Edouard Romeo Vargas-Bedemar: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
m rettelser 1-del - 2 'del forsvandt |
rettelser 2' del |
||
Linje 1:
[[Bruger:Svend Erik Georg Larsen|Svend Erik Georg Larsen]] 28. maj 2008, 14:53 (CEST)[[Bruger:Svend Erik Georg Larsen|Svend Erik Georg Larsen]] 28. maj 2008, 11:18 (CEST){{wikify}}
'''Edouard Vargas Bedemar''' blev født i [[Magdeburg]] d. [[5. juli]] 1768. Som søn af Hofraad Christopher Ernst Groosse og Dorthea Elisabeth Amalie, f. Schröder var hans fødenavn Carl Friederich August Grosse.
Linje 17:
I årene 1793-1800 skrev Vargas som forfatter samtidigt et stort antal bøger, både skønlitterære såvel som videnskabelige værker, og dette i forbindelse med tidligere udkomne bøger, skaffede ham mange ærestitler og stor berømmelse.
I Siena traf Vargas mange af de lærde, og i 1798 var han medstifter af Accademia Italiena og senere tillige præsident. Dog ikke uden visse uvederhæftigheder af Vargas vedr. tidligere påståede forbindelser med andre akademier. Men en titel som vel nok var medvirkende til hans senere karriere i Danmark.
----hertil▼
Da krigen i 1798 kom til Siena, blev Vargas som anerkendelse for sin klogskab udnævt til østrigsk Oberstløjtnant, og deltog efter eget udsagn i flere krigshandlinger. Men Vargas forlod snart Siena, for ved en dronning og en grevindes bevægelige hjerter , at opnå en stilling i Napoli som Artillerikaptajn.
▲Men i Napoli mødte han en tidligere dansk gesandt, Baron Herman Schubart, og begge nærede åbenbart stor interesse for hinanden. Ganske vist var Schubart ikke mere ”baron” end Vargas var ”greve”, og Vargas forsøgte her gennem sin ”nyopfundne fætter” Hertug Vargas Machuca, at få sit ”adelspatent” bekræftet, og ”fætteren” godkendte da også gerne, ved gode ord og smiger, et "familieskab". Samtidigt opstod endda et venskab mellem hertugen og Vargas, et forhold som senere styrkede Vargas omdømme som ”greve og Malteserridder”.
Fra 1805 til 1808 opholdt Vargas sig på Sardinien, hvor han gennem Schubart opnåede forbindelse med den danske konsul Navoni. Denne satte Vargas i forbindelse til personer med officiel magt og indflydelse, og allerede efter godt et halvt år erhvervede Vargas koncession på øens minedrift. Økonomisk kunne minedriften dog ikke bære, men Vargas opnåede her sin egentlige viden om mineraler og om almindelig minedrift.
På Sardinien blev Vargas tillige medstifter af og senere præsident for Accademi Italiana, men politiske stridigheder m.m. førte til, at han måtte opgive sin position, da Vargas mange fjender søgte at få ham arresteret for magtmisbrug m.m.. Efterhånden fandt han derfor jorden brænde under sine fødder, og Herman Schubart forsøgte derfor med venner, at hjælpe Vargas, så denne kunne komme til Danmark. Dette lykkedes da også, og i året 1809 ankommer Vargas til København. Her opnåede han hjælp og støtte gennem greverne C.D. Reventlow og E Schimmelmann , og på Amalienborg mødte han Frederik VI, og stiftede tillige bekendtskab med Prins Christian. Dette medførte en bevilling til en Norgesrejse, med et mineralogisk og økonomisk formål.
| |||