Forskel mellem versioner af "Fodnotepolitikken"

2 bytes fjernet ,  for 12 år siden
Den [[10. september]] 1982 trak [[Anker Jørgensen]] sig tilbage som statsminister, og overlod regeringsmagten til [[Poul Schlüter]], der dannede Firkløverregeringen. Der blev ikke udskrevet valg, og folketingets sammensætning var dermed det samme som før. Firkløverregeringen bestod af [[Det Konservative Folkeparti]], [[Venstre]], [[Centrum-Demokraterne]] og [[Kristeligt Folkeparti]], der tilsammen havde 65 mandater. Sammen med [[Det radikale Venstre]]s 9 mandater og [[Fremskridtspartiet]]s 16 mandater var der præcis 90 mandater, der støttede regeringen, eller i al fald undlod at kræve regeringens afgang. Imidlertid kunne Det radikale Venstre også danne flertal sammen med folketingets venstrefløj, [[Venstresocialisterne|VS]], [[Socialistisk Folkeparti|SF]] og [[Socialdemokratiet]] havde tilsammen 85 mandater. Det betød, at Det radikale Venstre havde muligheden for at føre politik med folketingets højre- og venstrefløj efter forgodtbefindende. Det radikale Venstres mulighed for at være "tungen på vægtskålen" holdt frem til [[Folketingsvalg 1988|Folketingsvalget i 1988]].
 
Det radikale VenstresVenstre førte i perioden økonomisk politik sammen med regeringen, men var uenige i udenrigspolitikken. Partiet var traditionelt kritikere af NATO og stemte mod medlemsskabet i 1949. VS og SF var også traditionelt kritiske overfor NATO-samarbejdet, og socialdemokratiet var i perioden mellem 1982 og 1988 i stigende grad enige med de øvrige tre partier i det, der blev kaldt "det alternative flertal".
 
=== Den udenrigspolitiske situation ===
Anonym bruger