Den Hebraiske Bibels kanon: Forskelle mellem versioner

'''Den Hebraiske Bibels kanon''' er den liste eller det katalog af skrifter, som blev set som [[autoritet|autoritative]] i enten den [[jøde|jødiske]] bibel [[Tanakh]] eller i de [[kristne]]s [[Gamle Testamente]]. Disse skrifter blev opfattet som norm for forkyndelse og lære, og udgør 39 bøger i den jødiske og den protestantiske kanon, hvorimod [[Den katolske kirke]] og [[de ortodokse kirker]] har flere bøger i deres [[Det Gamle Testamente|gammeltestamentlige]] [[Den bibelske kanon|kanon]].

Den hebraiske bibel blev oprindeligt kaldt [[tanakh]] (hebr. תנ"ך) og var af jøderne delt i tre kategorier; Loven, Profeterne og Skrifterne. Denne tredeling kan opstoresspores helt tilbage til [[Siraks Bog]] i år 116 f.Kr hvor der skrives at: "''[bedstefaderen] helligede sig studiet af loven og profeterne og de andre fædrene skrifter''", men senere nævnes tredelingen også hos [[Filon af Aleksandria|Filon]] og [[Josefus]]. Også Det Nye Testamente refererer til denne deling i {{bib|Luk|luk|24|44}}, hvor Jesus henviser til det "som står skrevet om mig i Moseloven, hos profeterne og i salmerne." samt [[Talmud]].<ref>Frank Stagg. ''New Testament Theology.'' Nashville, Broadman, 1962. ISBN 0-8054-1613-7</ref>. Anderkendelsen af deDe tre dele blev autoriseret gradvist, anerkendt og autoriseret, men omfanget af den sidste afdeling "Skrifterne" blev først endeligt bestemt i år 90 e.Kr efter Jerusalems fald (år 70) på den såkaldte [[synode]] i [[Jamnia]]. Dette var dog sandsynligvis blot en stadfæstelse af, hvad der allerede var almene anerkendt. Baggrunden for denne jødiske synode varmenes sandsynligvisat være at de kristne begyndte at accepteret også deres kristne skrifter som autoritative. Det medvirkede formentlig til at jøderne "lukkede" deres kanon,. somDog ellervar afdet naturallerede havdei ståetdet åben pga2. deog profetiske3. skriftersårhundrede naturf.Kr blev almindeligt at opfatte det som at profetiens tid var forbi, og derfor findes der hellere ikke nogen bog i den hebraiske bibel efter denne tid.

*Skrifterne (ketubim) - denne gruppe var sandsynligvis samlet omkring 150 f.ek, men omfanget af Skrifterne blev først endeligt bestemt i år 90 e.Kr. GruppenHer Deblev medtog ligeledesvedtaget en mindre gruppe af skrifter, end hvad der tidligere var blevet oversat til græsk i Septuaginta.

Omkring det 3. og 2. århundrede f.Kr. blev der sandsynligvis i [[Alexandria]] lavet en oversættelse af den hebraiske bibel til græsk; kaldet [[Septuaginta]] (LLX). Her blev der oversat flere andre skrifter end dedem, som findes i den hebraiske kanon og derfor ofte benævnes ofte som de apokryfiske skrifter. Om jøderne der levede i [[diaspora]]en selv så disse apokryfiske skrifter som autoritative er tvivlsomt, og synoden i Jamnia i år 90 antoganerkendte dem i hvert fald ikke disse som skrifter som autoritative skrifter. Disse skrifter kom dog senere med i den kristne latinske oversættelse "[[Vulgata]]" og blev derved en del af den kristne bibel.

Septuaginta havde også en anden inddeling end tanakh, nemlig i historiske bøger, visdomslitteraturen og profetiske bøger, og var i det hele taget ikke en lukket samling. Derfor er variationer af, hvor mange bøger der hørte med til samlingen, men tilsammen gælder det, følgendeudover de allerede anerkendte skrifter, følgende andre:

Da den nye [[religion]] [[kristendommen]] opstod, var det på baggrund af den hebraiske bibel, og de nytestamentlige skrifter referereferer meget hyppigt til disse skrifter, som skrifter der åbenbarer [[Gud]] og som profeterer om Messias, Jesus. "De vidner om mig" siger Jesus i [[Johannesevangeliet]] {{bib|Joh 5|joh|5|39}}. Derudover bliver skrifterskrifterne opfattet som Guds ord, indblæst af Gud. I {{bib|2 Tim|2tim|3|16}} står der at: "Ethvert skrift er indblæst af Gud og nyttigt til undervisning, til bevis, til vejledning og til opdragelse i retfærdighed...". De kristnes brugte derfor fligtigt [[Bibelen]], men da den kristne kirke hurtigt voksede ud over [[Romerriget]], blev hovedsproget for kirken græsk og den mest benyttede oversættelse af Den hebraiske Bibel var [[Septuaginta]].

Derfor blev også Septugintas rækkefølge brugt i den kristne Bibel, og omfanget kom med tiden også til at omfatte de apokryfiske bøger. [[Militon fra Sardes]] (død før 190) var den første, som kaldte den hebraiske bibel ''for den gamle pagts bøger'' altså [[Det Gamle Testamente]] og han forudsætter den hebraiske omfang. Senere [[kirkefader|kirkefædre]] som [[Origenes]] og [[Augustin]] mente derimod at de apokryfiske bøger hørte med til Bibelen, og selvom bl.a. [[Hieronymus]] ville udelukke dem, så endte det dog med, at den latinske oversættelse (Vulgata) blev den autoritative i den vestlige del af kirken og inkluderede de apokryfiske skrifter. Derfor indeholder Bibelen i den katolske og de østlige kirker en del apokryfiske skrifter.

De kirker derimod, der opstod omkring reformationen, vendte dog tilbage til det antal, der fandte i den hebraiske Bibel, men fortsatte dog med at bruge den rækkefølge der fandte i Septuaginta, og derved blev der 39 bøger fordelt mellem 17 i den historiske del, 5 i den poetiske og igen 17 i den profetiske del. [[Luther]] mente ikke, at de apokryfiske bøger skulle kasseres helt og derfor blev det almindeligt at have et tillæg mellem de to testamenter til de apokryfiske skrifter. Senere ophørte dette dog særlig pga. indflydelse fra andre protestantiske kirker.