'''Restaurationen''' ''(la Restauration)'' betegner den periode af europæisk historie der indledtes med [[Napoleon]]s fald 6. april 1814 og den efterfølgende fredsslutning ved [[Wienerkongressen]]. Restaurationen var kendetegnet ved, at herskere i især de to store kontinentalmagter, Frankrig og det tyske rige, gik hårdt imod de revolutionære strømninger, der krævede mere demokrati og national selvstændighed.
I Frankrig sluttede perioden med [[Julirevolutionen]] 27-[[29. juli]] [[1830]], hvor kong [[Karl 10. af Frankrig]] blev væltet til fordel for kong [[Ludvig-Filip af Frankrig|Ludvig-Filip]].
Restaurationen var et forsøg på at vende [[Den franske revolution]]s reformer og så vidt som muligt genindføre ("restaurere") det absolutte monarki, adelsprivilegierne og i almindelighed den politiske og sociale tilstand fra før revolutionen. Dette skete først i mådeholdent omfang under kong [[Ludvig 18. af Frankrig|Ludvig 18.]], derefter i mere ekstrem grad under [[Karl 10. af Frankrig|Karl 10]].
I Tyskland kan perioden siges at have præget hele det 19. århundrede i høj grad, for de nationalliberale kræfter led nederlag ved revolutionerne i 1848/1849, og et konservativt preussisk styre kunne uhindret fortsætte under ledelse af [[Bismarck]]
Perioden afbrydes af de [[100 dage]], de tre måneder hvor Napoleon vendte tilbage ved magten, for endelig at blive besejret og afsat som følge af [[Slaget ved Waterloo]] 18. juni 1815.
