Digital elektronik: Forskelle mellem versioner

Digitale kredsløb følger ganske nøje visse matematiske principper (symbollogik) og kan blandt andet bruges til at udføre beregninger (på binære tal). Af den grund kaldes de to forskellige signal-størrelser gerne for "0" og "1".

 

Oftest benyttes to forskellige spændinger; "0" repræsenteres af en spænding inden for et givet interval, og "1" ved en spænding i et andet interval - imellem de to intervaller findes et område af "ubenyttede" spændinger, den såkaldte ''forbudte zone''.

 

"Modtagere" af de digitale signaler er indrettet til at være ganske "tolerante"; alt over en vis spændingsgrænse tolkes (ved positiv logik) som "1", og alt under som "0". Dette gør sammen med de to adskilte, "lovlige" spændingsintervaller, at digitale kredsløb er meget tolerante overfor elektrisk støj.

 

De delkredsløb som digital elektronik er opbygget af, kan indplaceres i et lineært hierarki, hvor mere komplekse kredsløb er opbygget af flere af de simplere kredsløb.

* De fundamentale byggeelementer

Større digitale systemer som [[Sekvensnetværk|sekvensnetværk]] og de endnu mere komplekse [[Central Processing Unit|CPU]]'er (centralenheder for computere) baserer sig på ovennævnte delkredsløb.

 

I dag er langt den overvejende del af de digitale kredsløb af den synkrone type, hvilket vil sige at man har en central taktgiver (eng. ''clock''), som muliggør højhastighedskommunikation via [[databus]]ser mellem tæt forbundne større digitale delkredsløb.

 

<ref>[http://www.eetimes.com/story/OEG19981007S0013 " EE Times oktober 07, 1998: Asynchronous ARM core nears commercial debut"]</ref>

 

På det rent teoretiske plan "tænker" den digitale elektronik ikke over hvordan de simpleste byggeelementer, gates og invertere, "bærer sig ad" med at udføre deres opgaver. Principperne for de digitale grundelementer, gates og invertere, kan og bliver også realiseret i [[Hydraulik|hydrauliske]], [[Mekanik|mekaniske]] og [[Pneumatik|pneumatiske]] indretninger.