Kejserkulten i Romerriget: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
→‎Litteratur: korrekt ISBN fra worldcat.org
m link
Linje 32:
Efter [[Hadrian]] var kejserens magt blevet så konsolideret og enevældig at hans efterfølgere kunne erklære sig guddommelige, også i deres egen levetid; fra [[Diocletian]] bliver styreformen kaldt [[Dominatet]]. Kejserkulten blev i sammen periode en meget integreret del af statskulten, og den blev derfor også et vigtigt instrument, i form af en loyalitets test, i forfølgelsen af ikke anerkendte religioner, som bl.a. de [[Urkristendommen|kristne]]. Det blev forventet at [[Romersk borger|romerske borgere]] udførte regelmæssige ofringer til kejserens [[genius]] eller ånd, og i den forbindelse modtog man et certifikat om at de havde vist den fornødne loyalitet mod staten og kejseren. Mage kristne anså naturligvis dette for at være afgudsdyrkelse, og nægtede derfor at ofre og blev dømt.
 
Kejserkulten blev afskaffet da [[Konstantin den Store]] kom til magten, [[kristendommen]] stod under hans beskyttelse, og så store af befolkningen var nu blevet kristne, at en fortsættelse af den obligatoriske dyrkelse af kejseren ville føre til uroligheder. Fra nu af hentede kejseren sin religiøse [[legitimitet]] gennem sin position indenfor kristendommen, ofte i konkurrence med kirkens gejstlige ledere.
 
==Se også==