Psykiatriloven: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
No edit summary
No edit summary
Linje 3:
Den nuværende version er en revision fra 1999 af loven, som kom i sin første udgave 1989. Den kom som erstatning for Sindssygeloven af 1938.
 
Psykiatriloven bestemmer under hvilke omstændigheder, [[tvangsindlæggelse]] og -[[tilbageholdelse]] kan ske på [[psykiatrisk afdeling]], samt betingelserne for at der kan udøves anden tvang som fx. fastholden, [[bæltefiksering]] og [[tvangsmedicinering]].
 
Loven foreskriver "mindste middels princip": Man må kun bruge den mindst indgribende foranstaltning, for at kunne opnå et behandlingsmål.
 
Derudover beskriver loven, hvorledes patienternes [[retssikkerhed]] og klagemuligheder skal varetages af [[patientrådgiver]]e, lokale [[patientklagenævn]] og [[domstol]]e.
 
== Tvangsindlæggelse ==
Hvis en person er sindsyg eller en tilstand, der kan ligestilles dermed, kan vedkommende tvangsindlægges, hvis
*vedkommende er til væsentlig og nærliggende fare for sig selv eller andre
 
eller
*udsigten til helbredelse eller væsentlig bedring afgørende forringes ved at undlade indlæggelse
 
== Tvangstilbageholdelse ==
Hvis en frivilligt (døgn)indlagt patient på psykiatrisk afeling opfylder kriterierne for tvangsindlæggelse, som beskrevet oven for, skal patienten nægtes udskrivelse.
 
== Fastholden og bæltefiksering ==
Hvis en patient er til væsentlig og nærliggende fare for sig selv eller andre ''eller'' udøver betydeligt hærværk ''eller'' groft forulemper medpatienter, kan patienten fastholdes af personalet eller fastspændes til en seng med et mavebælte af kraftigt læder. I særlige tilfælde kan der yderligere anbringes remme om håndled og ankler.
 
En bæltefiksering forudsætter – som med al anden tvang – at man har gjort alt, hvad der var muligt for afhjælpe patientens problemer med mildere midler.