Henrich Callisen: Forskelle mellem versioner

Denne kommissionens sammensætning gav stødet til en systematisk forfølgelse og til forbitrede og meget sårende angreb på Callisen; de kom ganske vist fra så underordnede personer som regimentskirurg [[Ferdinand Martini]] (fortalen i ''Betrachtungen in der Lehre von der Kopfwunden'', Hamburg [[1784]]), der insinuerede, at Callisen ville forråde og undertrykke kirurgien, fordi han var bleven dr. med., og som pagehovmesteren [[Niels Ditlev Riegels]], der på den mest ærerørige og smålige måde angreb Callisen i forskellige artikler (''Berlingske lærde Efterretninger'' [[1785]], nr. 12-13, ''Forsøg til Kirurgiens HistorieøøHistorie'', 1785, og ''De fatis faustis et infaustis chirurgiæ'', 1787). Callisen forsvarede sig med stor værdighed i to småskrifter: ''Til mine Medborgere'' og ''Svar efter Løfte'' (1785), ligesom han støttedes af [[Peter Christian Abildgaard]], [[Knud Lyne Rahbek]] og [[Johann Clemens Tode]]. Sikkert stod der dog bag de nævnte stråmænd betydeligere personligheder og da navnlig [[Alexander Kølpin (kirurg)|Alexander Kølpin]] og [[Frederik Christian Winsløw]], der som Callisens medbejlere begge attråede at blive generaldirektør for kirurgien; det galdt dem derfor om at forhindre, at den institution, der skulle følge det dødsdømte Theatrum anatomicum, tilfaldt universitetet, i hvilken retning allerede den kgl. resolution af 1773 havde udtalt sig, og henimod hvilket universitetspatron grev [[Otto Thott]] også arbejdede, dels fordi Callisen var den langt overlegne dygtighed, dels af økonomiske grunde, idet Callisen da kunne blive betalt med generaldirektørens gage.