Pacifisme: Forskelle mellem versioner

Det er en fundamental opfattelse inden for pacifismen, at menneskelivet bør være ukrænkeligt. Den afviser tesen om at: «"Målet helliger midlet»" og mener at de politiske midler i sig selv bør være etisk acceptable. Den nære sammenhæng mellem mål og midler gør, at vold ikke vil kunne anvendes, uden at væsentlige værdier ved selve målet går tabt. Pacifismen afviser også, at der findes nogen principiel forskel mellem individuel-etik og gruppe-etik - «"privat»" og «"offentlig»" moral.

Den klassiske pacifisme afviser absolut vold og krig og under alle omstændigheder. Enkelte pacifister vil gøre undtagelser for «"spontan nødværge»", og nogle vil i større eller mindre grad gøre spørgsmålet om vold afhængig af den historiske situation - «"politisk pacifisme»". En retning som er blevet kaldt for «"atompacifisme»" afviser militære konflikter i atomalderen, pga. muligheden for total atomar krig - en krig hvor det parterne vil forsvare med stor sandsynlighed vil blive ødelagt.

I 1960'erne opstod der en retning, som blev kaldt for «"nypacifismen»". Karakteristisk for denne var den stærke politisering af fredsspørgsmål, megen udadvendt aktivitet, forsøg på at udvikle konstruktive fredspolitiske forslag og vilje til dialog med militærtilhængerne. Bevægelsen stillede bl.a. forslag om fredskorps, alternative værnepligtsformer, udmeldelse af [[NATO]], øget ulandsbistand, en mere retfærdig handelspolitik overfor ulandene, ensidig nedrustning og ikke-voldsforsvar.

Nypacifismen talte for et «"udvidet voldsbegreb»", som bl.a. indebar, at sult og fattigdom blev opfattet som lige så ødelæggende og nedværdigende for mennesket som den åbne, direkte vold. I tråd med dette støttedes ulandenes bestræbelser på at opnå politisk og økonomisk frigørelse, hvilket førte til, at den blev mindre absolut i sin fordømmelse af vold.

Pacifisme er ofte blevet kombineret med socialistiske og/eller anarkistiske opfattelser. For en socialist er det et spørgsmål, hvorvidt vold kan undgås i klassekampen og i den antiimperialistiske befrielseskamp. En retning inden for pacifismen som kalder sig «"revolutionær pacifisme»" hævder, at vold og krig ikke kan afskaffes, så længe kapitalismen og klassesamfundet består, men vægrer sig ved brug af vold i revolutionen ud fra moralske og/eller strategiske overvejelser. De revolutionære pacifister peger på faren for, at samfundet også efter revolutionen skal blive præget af voldelige og centralistiske mønstre.