Antinomi: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Loveless (diskussion | bidrag) m robot Tilføjer: ja:二律背反 |
No edit summary |
||
Linje 1:
En antinomi er to udsagn der begge er logisk gyldige, men som samtidig modsiger hinanden. Med andre ord, to modsatrettede påstande, der kan hævdes med lige god ret.
De var af stor vigtighed for filosoffen [[Immanuel Kant]]. Han beskrev 4 antinomier i hans ''Kritik af den rene fornuft''.
==Antinominerne==
===Antinomi om tiden===
'''Tese:''' Verden har en begyndelse i [[tid]].<br />
'''Antitese:''' Verden har ingen begyndelse i [[tid]]. Tiden er altså uendelig.<br />
'''Bevis til tesen:''' Hvis såfremt at tidsrækken ikke har en begyndelse, og at den er uendelig, da måtte den have gennemgået et uendeligt antal øjeblikke i tidsrækken, hvis dette 'nu' skulle være nået. Der er altså op til ethvert tidspunkt forløbet en evighed, og en uendelig række af øjeblikke har fulgt efter hinanden. Da det er umuligt at gennemgå en uendelighed, ville dette 'nu' aldrig kunne være blevet nået, hvis tidsrækken er [[uendelig]]. En endelig tidsrække er simpelthen en forudsætning for nuets eksistens. Og vi ved, at dette nu eksisterer (da vi er i det), så derfor er der nødt til at have været en endelig række af øjeblikke før dette nu. <br />
'''Bevis til antitesen:''' Hvis verden har en begyndelse, må tiden engang have været begyndt. Det vil sige, at der før tiden begyndte må have eksisteret noget der har skabt tiden. Men dette er ikke muligt, da en tings opståen ikke er mulig, hvis tid ikke forekommer. Hvis der ingen tid forekommer, kan heller ikke tiden selv skabes, og derfor er det umuligt, at tidsrækken er endelig.
===Antinomi om den fri vilje===
'''Tese:''' Summen af [[fænomen]]er verden kan ikke udledes af den kausalitet alene, der reguleres af naturens love. Derfor er det nødvendigt at antage, at der må findes en anden [[kausalitet]] - en ekstra [[kausalitet]] - der er bestemt ved friheden til at forklare disse [[fænomen]]er.<br />
'''Antitesen:''' Alt sker i forhold til naturens love, og bliver reguleret af disse, hvorfor der ikke findes nogen [[fri vilje]].<br />
'''Bevis til tesen:''' Hvis enhver eksisterende [[kausalitet]] sker ifølge naturens love, og blive reguleret i forhold til disse, da vil enhver virkning være en følge af en årsag, men årsagen selv må også have en årsag, og derved selv være virkning af en forudgående årsag, og således fortsætter det i det uendelige. Alt sker således udelukkende i forhold til en underordnet begyndelse, men aldrig en første begyndelse. Dette kan dog ikke blive ved, da rækken aldrig vil være fuldstændig, hvilket er grunden til, at man må antage en anden form for kausalitet, før denne tække af årsager og virkninger kan give mening. Denne [[kausalitet]] man må antage må altså, være en kausalitet der er årsag til at noget finder sted, en årsag til en virkning, men som ikke selv er en virkning af en forudgående årsag. Vi er altså nødt til at antage en [[transcendental]] frihed.<br />
'''Bevis til antitesen:''' Hvis der fandtes en transcendental frihed, der var den første årsag til alle efterfølgende årsager og virkninger, da ville det være en spontan begyndelse af en række, hvilket er ganske uforklarligt og ulogisk. Men enhver påbegyndelse af en handling forudsætter dog en tilstand, der rummer en årsag, som endnu ikke er blevet til handling. Ideen om den [[transcendental]]e [[frihed]] er med andre ord i modstrid med [[årsagsloven]], som var den lov der brugtes til at bevise den i begyndelsen, da en dynamisk påbegyndelse af en handling forudsætter en tilstand, der ikke har nogen kausal sammenhæng med en forudgående tilstand. Når vi skal søge sammenhæng i verden, er der således ikke andet end naturens love.<br />
==Se også==
*[[Immanuel Kant]]
*[[Paradoks]]
{{stub}}
[[kategori:logik]]
| |||