|
'''A''' er den sjette tone i den diatoniske skala udgående fra tonen [[C (tone)]]. Grundtone i A-dur og a-mol. Tonen A bruges som kammertone. Det enstregede A, der traditionelt anvendes i denne egenskab, er i tidens løb blevet ændret flere gange med hensyn til tonehøjden. I [[1858]] blev 435 dobbeltsvingninger pr. sekund almindeligt anerkendt, men af hensyn til strygerklangen er frekvensen med tiden blevet øget til 440. Det enstregede A frembringes blandt andet af en almindelig stemmegaffel.
'''Kammertonen''' er [[tone]]n enstrenget [[A]], som har [[Frekvens|grundfrekvensen]] 440 [[Hz]]. Dette er den mest brugte frekvens for moderne musik, men i en del klassisk musik bruges frekvenser ned til 436 Hz.
==Historie==
[[Billede:Stimmgabel.jpg|thumb|80px|right|For at slå kammertonen an, kan man bruge en stemmegaffel]]
Indtil 1800-tallet har kammertonen varieret meget mellem forskellige egne, forskellige instrumenter og til forskellige tider. Man kan idag se disse forskelle ved at studere de redskaber, der tidligere blev brugt til stemme efter. Man har f.eks. en [[England|engelsk]] stemmefløjte, som har sat [[A]] til 380 Hz, mens de orgler, som [[Johann Sebastian Bach]] spillede på i [[Hamburg]], [[Leipzig]] og [[Weimar]], var stemt med [[A]] til 480 Hz; det er en forskel på lidt mindre end to halvtoner.
Behovet for standardisere kammertonen, i det mindste inden for en by eller et land, blev efterhånden mere påtrængende, og som et redskab til at fastholde en kammertone blev [[stemmegaffel|stemmegaflen]] udbredt.
Men et er at have et redskab at stemme med, noget andet er at få etableret en standard. I løbet af 1700-tallet begynder kammertonen dog at lægge sig i området fra 400 til 450 Hz samtidig med, at der sker en glidende stigning i frekvensen, fordi den højere tone giver en lysere klang, som falder i tidens smag.
Den [[16. februar]] [[1859]] vedtager den [[Frankrig|franske]] regering, at kammertonen nu skal lægges fast på frekvensen 435 Hz. Dette er den første egentlige fastlæggelse af kammertonen, og denne norm vinder nu indpas også udenfor [[Frankrig]], da man på en konference i [[Wien]] i [[1885]] anerkender ''Pariserkammertonen''.
I [[USA]] fremkommer der i [[1920'erne]] forslag og lokale beslutninger om at gå over til 440 Hz, og [[1939]] bliver standardiseringen igen taget op på internationalt plan, da man på en konference enes om at foreslå en kammertone på 440 [[Hz]]. Denne anbefaling bliver fulgt af [[International Organization for Standardization]] ([[ISO]]), som fastlægger 440 Hz normen i ISO 16 (''Standard tuning frequency (Standard musical pitch)''). ISO 16 kommer i [[1955]] og er senere blevet opdateret i [[1975]], hvor kammertonens frekvens er blevet fastholdt.
Forskellen mellem den nye 440 Hz norm og den tidligere etablerede 435 Hz norm er opstået af måletekniske årsager, idet man udmålte en [[Frankrig|fransk]] reference-stemmegaffel og fandt, at den i virkeligheden var 439 Hz. Men da 439 er et [[primtal]], kan netop den værdi være teknisk vanskelig, og derfor valgte man en oprunding til 440.
440 Hz kammertonen er nu en meget veletableret norm. På trods heraf er der i sidste halvdel af 1900-tallet fremkommet forslag om at bruge 442 eller 444 Hz - en stigning, som er ved at vinde indpas specielt i Østeuropa, hvor man i flere koncertsale har flere [[flygel|flygler]] med forskellige stemninger.
I praksis bruger man dog sjældent stemmegafler. I forskellige slags orkestre har man traditionelt stemt alle instrumenter efter et bestemt af de øvrige. I symfoniorkestre stemmer man efter [[obo]]en, mens man i [[bigband]] ofte stemmer efter trompeten.
==Se også==
*[[Toneinterval]]
[[Kategori:Musikteori]]
[[bg:Камертон]]
[[cs:Komorní tón]]
[[de:Kammerton]]
[[en:A440]]
[[fr:A440]]
[[hr:A440]]
[[lt:Kamertonas]]
[[nl:Stemtoonhoogte]]
[[no:Kammertonen]]
[[zh:A440]]
| 