J.L. Ussing: Forskelle mellem versioner

'''Johan Louis Ussing''', 1820-1905, Filolog og Arkæolog, Søn af Etatsråd, fhv. Kontorchef under Magistraten Johannes Hjort Ussing (f. 1787 d. 1866) og Esperance Tolerance f. Balle (f. 1789 d. 1839). Ussing blev født 10. April 1820 i København og blev Student 1836 fra Metropolitanskolen, hvor han blandt sine Lærere særlig havde haft Gavn af B. Borgens Undervisning. Han studerede Filologi og fik Lejlighed til bl. a. at høre Brøndsteds Forelæsninger over græske Tragedier og F. C. Petersens solide, men noget tørre Kollegier over klassisk Arkæologi, særlig Kunstmythologi. Ussing blev filologisk Kandidat 1842, og efter Madvigs Tilskyndelse satte han Studiet af Arkæologien som sin Fremtidsopgave med det Håb at blive Brøndsteds Efterfølger (f 1842). Høyen blev den Lærer, som fik den største Betydning for hans Udvikling; under hans Vejledning studerede han Kunsthistorie som Arkæologiens vigtigste Grundlag. I 1844 disputerede Ussing for Magistergraden med en arkæologisk Afhandling («De nominibus vasorum Graecorum»), og en Måned efter Disputatsen tiltrådte han en Udenlandsrejse til Italien, Sicilien, Grækenland og Tyrkiet. I Rom i det arkæologiske Institut traf han tyske lærde som E. Braun, W. Henzen og Keil, Stephani, Th. Mommsen og den gamle Welcker og skrev i «Annali dell’ Instituto» (1845) en lille Afhandling. Fra Rejsen i Grækenland og Tyrkiet har Ussing selv givet en Række Skildringer «Rejsebilleder fra Syden» (1846-47), som have Værdi navnlig for Thessaliens Vedkommende, hvor han omhyggelig havde gennemrejst det hele Land for at danne sig en selvstændig Mening om Oldtidsbyernes Beliggenhed og optegne antikke Indskrifter. I det hele er Ussings vigtigste og bedste arkæologiske Arbejder en Frugt af Studierne på denne store Rejse. «Inscriptiones Graecae ineditae» (1847) meddele de nye græske Indskrifter, han havde fundet på Rejsen; «De Parthenone eiusque partibus» (Universitetsprogram 1849) fastslår den Inddeling af Rummene i det berømte Parthenon paa Athens Akropolis, som nu ved Dorpfelds Tilslutning almindelig anses for den rette. Dertil kommer saa den nævnte Beskrivelse af Undersøgelsesrejsen i Thessalien, som Ussing senere også udgav på Tysk sammen med Afhandlingen om Parthenon og endnu en Afhandling i «Griechische Reisen und Studien» (Kbh. 1857). Efter sin Hjemkomst i Efteraaret 1846 holdt Ussing Forelæsninger ved Universitetet som Privatdocent og blev n. A. Lektor i græsk og romersk Filologi og Arkæologi, Professor extraord. 1849 og ord. 1850. I sin Stilling som Universitetsprofessor, som han først fratrådte i 1896, stod Ussing ved Siden af Madvig, indtil denne trådte tilbage ved Udgangen af 1879. Ussing supplerede på en heldig Måde sin store Kollega, der kun i ringe Grad havde vovet sig ind på Arkæologiens Område. Men Ussing kunde ikke indskrænke sig til at docere Arkæologi, i alle de filologiske Discipliner måtte han så vel som Madvig eksaminere og forberede de studerende. Med sin alsidige Natur, sine ypperlige Forkundskaber og sin utrættelige Energi følte Ussing sig dog ikke modløs over for Opgaven, og skønt han naturlig kom til at staa i Skygge ved Siden af Madvigs overlegne Personlighed som Videnskabsmand, opstod der hos Ussing ingen Bitterhed, men han stod bestandig som Discipelen beundrende over for sin Læremester. Med Forkærlighed behandlede Ussing i sine

Forelæsninger Oldtidens Kunsthistorie, græsk og romersk Epigrafik og blandt Forfatterne Plautus, men læste for øvrigt over talrige andre Ting. Strengt arkæologiske Forelæsninger holdt han kun sjælden. Ussing forstod at vælge interessante emner og søgte i det hele at bringe Tilhørerne til nærmere Forståelse af det skønne i de antikke Folkeslags Kultur og at gøre Oldtidslivet anskueligt for dem. Ussing trådte desuden i Forhold til en større Kreds ved sine populære Foredrag, der især drejede sig om ældre og nyere Kunst, og ved Artikler af lignende Indhold i Blade og Tidsskrifter i én smagfuld Form. Højest stod vel de Rækker af Foredrag, han holdt over de vigtige Udgravninger i Olympia og Pergarnon og over Schliemanns Fund.