Goethes farvelære: Forskelle mellem versioner

Goethe fandt tre måder som farver viser sig på, tre slags farver: fysiologiske, fysiske og kemiske farver.

 

De fysiologiske farver er de mest flygtige af farvene. Det er de farvevirkningene som opstår spontant i [[øje]]t og som bliver afbilledet på [[nethinde]]n som reaktion på det man har set. Disse farver kaldes også et [[efterbillede]]. Øjet er et skabende organ, det producerer selv lys og farver. Det er kun fordi øjet selv kan skabe farven at verden viser sig i farver for os.

 

Fysiske farver er “lysfarver” som opstår når lyset møder en farveløs genstand, for eksempel prismet, eller atmosfæriske tilstande som [[dis]], [[tåge]] og [[regn]]. Fysiske farver er uhåndgribelige som farvene i [[regnbue]]n og prismet.

For at en fysisk farve skal opstå, kræves der altså tre ting: lyset, mørket og et medium som forbinder dem.

Lyset fra solen, er blændende og farveløst. Men så snart lyset går gennem et mere eller mindre uklart medium, ser vi den gule farve. Hvis graden af uklarhet i mediet øges antager det en gulrød farve som højnes til rubinrød. Ser vi derimod mørket gennem et uklart medium, som samtidigt er illuminert af et indfaldende lys, ser vi blåt. Bliver mediet mere gennemskinneligt, toner farven gradvis over i violet. Det kalder Goethe for farvelærens urfænomen: en lys baggrund set gennem et uklart medium, bliver gul med tendens mod gulrødt. En mørk baggrund, set gennem et oplyst, uklart medium, bliver blå med tendens mod violet. Lys som forandres af mørke, giver varme farver. Mørke som forandres af lys, giver kolde farver.

De kemiske farver er de mindst flygtige - eller mest bestandige - af farvene. De findes i dyre-, plante- og mineralriget og er bundne til selve stoffet. De kemiske farver er ikke afhængige af andre forhold end lysets tilstedeværelse og materialets kemiske sammensætning. Alle farver som knytter sig til en genstands stoflighed og kan iagttages under [[mikroskop]] som synlig [[farvepigment]] er kemiske farver.