Forskel mellem versioner af "Skisma"

9 bytes fjernet ,  for 11 år siden
m
skabelonfix
(→‎Se også: +link,linkret)
m (skabelonfix)
 
====Gnosticisme====
{{Uddybende3Uddybende|Gnosticisme}}
Gnosticisme kommer af det græske ''gnōsis'' som betyder "erkendelse", og bevægelsen stammer helt tilbage til det 1. århundrede, måske endda før Kristi fødsel. Der er mange forskellige afarter af gnosticisme men generelt omhandler det en streng [[dualisme]] mellem det guddommelige og perfekte på den ene side og det verdslige og korrupte på den anden. Verden er ifølge gnosticismen ikke skabt af Gud, men af en ond gud, kaldet for [[demiurgen]]. Mennesket er ved et fald havnet i denne onde verden, men har i sig et guddommeligt lys, som de ved øvelser kan opdyrke og dermed stige op til den gode Gud. Disse øvelser kan være af forskellig art, men er ofte en filosoferen over religiøse tekster; [[Thomas-evangeliet|Thomasevangeliet]] og [[Judasevangeliet]] har formentlig været nogle af dem. Disse tekster er ofte af mystisk art og omhandler ofte en distancering fra verden og dens ondskab.
For de kristne gnostikere var Jesus ikke inkarnationen af Gud, men nærmere en særlig viis mand, der endte sit liv ved at hans jordiske krop døde, mens hans sjæl steg op til Gud. Denne fornægtelse af Jesus som guddommelig var også det der gjorde, at gnostiske sekter blev ihærdigt forfulgt af den tidlige kristne kirke.
 
=====Mandæisme=====
{{Uddybende3Uddybende|Mandæisme}}
Den eneste form for gnosticisme, der stadig har aktive praktiserende, kaldes mandæisme. Mandæisme er ikke en kristen retning, da de anser Jesus som en falsk profet. ”Manda” betyder (som ”gnosis”) ”viden” på den form for [[aramæisk]], der tales af tilhængerne af mandæismen. Mandæerne anser flere af de klassiske [[profet]]er (bl.a. [[Moses]], [[Jesus]] og [[Mohammed]]) for falske profeter, men anerkender til gengæld andre som [[Noah]] og [[Abraham]]. Den vigtigste af mandæismens lærere er dog [[Johannes Døberen]], som tillige er ophavsmand til et af deres helligskrifter, '''Sidra ḏ-iahia''', hvori bl.a. indgår en længere diskussion mellem Johannes og Jesus. Der findes ingen præcise optegnelser af hvor mange mandæere der er, det antages et sted mellem 50.000 og 70.000. De lever hovedsagelig i grænselandet mellem [[Irak]] og [[Iran]].
 
====Donatister====
{{Uddybende3Uddybende|Donatisme}}
Under [[Diocletian]]s og [[Gratian]]s voldsomme forfølgelser (303-305) valgte en del menige kristne og kristne biskopper livet frem for martyriet. Ved forfølgelsernes ophør tilgav den katolske kirke de frafaldne og lod dem tilbage i folden. Ledet af [[Donatisme|Donatus]] nægtede donatisterne denne forsoning og anså de en gang frafaldne som evigt fortabte. Donatisterne anså ikke dåb eller kirkelige handlinger udført af frafaldne eller moralsk korrupte præster som legitim. Donatisterne var hovedsagligt en retning i Nordafrika og blomstrede i det 4. og 5. århundrede og forsvandt først helt efter arabernes invasion af Nordafrika i det 7. århundrede.
 
 
====Nestorianere / Assyriske kirke====
{{Uddybende3Uddybende|Østens Assyriske Kirke}}
Nestorianismen er troen på Jesus som to på en gang forskellige og klart adskilte personer; en helt igennem menneskelig og en anden helt igennem guddommelig. Retningen blev til under inspiration fra nyplatonismen og en forkastelse af det perfekte guddommelige og spirituelle kunne forenes med det uperfekte, korrupte verdslige og kropslige. [[Nestorius]] (d. [[451]]) var en Syrisk munk der blev patriark af [[Konstantinopel]], den på det tidspunkt vigtigste kirkelige post. Et [[synode]] i [[Efesos]] år 432 blev indkaldt til at løse dette spørgsmål og konkluderede at nestorianismen var uforenelig med korrekt kristen lære. [[Nestorius]] blev afsat som patriark og fordrevet, først til Antiokia, så til Arabien og tilslut til Ægypten. Nestorianismen blev slukket inden for imperiet, men blomstrede for en tid i Persien og så langt væk som Kina, Indien, Mongoliet og Korea.
 
