Forskel mellem versioner af "Frederik 7."

Omkring 1830 opstår en bevægelse, der dels ønsker en fri forfatning for Slesvig-Holsten, dels at Slesvig skal med i det tyske forbund som Holsten og Lauenburg allerede er, og danne forbundsstaten Slesvig-Holsten med grænser mod hhv. Kongeåen og Elben. Dette kan Danmark naturligvis ikke acceptere. De nationalliberale vil afskaffe hertugdømmet og have Slesvig indlemmet i kongeriget, dvs. Jyllands sydgrænse skal igen være Ejderen. Den danske regering slår fast, at Slesvig under alle omstændigheder skal forblive dansk, mens Holsten er velkommen til at slutte sig til Det tyske Forbund. Den 23. marts 1848 gør slesvig-holstenerne oprør mod Danmark og danner deres egen regering i Kiel. Dette i den såkaldte Treårskrigen, hvor det i første omgang lykkes den danske hær at besætte Slesvig ned til Ejderen. Preussen og Det tyske Forbund beslutter at komme oprørerne til hjælp, og under ledelse af den preussiske general Wrangel angriber 32.000 mand med 74 kanoner de danske stillinger ved Slesvig påskedag 23. april 19481848. Trods tapper modstand lykkes det ikke for de ca. 10.000 danske med 32 kanoner at holde stillingen, og de trækker sig tilbage Als. Fra Als foretager Hedemann og Schleppegrell et angreb på Dybbøl den 28. maj 1848. Denne sejr samt den efterfølgende ved Nybøl den 5. juni vækker selvfølgelig begejstring hos den danske befolkning, men modvilje hos stormagterne. Kampene ebber ud, og den 26. august sluttes våbenhvile i Malmö. Den danske hær består nu af 41.000 mand, mens tyskerne og slesvig-holstenerne kan mønstre godt 65.000. Over for denne overmagt beslutter man at trække danskerne nordpå. På årsdagen for slaget ved Slesvig lider den danske hær nederlag ved Kolding, hvorefter de tyske forbundstropper besætter området til Århus. General Rye trækker sin brigade ud på Mols og forskanser sig på Helgenæs, mens brigaden under de Meza forbliver på Als. I Fredericia er en styrke på 7000 mand under kommando af oberst N.C. Lunding belejret af 14.000 slesvig-holstenere. Lunding får tilladelse af overgeneral Bülow til at foretage et udfald fra Fredericia. Rye udskiber sine tropper fra Helgenæs til Fyn og videre til Fredericia, og de Meza bliver i stilhed trukket til ad søvejen. Udfaldet finder sted den 6. juli 1849 og resulterer i en stor dansk sejr, men general Rye falder. Nu blander Rusland sig og truer med at bryde forbindelserne med Preussen, hvorefter Wrangel får ordre på at rømme Jylland. De slesvig-holstenske oprørere fortsætter krigen på egen hånd, indtil de den 25. juli 1850 lider et afgørende nederlag i det største slag i danmarkshistorien. Under slaget på Isted Hede kæmper 40.000 danske soldater mod 34.000 slesvig-holstenere, og da slaget slutter 12 timer senere er resultatet 5.500 døde og sårede. Blandt de sårede er bl.a. Schleppegrell og Læssøe.