Panserværnsvåben: Forskelle mellem versioner

 

[[2. Verdenskrig]] medførte en voldsom udvikling i panserværnsvåbnene. Panserværnskanonerne voksede i kaliber og blev dermed større og tungere og vanskeligere at skjule og manøvrere. England og USA endte krigen med en blanding af 57mm og 76mm kanoner mens man i Tyskland hurtigt gik over til 75mm kanoner som standard, suppleret af tunge 88mm kanoner. I USSR holdt man fast ved 45mm kanonerne suppleret med 57mm kanoner som det egentlige panserværn, men samtidig gjorde man udstrakt brug af 76mm feltkanoner som panserværnsvåben, henimod krigens slutning suppleret med enkelte tunge 100mm panserværnskanoner.

Panserværnsgeværet var udbredt i krigens start men blev snart anset for en ineffektiv anakronisme og forladt af de fleste hære i løbet af krigens første år. Undtagelsen var USSR, hvor man i begyndelsen af krigen udviklede et simpelt 14,5mm panserværnsgevær som fandt udstrakt brug fra ca. 1942 til krigens slutning.

I andre hære erstattede man panserværngsgeværet med forskellige former for raketstyr og granatkastere baseret på hulladningsprincippet. Fra USA kom i 1942 den kendte [[Bazooka]] som affyrede en 60mm raket. Bazookaen blev videreudviklet i Tyskland og indført som [[Panzerschreck]] i 1943 med en 88mm raket. Her supplerede den granatkastere af typen [[Panzerfaust]] hvis kaliber varierede mellem 33mm og 140mm. I England gik man egne veje med granatkasteren [[PIAT]] (''Projector, Infantry, Anti Tank'') som via et noget Storm P'sk system affyrede en 89mm hulladningsgranat. PIAT kunne affyres fra et hus da det ikke udsendte flammer.