Mad i middelalderen: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
+noter og kilder |
oversætte noter |
||
Linje 18:
'''Etikett'''
I den senere del af middelalderen fandtes en tendens til, i en vis grad forsøge undgå den strænge kollektivisme som gennemsyrede perioden. Måltidet var en social hændelse, precis som alle andre aspekter af middelalderens livsførsel. Hele husholdet, inklusive tjenere, skulle spise sammen. At trække sig tilbage for at spise på egen hånd eller med en eller to nære venner ansås for sløsagtigt og avlede mistillid i en verden hvor alle i samfundet var afhængige af hinanden for at overleve. I 1200-tallet rådede f.eks Robert Grosseteste, den engelske biskop af Lincoln, grevinden af Lincoln til at "forbyde middag og aftensmad udenfor madsalen, i hemlige og private gemakker, for således opstår sløseri og gir ingen ære af herre eller frue."
Der findes beskrivelser af bordskik ved større banketter i senmiddelalderen, men betydeligt færre informationer om hvordan eliten indtog hverdagsmåltider eller hvordan almuen og de fattige sppiste sin mad. Man kan dog gå ud fra at der ikke forekom udsvævninger som flerrettersmiddage, krydderi og håndvask i parfumeret vand i enkelere hjem. I rige hushold betjentes gæster med vand og rene linnedhåndklæder før og efter måltidet så de kunne vaske hænderne. Sociale normer gjorde det svært for kvinder at opretholde det stereotype bildede af at være nette og rene mens de nød et storslået måltid, og det var almindeligt for værtens frue at spise i et privat rum med hendes følge. Hun kunne efter at have klaret hovedparten af det praktiske spiseri tilslutte sig gæsterne klar til desserten. Samtlige af den højere stands fine arrangementer var en rent mandlig fornøjelse og det var sjællendt at andre end meget højtstående gæster tog fruen med. Det sociale hierarki bekræftedes gennem bordskiken da de af lavere rang skulle hjælpe de af højere rang, de yngre skulle hjælpe ældre og mænd skulle spare kvinder risikoen for at plette klæder og rygte gennem håndtering af mad på en ukvindelig måde. Delning af drikkekar var almindeligt selv ved vigtige banketter for alle bortset fra de mest ansete som sad ved værtens bord. Ligeledes forventedes det at man skulle bryde brød og skære kød for sine bordgæster.
Mad serveredes for det meste på tallerkner eller direkte fra kogekaret og de spisende tog sin portion fra serveringsfadet og placerede den på en egen tallerkner ved hjælp af skeer eller hænderne. Gennem hovedparten af middelalderen og langt op i 1600-talet bestod tallerkner af nogle dage gammelt brød af lavere kvalitet som blev skåret til ved bordet, alternativt af træ eller tin. I fattigere hushold spiste man ofte maden direkte fra bordet, som kunne have fordybninger til mad. Knive anvendes til at skære med eller til at tage salt fra de fælles saltkar, gæster forventedes at have egen kniv med; kun højt ærede gæster forsynedes med en kniv af værten. Gafler anvændes ikke i Europa i større udstrækning før frem mod 1700-talet og under renaissansen kun i Italien. Synet på gaflen som bestik i højmiddelalderen illustreredes af reaktionerne på den byzantinske prinsesse Teodora Doukainas bordskik. Hun giftede sig 1075 med Domenico Selvo, dogen af Venedig, men forsagede skandale blandt venetianerne ved at lade sin mad skære ud af hendes eunukker og derefter spise den med en gylden gaffel. Denne nymodighed opfattedes som så skamløst højfærdig at biskopen af Ostia, Peter Damian, senere henviste til den udlandske gemålet som "...den venetianske dogens frue vis krop efter hendes delikate excess helt rådnede bort."
== '''Madlavning''' ==
Al middelalderlig madlavning skete ved hjælp af ild. komfuret blev først almindeligt i 1700-talet og alle kokke var tvunget til at beherske kunsten at lave mad over åben ild. Ovne var almindelige, men de var dyre at bygge og fandes kun i større hushold og bagerier. Det var almindeligt at samfundet fælles ejede ovne for at sikre sig at den livsvigtige brødbagning var tillgænglig for alle. Der fandes endda mindre, flytbare ovne som kunne fyldes med mad og siden tændes med glødende kul eller varm aske, der fandes større ovne på hjul hvorfra man kunne sælge tærter og andet bagværk i middelalder byerne. For de fleste mennesker tilberedtes mad for det meste i enklte gryder eftersom det var den mest brænselseffektive måde at lave mad på, på den måde gik man heller ikke glip af næringsrigt afkog. Mad i middelalderen var ofte betydligt federe end idag, ihvertfald for de som havde råd til det.
Den dominerende opfattelse indenfor den vesterlandske gastronomi idag er at sødt og salt kun med få undtagelser bør blandes, et ideal som opstod først i det franske hofkøkken sent i 1600-talet. I middelalderen kunne frugt uden problem kombineres med kød, fisk og æg. En recept på Tart de brymlen, en slags fisketærte fra receptsamlingen Forme of Cury fra sent i 1300-talet, indeholder en blandning af figne, rossin, æble, pære og fisk (laks, ungtorsk eller kolja) med udkernede blommer under tærtelåget.
Många grundläggande varianter av moderna köksredskap, som stekpannor, grytor, kastruller och våffeljärn, fanns redan på medeltiden, även om många av dem var för dyra för det genomsnittliga hushållet. En stor variation av spett fanns som kunde användas för att tillaga allt från späda vaktlar till hela oxar. Det fanns även upphängningsanordningar med justerbara krokar på vilka grytor kunde hängas för att underlätta arbetet att snabbt ta bort grytor som höll på att brännas vid eller koka över. Redskapen hölls ofta över en öppen eld eller på ett stativ direkt över glöden. Det fanns även en mängd olika sorters knivar, slevar och rivjärn. I rika hushåll var ett av de vanligaste redskapen morteln och silen (oftast av tyg) eftersom många recept krävde att råvarorna skulle finhackas, silas och kryddas antingen före eller efter tillagning. Detta var på grund av att det ansågs att näringen i mat som var så finfördelad som möjligt lättast kunde tas upp av kroppen. Det gav också skickliga kockar en möjlighet att forma maten i diverse fantasifulla former. Ett typiskt tillvägagångssätt var att flå och rensa ett djur, mala köttet och blanda det med kryddor och andra ingredienser och sen stoppa tillbaks det i sitt egen skinn, eller att forma det till ett helt annat djur.
==Noter==
| |||