 
====Monofysitisme====
{{Uddybende3Uddybende|Monofysitisme}}
Monofysitismen er en reaktion på Nestorianismen hvori Jesus Kristus kun var én person, og denne guddommelige – der var intet menneskeligt element i Jesus Kristus. Et [[synode]] i [[Chalcedon]] år [[451]] blev indkaldt for at prøve at forene monofysitismen med katolicismen – men forgæves. Det har været fremført at de kristne maronitter på et tidspunkt har bekendt sig til monofysitismen, dette benægtes dog af maronitterne selv. Derudover fik monofysitismen aldrig den store tilhængerskare og fordømtes som [[kætteri]] i år [[681]].
 
 
====Pelagianisme====
{{Uddybende3Uddybende|Pelagianisme}}
Pelagianisme er troen på, at mennesket kan opnå et syndfrit liv og Guds frelse alene gennem gode handlinger og brugen af den [[frie vilje]], og at Guds kærlighed er en hjælp men ikke en absolut nødvendighed. Det er benægtelsen af dogmet om [[arvesynden]]. Pelagianisme prædiker, at [[Jesus|Jesu]] rolle er begrænset til at være et godt eksempel som modvægt til [[Adam]]s dårlige. Pelagius var en [[munk]], der levede i Rom i det 5. århundrede. Pelagianisme blev modarbejdet af [[Augustin]], fordømt af [[pave]] [[Innocent I]] i år [[417]] og dømt kættersk ved synoden i [[Efesos]] år 432.
 
 
====Arianismen====
{{Uddybende3Uddybende|Arianisme}}
[[Arius]] var en kristen præst i [[Alexandria]] i begyndelsen af det [[4. århundrede]]. Arius mente, at Gud havde skabt Jesus Kristus ud fra ingenting som sin første og største skabning. Efter Gud havde skabt Jesus, skabte Gud verden og alle skabningerne i den. Men eftersom Jesus var en skabning forskellig fra og dermed underlegen, Gud, så frasagde Arius sig dermed det centrale dogme om treenigheden, hvori Gud og Kristus (og Helligånden) er ét og af samme væsen. I år [[325]] indkaldte [[Konstantin den Store]] til [[synode]] i [[Nikæa]] (nuværende: Iznik) til at debattere Arius' opfattelse, hvor konklusionen fra synoden blev en erklæring om hans lære som kætteri, hvorefter Arius blev forvist til [[Illyrikum]].
 
 
==== Det store skisma / Øst-vest-skismaet ====
{{Uddybende3Uddybende|Det store skisma 1054}}
Bruddet i 1054, hvor pave [[Leo IX]] og patriarken [[Mikael I]] [[ekskommunikere]]de hinanden og samtidigt dermed i praksis adskilte kirken i den [[Romersk-katolske kirke|vestlige katolske]] og den [[Østkirken|østlige ortodokse]], var kulminationen på en århundredgammel strid. Hovedsageligt omhandlede bruddet et spørgsmål om [[jurisdiktion]] og hvem, der var den højeste autoritet inden for kirken, hvor den østlige ortodokse kirke ikke accepterede læren om pavens ufejlbarhed, og den vestlige katolske kirke ikke accepterede [[Patriark (titel)patriark]]en i Konstantinopel som universel patriark, såvel som om hvem der havde jurisdiktion over nogle områder på Balkan. Derudover var der nogle uoverensstemmelser om, hvordan [[nadver]]en skulle foregå, hvor den vestlige kirke brugte brød bagt uden gær, og den østlige kirke dyppede brødet i vinen.
 
 
====Reformationen====
{{Uddybende3Uddybende|Reformationen}}
Ved reformationen i det 16. århundrede deltes den vestlige kirke yderligere i en [[Katolicisme|katolsk]] og [[Protestantisme|protestantisk]] retning samt en [[Den anglikanske kirke|anglikansk]], der nærmest indtager en midterposition mellem de to. Forud for reformationen var gået flere hundrede år med spændinger. Baggrunden for den lutherske reformation, som siges at begynde i [[1517]], da [[Martin Luther]] sømmede sine 95 teser op på kirkeporten i [[Wittenberg]], var bl.a. en stor utilfredshed med det udbredte salg af [[afladsbrev]]e ([[afladshandel]]).
41.224

redigeringer