iver Axelsen. Iver fik forskellige svenske len, således Stäkeborg. Gulland stillede han derimod ikke i afhængighed af Sverige; da hansestaterne klagede over de kaperier, som skete med udgangspunkt i Gulland, havde Carl Knutsson kort før sin død svaret, at han ingen magt havde på øen, som Iver holdt til kong Christians hånd, indtil han fik betalt, hvad Christian skyldte ham og hans nevøer, hvorefter han agtede at overgive den danske konge øen.

 

Iver var tilstede som svensk prokurator på de følgende Kalmarmøder i 1473, 1474 og 1476, men til trods for de i 1473 og 1474 fra dansk side gentagne løfter, så blev den dom, som var stillet i udsigt 1472, aldrig afsagt. I 1476 erklærede Iver overfor kong Christian, at han hidtil havde holdt [[Visborg]] til kongens og Danmarks krones hånd og også agtede at vedblive hermed i fremtiden, en erklæring, der ganske vist ikke fik praktisk betydning.

 

 

Et par måneder efter var Iver Axelsen som svensk sendebud ved et unionsmøde i Kalmar, ligesom han både i 1482 og 1484 deltog i møder mellem danske og svenske i den samme by.