De vekselvirkninger, der findes mellem biocønosens levende væsener, ledsages af en vedvarende søgen efter [[mineral]]ske og [[organisme|organiske]] stoffer, som bliver optaget af de levende væsnervæsener, sådan at de kan vokse, holde sig i gang og formere sig. Resultatet bliver før eller siden et affald i form af [[førne]]. Denne vedvarende recirkulation af stoffer (særligt [[kulstof]], [[ilt]], [[kvælstof]] og vand) kaldes [[biogeokemisk kredsløb|biogeokemiske kredsløb]]. De giver økosystemet og dermed biocønosen en holdbar stabilitet, i det mindste når man ser bort fra menneskers indgriben eller ekstraordinære klimaforhold. Denne selvregulering ved hjælp af [[negativ feedback]] sikrer økosystemerne lang levetid, og de giver sig til kende ved en høj grad af ensartethed, hvad angår de forskellige stoffer i hvert miljø. Man taler i den forbindelse om en [[homøostase]], hvor økosystemet udvikler en tilstand af bevægelig ligevægt. Derimod er det meget omdiskuteret, om systemet nogensinde når en [[klimaks (økologi)|klimakstilstand]] efter en lang række, gradvise ændringer ([[succession]]).
