Gadamers ubestridte hovedværk er "[[Sandhed og Metode]]" ("Wahrheit und Methode"), som han udgav i [[1960]] i en alder af 60 år. Gadamer overtog en lang hermeneutisk tradition, der var formidlet til ham fra middelalderen gennem [[Schleiermacher]], [[Dilthey]], [[Husserl]] og [[Heidegger]], men han omformede den så radikalt, at hermeneutikken siden da uløseligt er knyttet til hans navn.
Den tyske filosof Hans-Georg Gadamer (1900-2002) er grundlægger af den filosofiske hermeneutik i nyere tid. Gadamer opfattede ikke hermeneutikken som en metode, men som en måde for mennesket at være i verden på. Ifølge Gadamer skal mennesket forstås ud fra at det har en historie, og at den der prøver at forstå mennesket, også eksisterer i en særegen historie, kultur og tradition. Gadamer beskriver forståelse som en horisontsammensmeltning hvor horisonten er ”…en række af uundgåelige, underforståede begreber, teorier og erfaringer, som farver vores udlægning af tilværelsen og den verden vi befinder os i”. For at forstå det andet menneske skal man ikke prøve at sætte sig ind i den andens horisont ved genoplevelse og indfølelse. Dette er ifølge Gadamer umuligt. I stedet opnår man forståelse ved at være åben og modtagende og så er forståelsen noget ”der overgår eller sker med én”.
