Dansk grammatik: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
No edit summary |
|||
Linje 1:
'''Dansk grammatik''' er det danske sprogs [[grammatik]], dvs. lære om, hvordan ordene forandrer form i forskellige funktioner ([[Morfologi (syntaks)|morfologi]]), og hvordan ordene sættes sammen til meningsfulde sætninger ([[syntaks]]).
=== [[Kasus]] ===
I den tidlige middelalder havde dansk fire [[kasus]]: [[nominativ]], [[akkusativ]], [[dativ]] og [[genitiv]] (som [[Islandsk (sprog)|islandsk]], [[Færøsk (sprog)|færøsk]] og [[Tysk (sprog)|tysk]]). Nominativ og akkusativ faldt i løbet af det 12. århundrede sammen. Dativ er i dag kun bevaret i faste udtryk, f.eks. ''på fode'', ''i live'', ''stundom'' (dat. plur. af ''stund'').
Line 13 ⟶ 14:
=== [[Artikel (grammatik)|Bestemthed]] og [[Grammatisk køn|køn]] ===
[[Image:Denmark-gender.png|thumb|right|Bestemt artikel og køn i danske dialekter. På Sjælland er man først gået fra tre til to køn i nyere tid.]]
Line 65 ⟶ 66:
== [[Pronomen|Pronominer]] ==
=== Personlige pronominer ===
{| class="wikitable"
Line 169 ⟶ 172:
I ældre [[Danske bibeloversættelser|bibeloversættelser]] hed det således ''Søger, saa skulle I finde'' ([[Matthæusevangeliet|Matt.]] 7:7, [[Lukasevangeliet|Luk.]] 11:9); det er i 1992-oversættelsen blevet til ''Søg, så skal I finde''.
===
{{uddybende3|Svage verber|Stærke verber|}}
Dansk skelner ligesom de andre [[germanske sprog]] mellem stærke og svage verber. De svage verber danner [[præteritum]] med endelsen ''-ede'' eller ''-te'', hvor de stærke verber ikke har nogen endelse i [[præteritum]], men som regel en vokalændring ([[aflyd]]).
De stærke verber havde oprindelig også en særlig endelse i [[Participium|participiet]], ''-en'' i stedet for ''-(e)t''. Denne endelse er stadig levende i [[jysk]] i alle anvendelser af participiet, f.eks. ''jeg har funden ud af det", ''han har hjulpen mig'' - som det er almindeligt i ældre dansk. På moderne rigsdansk bruges ''en''-endelsen derimod kun, når participiet fungerer som et adjektiv, og det kun i skarp konkurrence med ''t''-former, f.eks. ''opgaven er bunden'', ''en ubuden gæst'' (men ''en uindbudt gæst''!).
De svage verber findes i to hovedgrupper: verber med [[præteritum]] og [[participium]] på ''-ede'', ''-et'' og verber [[præteritum]] og [[participium]] på ''-te'', ''-t''. De to grupper holdes dog ikke skarpt adskilt. I den sidste gruppe findes der findes en række svage verber, der har vokalændring i [[præteritum]] og [[Participium|participiet]], f.eks. ''sætte'' : ''satte'', ''sælge'' : ''solgte''
Line 214 ⟶ 212:
=== Tider ===
[[Futurum|
[[Perfektum|førnutid]] og [[Pluskvamperfektum|førdatid]] dannes med hjælpeverbet ''har, havde'' + [[Participium|participiet]], f.eks. ''han har købt en bil'', ''han havde købt en bil''. En række bevægeverber danner dog perfektum med ''er, var'': ''han er gået sin vej'' (som på [[Tysk (sprog)|tysk]] ''er ist gegangen'' og [[Fransk (sprog)|fransk]] ''il est allé'', men modsat [[Engelsk (sprog)|engelsk ''he has gone''). Nogle verber har begge muligheder, således at ''har'' bliver brugt for handlingen og ''er'' for resultatet: ''han har rejst meget'', men ''han er rejst''.
Line 220 ⟶ 218:
===[[Modus]]===
Dansk har to modus, [[indikativ]] og [[konjunktiv]]. Sidstnævnte findes i disse to former:
* Den [[Germanske sprog|germanske]] præsens konjunktiv er faldet sammen med
* Den [[Germanske sprog|germanske]] præteritum konjunktiv er faldet sammen med præteritum indikativ på dansk.
** [[Potentialis]]: Betingelsesledsætninger, der udtrykker mulighed. har præteritum, mens den overordnede sætning enten har præteritum eller, mere almindeligt, ''ville'' + infinitiv i den overordnede sætning. F.eks. ''hvis jeg var rig, byggede jeg et palads / ville jeg bygge et palads'' eller (uden [[konjunktion]] i betingelsessætningen) ''var jeg rig, byggede jeg et palads''.
