Otte Knudsen Rud: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
kat og katfix |
→Biografi fra DBL:: Otto -> Otte |
||
Linje 5:
Otte Rud var søn af Knud Rud (død 1554).
Otte Rud fik sin første undervisning i [[Sorø Akademi|Sorø Kloster]], tjente derefter grev Just af Mansfeld som lille dreng og kom så til greven af Schwarzburg, der i hans 18. år gav ham ret til at bære våben, hvorefter han deltog i biskoppen af ministers krig mod Gjendøberne. Ved denne tid i 1539 havde han det uheld at blive sat fast i [[Hamborg]], for at begå drab, men da kong [[Christian 3.]] gik i forbøn for ham, kom han fri igen. I alt fald var han snart efter i saksisk tjeneste og deltog først som rytter, siden som landsknægt i krigen mod Brunsvig frem til 1543, hvor han så drog hjem til sit fødeland. Her tog han straks tjeneste blandt Hofsinderne og var i det store følge, der i 1548 ledsagede frøken Anna til Meissen. Året efter fik han sin første forlening, Dragsholm, og giftede sig samtidig med den i saarige Pernille Oxe, søster til den senere så berømte statsmand [[Peder Oxe]]; i dette ægteskab blev han far til fem sønner og tre døtre. I 1551 blev han forflyttet fra Dragsholm til Gulland, men her gav hans lensstyrelse snart anledning til en række klager, navnlig fra [[Visby]] borgere, der mente, at slottets tjenere gjorde indgreb i deres borgerlige næring. Kongen gav for så vidt klagerne medhold, som han i 1555 udfærdigede nye privilegier for borgerne, og da klagerne vedblev, men nu over, at Otte Rud ikke overholdt disse privilegier, mistede han i 1557 lenet efter et par skarpe påmindelser. Selv efter den tid forfulgtes han med processer af enkelte af øens beboer, men ligesom disse processer ikke faldt ud til hans skade, da den menige almue gav ham på øens landsting det bedste vidnesbyrd som lensmand. Han opnåede da også snart anden forlening, nemlig 1559-62 Odensegård, 1562 [[Korsør]] og 1565 Ranes gods i Kalø Len. Selv besad han, foruden sin fædrenearv Møgelkjær, Sæbygaard i [[Vendsyssel]], som han i 1560 havde tilbyttet sig fra kronen.
Da krigen med [[Sverige]] udbrød i 1563, blev der naturligvis særlig brug for en fra ungdommen, så den krigserfaren mand som Otte Rud blev i september sendt op til Elfsborg som kommissær hos Daniel Rantzau, og i november udmærkede han sig for kongens øjne i kampen ved Mared ved Halmstad, - og så blev det dog til søs, at han gjorde sit navn udødeligt. Allerede under opholdet i [[Halmstad]] beskikkede kongen ham til chef for [[orlogsskib]]et «Byens Løve», og næste forår fulgte han med dette skib [[Herluf Trolle]]s flåde. I to dages slaget 30.-31. maj i farvandet mellem Gulland og Øland udmærkede han sig i høj grad, i det han og [[Jørgen Brahe]] den første dag tappert bistod Herluf Trolles skib i den ulige kamp med det store svenske admiralskib «Mars», kaldet «Makalos», og syv andre skibe, og dagen derpå var det
Med admiralens flag vajende på «Jægermesteren» forlod den forenede dansk-lybske flåde den 2. juli København, og fem dage efter traf den svenske flåde under Clas Christersson Horn i farvandet mellem Nydyb og Bornholm, hvor det blodigste søslag i hele denne krig blev udkæmpet. Skønt der i den svenske flåde var 13 skibe mere end ved de forenede flåder, angreb Otte Rud den dog uden betænkning om morgenen. Otte Rud søgte det svenske Admiralskib «St. Erik», der understøttedes af to-tre svenske skibe, mens Otte Rud fik undsætning af sin bror på «Jomfruen». Under den voldsomme ild fra begge af brødrenes skibe faldt den største del af besætningen på «St. Erik» og «Forgylda Lejonet», mens et tredje svensk skib, «Gripen», blev skudt i sænk, men andre svenske skibe kom til, og da vinden bar fra «Lejonet», som var kommet i brand, hen på «Jomfruen», der også antændtes, måtte Erik Rud med besvær drage sit skib ud af kampen, da kun 1/10 af besætningen var kampdygtig. Imidlertid rasede kampen stadigt omkring «Jægermesteren», der nu havde hele den svenske flåde om sig. Forgæves sendte Otte Rud bud efter sine skibschefer om at komme til undsætning, - dels skortede det dem på evne, i det det brændende «Lejonet» til dels havde isoleret det danske admiralskib, dels skortede det på god vilje. Kun to danske skibe og to lybske søgte at undsætte deres admiral, men uden held, og efter det heltemodige forsvar var Otte Rud nødtvunget, selv såret, til ved solnedgang at overgive sit synkefærdige skib og de tiloversblevne 100 mand af de i alt 1050, der udgjorde den oprindelige besætning, til sin ikke mindre tapre fjende mod løfte om ærefuldt fængsel, et løfte, der ikke blev holdt. Fangerne blev nemlig ført til [[Stockholm]], hvor de blev lænkede sammen to og to, og måtte gå i det triumftog kong Erik lod anstille. Otte Rud blev desuden ført til Skara og fremstillet for kong Erik, der overfusede ham med grove ord for hans hårdnakkede forsvar, og da Otte Rud frejdig svarede igen, hindrede kun Glas Ghristerssons mellemkomst den forbitrede konge i at støde den lænkede og værgeløse fange ned.
|