Romersk kultur: Forskelle mellem versioner

'''Antik romersk tankegang'''

 

 

 

Når man går rundt i Rom, kommer man tit til at reflekterer over alle de rester fra antikken, som man ser mange steder. Det kan være resterne af en skulptur, noget af en søjlestump eller ligefrem en søjle indbygget i et hus. Det ser man jo mange steder – ikke mindst på Campo di Marzio.

 

Imperium Romanum bestod jo af omkring 2000 forskellige bystater med betydelige grader af selvstyre.

 

 

På et meget afgørende punkt var deres livsopfattelse helt radikalt forskellig fra vores.

Men selvfølgelig ændredes den kulturelle konstruktion kun langsomt, og der skulle da også gå adskillige århundreder, før det kristne syndsbegreb havde gennemsyret kultu-ren og bevidstgjort høj og lav i samfundene, om hvad der var godt, og hvad der var ondt.

 

Selv om antikkens romere altså ikke havde et syndsbegreb, betød det imidlertid ikke, at det romerske samfund var uden moral og normer.

Romernes moral var mere en række leveregler, der var stærkt knyttet til traditionen, sædvanen, fædrenes skikke, som under ét betegnes som mos maiorum, og til en række dyder, som blev sat højt, og som unge romere blev opdraget efter som f.eks. mod og tapperhed, respekten for guderne, respekten for forældrene og ikke mindst retfærdig-hed, justitia.

 

Netop dette begreb justitia er et nøglebegreb, når det gælder romersk tankegang og samtidig noget, der viser, hvor forskellig den var fra vores.

For romerne var retfærdighed ikke noget absolut begreb som hos os.

Romerne var altså et stærkt konservativt folk, hvor det var helt afgørende at fastholde de gamle strukturer. En moderne udviklingstanke lå dem meget fjernt.

 

Noget andet, der er helt centralt og indbegrebet af romerske tankegang, er dignitasbegrebet.

 

Det var det, der skete, da brødrene Gracchus prøvede at tiltvinge sig for stor magt, og det var det, der skete, da Cæsar blev fældet den 15. marts 44 f. Kr.

 

Dignitastankegangen er nøje knyttet til det romerske klientsamfund, der specielt spillede en uhyre rolle i republikkens tid og var et væsentligt led i den kulturelle konstruktion.

 

Klientsystemet hviler i princippet på frivillige aftaler mellem to parter om at varetage hinandens interesser.

 

På denne måde skete der en sammenkædning af politiske, sociale og moralske relationer.

 

Set i relation til klientsystemet er det f.eks. meget sandsynligt, at Tiberius Gracchus blev myrdet på selveste Capitol af en gruppe senatorer, der endda var under ledelse af pontifex maximus, fordi de frygtede, at han med sin politik ville kunne tilrane sig så store klientskare, at der ikke ville blive plads til andre, og at ingen ville kunne modstå ham ved valg og på folkeforsamlingen. Derfor skulle han væk. Og på lignende vis gik det hans endnu mere radikale lillebroder Gaius Gracchus ti år efter. Han nåede dog selv at begå selvmord i Furrinas lund på den højre Tiberbred, mens omkring 3000 af hans tilhængere blev massakreret.

 

 

Der er heller ingen tvivl om, at klientsystemet spillede en betydelig rolle under de voldsomme politiske spændinger og borgerkrige, der til sidst førte til republikkens fald.

Resultatet blev den romerske republiks reelle undergang.

 

 

Imidlertid er der næppe tvivl, at klientsystemet skabte en sammenhængskraft i det romerske samfund og gav det et meget stabilt præg. Måske er det da også i dette system, vi skal søge årsagen til, at det romerske samfund med dets enorme forskelle mellem rig og fattig kunne bestå i ca. 1200 år uden at blive gennemrystet af vold-somme revolutioner. Romerriget blev gang på gang rystet af slaveoprør, men bredere sociale rejsninger, hører man ikke om.

 

Mens der med patron-klient systemet var tale om over-underordningsforhold mellem den rige patron og den økonomisk svagere stillede klient, eksistere der også i Rom det såkaldte amicitia, der betyder et venskab mellem ligeværdige partnere.