** [[Optativ]]: Et ønske bliver normalt udtrykt med ''gid'' eller ''bare'' + præteritum: ''gid jeg havde en elefant'', ''bare det aldrig var sket''. Den kan også udtrykkes med en [[Ellipse (sprog)|elliptisk]] betingelsessætning, gerne med et adverbium som ''bare'' eller ''blot'', f.eks. ''hvis jeg da bare havde en elefant!'', ''var det bare aldrig sket!'').
** Imaginativ: I børnelege er det almindeligt at bruge præteritum, når der tales om de forestillede personers tanker og handlinger.
=== [[Diatese]] ===
{{uddybende3|Passiv (grammatik)}}
Ligesom de andre [[nordiske sprog]] har dansk en særlig passivbøjning med endelsen ''-s'', der historisk set er en reduceret form af det [[refleksive pronomen]] ''sig'', e.g. ''han kalder sig'' > ''han kaldes'' (sammenlign [[Italiensk (sprog)|italiensk]] ''si chiama'' "han hedder"). Denne ''s''-passiv bruges side om side med en passive dannet med verbet ''blive'' + [[Participium|participiet]].
== Ordstilling ==
=== Hovedsætninger ===
I en dansk sætning er har rækkefølgen af ordene betydning for, hvilken funktion de enkelte ord har i [[Sætning (grammatik)|sætningen]]. Det, der i et kasussprog bliver udtrykt ved hjælp af [[kasus]], bliver på dansk altså udtrykt ved en særlig placering af det pågældende ord.
I en hovedsætning vil man i reglen følgende ordstilling:
: Forfelt || [[Finit verbum]] | [[Subjekt (grammatik)|Subjekt]] | [[Adverbium]] A || [[Infinit verbum]] | [[Objekt (grammatik)|Objekt]] | [[Adverbium]] B
Man taler gerne om [[Paul Diderichsen|Diderichsens]] feltskema. Forfeltet er det sted, hvor man sætter et ord, der særlig skal fremhæves. Hvis der ikke er noget andte ord, vil man i en fremsættende sætning trække subjektet frem i forfeltet:
: Manden || ville | - | ikke || være | taget | af sted
: Så meget | vil | jeg | ikke || give | - | for en brugt bil
: For tusind år siden | erobrede | vikingerne | - || - | England | -
: Da han var kommet hjem fra ferie || fandt | han | - || - | dør | ulåst
: Sverige | har | jeg | ikke || været | - | i ''(men jeg har engang været i Norge)''
: Spist den | har | han | ikke || - | - | - ''(nej, han har slugt den)''
I en spørgende sætning vil man enten sætte et spørgende [[pronomen]] eller [[adverbium]] i forfeltet eller lade det stå tomt, dvs. begynde med verbet:
: - || Har | manden | virkelig || slået | sin kone | ihjel?
: Hvor || har | du | - || lagt | kniven? | -
Når subjektet kommer i forfeltet, taler man om lligfrem ordstilling, mens man taler om omvendt ordstilling (inversion), når subjektet følger verbet. Som det fremgår, er det den omvendte ordstilling, der er er grundprincippet i en dansk hovedsætning, men i realiteten er ligefrem ordstilling langt hyppigere end omvendt ordstilling.
Rækkefølgen af [[Subjekt (grammatik)|subjekt]], [[verbum]] og [[Objekt (grammatik)|objekt]] varierer fra sprog til sprog. Der er seks tænkelige rækkefølger: SVO, SOV, VSO, VOS, OVS, OSV. Dansk (og de andre [[nordiske sprog]] og [[Tysk (sprog)|tysk]] er egentlig et VSO-sprog. [[Engelsk (sprog)|Engelsk]] og de [[romanske sprog]] har næsten altid VSO (selv om engelsk har rester af OSV). På [[Latin]] er ordstillingen fri, men det hyppigste er SOV. Se også artiklen [[sprogtypologi]].
=== Ledsætninger ===
Ledsætninger har en noget anden ordrækkefølge:
: Sætningsindleder || [[Subjekt (grammatik)|Subjekt]] | [[Adverbium]] A | [[Finit verbum]] || [[Infinit verbum]] | [[Objekt (grammatik)|Objekt]] | [[Adverbium]] B
Som det ses er verbet skubbet hen efter det første adverbiumsfelt. Denne forskydning er beslægtet med den velkendte tyske regel, der sætter det [[Finit verbum|finitte verbum]] til sidst i en sætning.
: ''(Han fortalte sin kone,)'' at || butikken | ikke | havde || - | flere kartofler |
: ''(Huset,)'' som || de | havde | - || købt | - | for tredive år siden, ''(var nu til salg)''
På dansk kan reglen dog blive brudt, hvis der af den ene eller den anden grund bliver sat et led ind først i bisætningen. Her vil der normalt være hovedsætningsordstilling:
: ''(Moderen råbte, at)'' hvis de ikke kom ind nu, || ville | de | snart || få | enden | på komedie
[[kategori:grammatik]]
| |||