Alexander den Store: Forskelle mellem versioner

Den græske verdens hovedvåben i krig var og havde i flere hundrede år været det tungtudrustede fodfolk. Det var opstillet i den tætsluttende, dybe formation, der kaldes en falanks. Den [[makedonske falanks]] fik under kong Filip en moderne udrustning og blev gennemekserceret, og dens taktik blev fornyet. Samtidig blev rytteriet kraftigt styrket som angrebsvåben. Endelig i løbet af det 4. århundrede skete der adskillige fremskridt inden for belejringskunsten, som makedonerne primært selv udviklede under Alexander. Under Alexander blev rytteriet, som han selv var i, gjort til det primære kampvåben, og denne store bevægelighed er én af de primære årsager til hans taktiske successer, og han begyndte at bruge det mere. Et eksempel på, hvordan Alexander førte krig, finder vi i bogen ”Alexander Den Store (2005)” af Bengt Liljegren, oversat til dansk af Finn Abrahamowitz, under afsnittet ”Granikos”. Ifølge kilderne udarbejdede han hurtigt en plan om øjeblikkeligt angreb: ”''Langs floden grupperede man skjolddrabanterne og falanksen på en næsten to kilometer lang og mand dyb linje. Kavaleriet blev stillet op på fløjene, på linje og med en dybde af ti heste. Alexander anførte selv de beredne, makedonske krigskammerater på højre fløj, mens Parmenion kommanderede den venstre, hvor de thessaliske, thrakiske og græske ryttere var ... Ligesom en skakspiller af og til vælger at ofre en brik for at opnå fordele, sendte Alexander først Amyntas med et lille kontingent kavalerister ... Det skabte uro i persernes kavaleri, og de trak sig ud på fløjen. Alexander og Parmenion kunne dermed udnytte dette til at angribe perserne på fløjen. Makedonernes lanser forårsagede store skader blandt perserne, og de måtte trække sig tilbage, da deres anførere var faldet. De græske lejesoldater bad om nåde, men Alexander gik til angreb for at vise sin dominans, og dermed var hans sejr total.''” Det var ved dette første, store slag, at Alexander for første gang viste sine evner for perserne, men dog var det uden Dareios’ tilstedeværelse.

 

 

Arrianos beretter om slagets højdepunkt ved Guagamela: ”I et kort stykke tid blev der udkæmpet en nærkamp, men da rytterne omkring Alexander, og også han selv gjorde et kraftfuldt angreb ved at trænge frem og stikke perserne i øjnene med spyd, og da den tætpakkede makedonske falanks med fremstrakte lanser havde kastet sig over dem, og alle frygtelige ting på én gang viste sig for den skrækslagne Dareios, var han den første, der gjorde helt om og flygtede”. Også her såvel som ved Granikos var det Alexanders taktiske geni, der igen gjorde sig bemærket. Makedonernes mod og disciplin havde endnu engang afstedkommet den største sejr i Alexanders liv. Den persiske hær blev slået i stumper og stykker, og Dareios måtte som Arrianos beretter, flygte igen. Allerede to år før havde Dareios tabt slaget ved Issos, og her havde han også været klart i overtal. Arrianos taler om, at Dareios havde samlet en hær på 600.000 mand, men hverken hans tal eller nogle af de andres tal virker troværdige. Forfatteren Bengt Liljegren vurderer, at der er tale om 75.000 persere mod 30.000 makedonere. Alexander vandt dette slag pga. makedonernes meget bedre våben og måden, Alexander opildnede sine soldater til at gribe krigen an på. En anden væsentlig faktor var, at Dareios tidligt vurderede slaget som tabt og flygtede og lod sine tropper i stikken. Dette slag er også vist i filmen ”Alexander”; her ser man, hvordan Alexander opildner sine soldater, og hvordan han selv sammen med sin øverstkommanderende lægger strategi for slaget.