Østrigs transport: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
Hansjorn (diskussion | bidrag)
m Semmering, ikke Simmering
Linje 129:
Endnu manglede man at bygge en jernbanelinie over centralalperne, der både havde handels- og militærstrategisk betydning. Eneste eksisterende mulighed for togpassage sydpå var fra Wien ad Südbahn via Semmering, Graz, Triest og Udine. Man valgte den gamle alpepassage via Brennerpasset. [[Karl Etzen]] var ingeniøren, der projekterede og delvis byggede jernbaneforbindelsen fra Innsbruck via Brenner til Bozen ([[Bolzano]]) i [[1864]] – [[1867]]. Men jernbaneforbindelsen var ingen succes i begyndelsen. Østrig havde i [[1866]] tabt krigen mod Preussen og Italien og havde måttet afstå Vendig. I kølvandet på tabet udnyttede Ungarn situationen til at presse kejseren til at give landet en administrativ uafhængighed fra resten af kejserriget. Det betød, at de ungarske jernbaner blev administreret fra Ungarn og ikke fra Wien (med etableringen af ''Staatsbahn MÁV'' i den østlige del af riget). Situationerne viste, at Østrig måttet sikre en bedre sammenhængene øst-vestjernbane. Med den nuværende struktur kunne man fra Wien nemlig kun nå til det strategisk vigtige Bozen (Bolzano) via Westbahn til Innsbruck/Brenner, hvor linien gik gennem tysk territorium eller via Triest, Udine og Venedig, dvs. via italiensk territorium.
 
Det satte skub i 2 nye forbindelser: fra [[1863]] til [[1871]] blev Südbahn videreudbygget med en forbindelse fra Maribor til Brennerlinien med tilkoblingspunkt i Franzensfeste ([[Fortezza]]). Banelinien løb gennem Klagenfurt, Villach, [[Spittal an der Drau]] og [[Lienz]] nord om [[Dolomitterne]] gennem Drau- og Pustertal.
 
===Den 3. sydforbindelse===