Tysklands historie: Forskelle mellem versioner

Nordeuropa var befolket af germanske stammer. Efter det store slag i [[Teutoburger-skoven]] i år [[9]], prøvede romerne aldrig at udvide deres territorium øst for floden [[Rhinen]].

Frankernes kongedømme kom derimod til at vare, i varierende form, i flere århundreder under det [[Merovingerne|merovingiske]] dynasti, og derefter under det [[Karolingerne|karolingiske]]. Karl den store, som lagde under sig Bayern i [[788]] og Niedersachsen i [[804]], blev kronet som kejser i år [[800]], og kom til at kontrollere det meste af dagens Tyskland og Frankrig.

== Det tysk-romerske rige ([[843]]-[[1806]]) ==

Da den sidste hersker af karolingerne døde i [[911]], overgik tronen til [[Konrad af Franken]], og senere ([[919]]) til [[Henrik Fuglefænger]] (Heinrich der Vogler), stamfar for [[Sachsen (dynasti)|Sachsendynastiet]], hvis søn [[Otto den Store]] igen blev kejser i 962. Dette imperium, senere kaldt Det Hellige Romerske Rige af den tyske Nation (''Heiliges Römisches Reich deutscher Nation'') varede indtil kejserens [[abdikation]] i 1806, efter at [[Napoleon Bonaparte]] havde okkuperet de fleste kejserlige lande.

Efter det tysk-romerske riges sammenbrud og Napoleons endelige nederlag i [[Waterloo]], blev nye grænser for Europa tegnet ved kongressen i Wien i 1815. En forenet tysk stat blev ikke grundlagt, istedet blev en løs konføderation skabt, med to dominerende medlemmer, Preussen og Østrig.

I de tidlige år var det oprør fra både højre- og venstregrupperinger, og hyperinflationen satte for alvor ind i [[1923]]. De følgende år blev forholdene bedre, eftersom Tysklands forbindelser med tidligere fjender forbedrede sig og trykket fra krigserstatningerne mindskedes. Vellykkede koalitionsregeringer genskabte ro og orden indtil den store økonomiske krise i [[1930]]. Den nye økonomiske tilbagegang kombineret med mindet om forholdene i 1923 og en nationalistisk opposition mod Versaillestraktaten undergravede Weimarrepublikken. [[Adolf Hitler]] og hans Nationalsocialistiske tyske arbejderparti ([[NSDAP]]) udnyttede denne stemning og den øgede arbejdsløshed.

Efter at NSDAP havde fået relativt flertal i de to valg i [[1932]], blev Hitler udnævnt til rigskansler af præsident [[Paul von Hindenburg]] den [[30. januar]] [[1933]]. Efter Rigsdagsbranden i februar 1933 blev kommunisterne forbudt og Hitlers fløj fik derved absolut majoritet i rigsdagen. Da Hindenburg døde i august [[1934]] begik Hitler statskup og overtog også embedet som præsident. Efter at være kommet til magten undergravede han systematisk Tysklands demokratiske institutioner.

Efterfølgende brød Tyskland flere gange [[Versaillestraktaten]] med accept fra [[England]].

Efter anneksionen af Østrig i marts [[1938]] (''[[Anschluss]]'') blev det tyskbefolkede Sudetenland annekteret i oktober samme år, og derefter blev hele det gamle østrigske land Böhmen-Mähren (den nyoprettede stat Tjekkoslovakiet) annekteret i marts [[1939]].

I [[1940]] besatte Tyskland Danmark, Norge, Begien, Nederlandene og Frankrig. Sovjetunionen blev angrebet i 1941 sammen med Grækenland og Jugoslavien. I forbindelse med Japans angreb på USA i december 1941 erklærede Hitler krig mod USA.

Tyskland og dets hovedallierede Italien og Japan tabte krigen i [[1945]]. Store dele af Europa, ikke mindst i Tyskland, lå i ruiner. Krigen førte til en total ødelæggelse af Tysklands politiske og økonomiske infrastruktur, deling af landet og store tab af områder i øst, samt enorme menneskelige lidelser.

Tyskere refererer ofte til 1945 som ''[[Stunde Null]]'' for at beskrive landets totale sammenbrud. På [[Potsdam-konferencen]] blev Tyskland delt i fire okkupationszoner, de tre vestlige blev senere til Forbundsrepublikken Tyskland ([[BRD]]), og den østlige til Den demokratiske republik Tyskland ([[DDR]]).