Danmark: Forskelle mellem versioner

I årene op til 1973 havde Danmark ligesom resten af Vesteuropa enorme vækstrater på 5 % om året, der sørgede for en stor velstandsstigning. Med [[oliekrisen i 1973]] og de fejlslagne økonomisk-politiske reaktioner på den, blev der dog sat en brat stopper for dette, og i løbet af 70´erne blev stabilitets- og balanceproblemerne alvorlige i form af høj inflation, og underskud på såvel offentlige finanser og betalingsbalance. I årene efter 1982 fik den nytiltrådte regering under [[Poul Schlüter]] stabiliseret økonomien gennem en stram udgiftspolitik, indkomstpolitik og fast kronekurspolitik kombineret med liberalisering og afregulering, ikke mindst i den finansielle sektor. <br />
Oppositionen og fagbevægelsen var i oprør og tordnede om [[den sociale massegrav]], men politikken virkede i det store hele efter hensigten. Dog betød den økonomiske fremgang, at privatforbruget steg dramatisk med deraf følgende overophedning, løninflation og betalingsbalanceproblemer. Udviklingen var i en vis forstand udtryk for, at politikken havde været en større succes end ventet og Schlüter kunne i 1986 udtale, at "det går ufatteligt godt". Regeringen indså først for sent situationens alvor, og måtte gribe ret drastisk ind med den berømte [[Kartoffelkuren|Kartoffelkur]] og en [[skattereform]]. <br /> Indgrebene havde strukturelt set stor effekt og blev løsningen på det sidste af efterkrigstidens og navnlig 70'erens store balanceproblemer - for stort forbrug og for lille opsparing. Prisen blev en lavkonjunktur, der varede ekstra længe på grund af de dårlige europæiske konjunkturer omkring 1990. Arbejdsløsheden var rekordhøj i 1992, men er faldet i en næsten ubrudt linie siden da, takket være regeringerne [[Nyrup Rasmussen]] og [[Fogh Rasmussens]] effektive, men ret kostbare arbejdsmarkedspolitik, berømmet i udlandet under navnet [[flexicurity]].