|
[[pl:Mszyce]]
[[pt:Afídio]]
Rosenbladlus
Macrosiphum rosae, Myzaphis rosarum, m.fl.
Bladlus på roser optræder i kolonier på unge blade, men de samler sig især på knopper og på stængelen lige under knoppen. Angreb kan medføre misdannede blade og medføre svampebelægning på planten. Den store rosenbladlus, Macrosiphum rosae, er en relativ stor grøn, gulliggrøn eller blegrød bladlus, der kendetegnes ved sine lange, mørke rygrør.
Bladlus tilhører de såkaldte næbmunde og er beslægtet med cikader, bladlopper og tæger. Denne gruppe har såkaldt ufuldstændig forvandling, hvilket vil sige, at larverne (nymferne) ligner de voksne individer, men er mindre. Derfor ses både store og små bladlus sammen, ligesom man kan finde hvidgrå larvehuder, der er afskudt efterhånden, som de små bladlus udvikles. Hunnerne kan formere sig uden befrugtning og på kort tid give masseforekomst.
Bladlus
Bladlus på en rosenknop. Foto: Karna Maj
Niche i naturen
I Danmark findes flere hundrede arter af bladlus. Mange er specialiserede, mens andre (polyfage arter) trives på forskellige værtsplanter, hvor de suger af plantesaften med deres sugesnabler.
Livscyklus
Bladlus varierer fra 1- 5 mm i størrelsen. Stor rosenbladlus hører til de såkaldt holocykliske bladlus, der ud over at formere sig ved jomfrufødsel også har kønnet formering. Ikke alle generationer består således af hunner. Sidst på sommeren eller om efteråret opstår hanner, og efter parring lægger hunnerne æg, der overvintrer på rosenplanten. De fleste generationer sommeren igennem består dog af hunner, der formerer sig uden befrugtning (partenogenese).
En bladlus, der er overvintret som æg, kan dermed fungere som stammoder for et endog meget stort antal hunner, der er genetisk identiske med hende. Allerede ved fødslen indeholder de små bladlus fostre, og da udviklingstiden er meget kort, sker der under gunstige vejrforhold i varmt og tørt vejr hurtigt en voldsom opformering.
I store kolonier, hvor bladlusene sidder meget tæt kan der udvikles vinger hos afkommet. Selv om en enkelt bladlus ikke selv kan forsvare sig overfor fjender, udskiller de ved angreb en dråbe advarselsduft (alarmferomon) der sætter andre bladlus i nærheden i stand til at flygte og sikre bestandens overlevelse. Bladlus har en meget vigtig placering i naturens fødekæde.
Bladlus
Et massivt angreb på en rosenknop, men som regel vil nyttedyr have ædt bladlusene, inden rosen springer ud. Foto: Karna Maj
Bladlus udskiller honningdug, som er lusenes sukkerholdigt afføring, der kan tiltrække myrer, som soignerer og beskytter bladlusene mod fjender, så de kan opretholde adgangen til sukkerstoffet. Mange rovinsekter og mejser efterstræber bladlus. Bedst kendt er nok mariehønsene, hvis larver kan æde store mængder bladlus. Af og til ses opsvulmede kugleformede bladlus, der er parasiteret af snyltehvepse og døde. Snyltehvepse, sygdomme og andre parasitter kan nogle gange selv genoprette balancen på angrebne planter.
Skadebillede
Bladlus sidder typisk i kolonier på friske skud, stængler og blomsterknopper, hvor de suger saft med deres sugesnabel og ødelægger plantevævet, så der kan fremkomme misdannelser i form af skæve, misdannede skud og blomster. Planten fedtes hurtigt ind af bladlusenes sukkerholdige afføring (honningdug), og derved kan der opstå sorte svampebelægninger på planten.
Forekomst
Flere bladlusarter angriber rose, blandt andet den store rosenbladlus Macrosiphum rosae. Denne art har rose som primærvært, hvilket vil sige, at det er her de overvintrende, befrugtede æg lægges og udvikles. Blåhat, Knautia arvensis fungerer dog også som sekundær vært for de generationer, der fremkommer ved jomfrufødsel i sommerens løb. Arten Myzaphis rosarum udvikler sig først og fremmest på rose og er snævert knyttet denne planteslægt.
Rose (rosa luciae, afghanistanrose, aleksandrinerrose, banksrose, bengalrose, bjergrose, blågrøn rose, bourbonrose, carolinarose, centifolierose, finsk rose, frankfurterrose, fransk rose, glansbladet rose, gul rose, honningrose, hugorose, hunderose, hvid rose, klatrerose, klitrose, kobberrose, mandarinrose, moskusrose, omeirose, roxburghrose, rynket rose, skinnende rose, spansk hybenrose, stivbladet rose, sumprose og Æblerose).
Forebyggende metoder
Selv sunde roser kan angribes af bladlus, men især planter, der er udsat for tørke, overvanding eller dårlige rodforhold er udsatte. Dårlig eller forkert placering af roser kan tilsvarende fremme angreb.
* Hold jorden omkring planterne løs, veldrænet og muldet. Jo bedre planten trives, jo mindre sårbar er den.
* Sørg for tilstrækkelig vanding og gødskning. Pas på med at overdrive. Overgødskning giver saften et højt indhold af aminosyrer, der tiltrækker og favoriserer bladlus.
* Opsæt rigeligt med mejsekasser i haven.
* Tjek skud og knopper regelmæssigt for bladlus og fjern disse.
* Plant jorddække under planterne, så nyttedyr har gode skjulesteder. Værn om mariehønselarver.
Mariehønelarve
Mariehønens larve æder masser af bladlus. Foto: Karna Maj
Metoder når planten er angrebet
Hvis man følger udviklingen, kan man se et bladluseangreb langt de fleste gang bliver ædt op på en uges tid af diverse nyttedyr og deres afkom. Derfor kan man vælge at lade naturen gå sin gang. Det kræver dog, at haven er dyrket miljøvenlig, så der er de nødvendige nyttedyr til stede. Læs mere om, hvordan man får mange nyttedyr i sin have i artikelen: Mangfoldighed i stedet for gift
Hvis man ønsker at beskytte sine roser mod de sugende insekter optimalt, kan man bekæmpe dem med disse miljøvenlige metoder:
* Fjern og knus bladlusene mellem fingrene.
* Knips let til planten, så bladlusene falder af. Især hvor der er god bunddække kan nytteinsekter æde nedfaldne bladlus.
* Spul angrebne skud og planter med en kold vandstråle.
* Ved svære angreb kan planterne sprøjtes med insektsæbe eller sæbevand. Sæben opløser det vokslag der findes på bladlusene, så de tørrer ud. Bemærk at insekstsæbe og sæbevand kun virker, mens det er fugtigt.
* Hvis der er myrer som beskytter bladlusene, kan myreboet findes og udryddes. Dette kan ske ved udgravning eller tilførsel af store mængder koldt vand.
| 