Slaget ved Appomattox Courthouse: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
Linje 52:
 
==Den formelle overgivelse af våben==
 
Den [[10. april]], holdt Lee sin afskedstale til hæren. Den samme dag samledes en 6-mands kommission for at diskutere en formel overgivelsesceremoni, selv om ingen Sydstatsofficer ønskede en sådan handling. Brigadegeneral [[Joshua L. Chamberlain]] var den Unionsofficer, der blev udvalgt til at styre ceremonien, og han nedskrev senere om sine tanker om hvad han oplevede den 12. april:
{{Citat2|Den store betydning af denne begivenhed gjorde et dybt indtryk på mig. Jeg besluttede at markere den blot med en våben hilsen. Jeg var godt klar over det ansvar, som jeg havde fået, og den kritik som ville følge, og intet af det kunne røre mig overhovedet. Handlingen kunne forsvares, om nødvendigt, ved at sige, at saluteringen ikke drejede sig om den sag, som sydstatsflaget repræsenterede, men om dens nedgang overfor Unionens flag. Min væsentligste årsag var imidlertid en, for hvilken jeg hverken søgte tilladelse eller tilgivelse. Foran os stod i stolt ydmygelse levendegørelsen af manddommen: mænd som ikke kunne bøjes af slid og afsavn, heller ikke af død, sygdom og håbløshed. Stående for os nu, tynde, udslidte og forsultede, men ranke og med øjne som så lige ind i vores, vækkende minder som bandt os sammen som intet andet bånd – skulle en sådan manddom ikke bydes velkommen tilbage i en Union som var testet og bekræftet?<p>
[[billede:Joshua Chamberlain - Brady-Handy.jpg|thumb|200px|Joshua Chamberlain]]
Instrukser var delt ud, og da de forreste i hver kolonne kom forbi vores gruppe, lød der et hornsignal og straks gav hele vores linie fra højre til venstre, regiment for regiment efter hinanden soldatens salut fra nye sabler og gamle kårder. Gordon forrest i kolonnen med tungt sind og nedtrykt ansigt hører lyden af våben i bevægelse, ser op, forstår meningen, drejer perfekt rundt og gør sig selv og sin hest til en opløftet figur med dyb hilsen, da han sænker spidsen af sit sværd til sin støvletå, hvorefter han vender sig mod sin egen styrke og giver befaling til sine efterfølgende brigader om at passere os på samme måde ifølge manualen – honnør besvarer honnør. Fra vores side ikke et yderligere trompetsignal eller en trommehvirvel, ikke et råb, eller et ord eller blot en hvisken af triumf, ingen bevægelse af mænd som igen stod ret, men i stedet en respektfuld stilhed, og tilbageholdt åndedrag, som om det var de døde, der passerede forbi!|Joshua L. Chamberlain|Passing of the Armies, pp. 260-61}}