Tjernobylulykken: Forskelle mellem versioner

* Reaktoren har en faretruende høj positiv [[boblekoefficient]]; hvis der dannes dampbobler i det kølevand der cirkulerer i reaktoren, accelererer kerneprocesserne i atombrændslet, og reaktoren kan på den måde "løbe løbsk" hvis der ikke gribes ind i tide. Hvis reaktoren arbejde ved "lavt blus", var der ikke nogen faktorer der kunne gribe ind i denne løbske proces. At en reaktor er mere farlig når den kører på lav frem for fuld ydelse er ikke videre intuitivt, og Tjernobyl-personalet var ikke blevet informeret om denne fare.

*En mere alvorlig fejl ved reaktoren lå i de såkaldte [[Kontrolstang|kontrolstænger]]: Disse stænger findes i alle atomreaktorer, og bruges til at regulere reaktorens ydelse. Stængerne består normalt af et materiale der absorberer de [[neutron]]er der er vitale for kædereaktionerne i reaktoren, så ved at flytte kontrolstængerne lidt længere ind i eller ud af reaktoren, kan man regulere dens energiproduktion. Kontrolstængerne i Tjernobyls RBMK-reaktorer havde imidlertid et endestykke lavet af grafit; noget der stik imod kontrolstængernes formål '''accelererer''' kædeprocesserne: I de første få sekunder mens kontrolstængerne føres længere ind i reaktoren, ville processerne derinde modsat hensigten intensiveres. Dette var personalet heller ikke gjort opmærksomme på.

 

Ledelsen på Tjernobyl-værket var ikke specifikt uddannet i at drive et atomkraftværk; direktør V. P. Bryukhanov havde erfaring fra kulfyrede kraftværker, og chefingeniør Nikolai Fomin havde heller ikke arbejdet på andet end "konventionelle" kraftværker. Anatoliy Dyatlov, der var afdelingsingeniør for reaktor nr. 3 og 4, havde kun "nogen erfaring med små reaktorer", mere præcist små versioner af den [[VVER]]-reaktor der oprindelig var beregnet til brug i Sovjetunionens [[atomubåd]]e.

 

I et forsøg på at afskærme omgivelserne fra den radioaktive stråling i resterne af reaktoren, blev der i al hast opført den såkaldte sarkofag af stål og beton omkring den, oven i ruinerne af reaktorbygningen, og undertiden ved hjælp af fjernstyrede [[robotter]] — den stod færdig i [[december]] 1986. Den har aldrig været beregnet til at holde de 100.000 år det vil tage for radioaktiviteten at "klinge af".

 

To store bjælker der bærer taget, hviler i sig selv på den beskadigede vestlige væg af reaktorhallen. De værste huller i taget bliver repareret, men sarkofagen er langt fra vand- eller lufttæt. Alligevel kan den holde på en varm, fugtig luft, som eroderer materialerne i sarkofagen. Radioaktivt støv i luften derinde er også et voksende problem, som kun blev delvis afhjulpet med et luftfiltreringsanlæg man installerede i 2001.

I dag er det største sundhedsmæssige problem forurening af jorden med strontium-90 og cæsium-137, der har halveringstider omkring 30 år. De største koncentrationer findes i jordens overfladelag, hvorfra [[plante]]r, [[insekt]]er og [[svamp]]e optager dem og bringer dem ind i fødekæden. Nogle videnskabsfolk frygter at strålingen vil påvirke den lokale befolkning i talrige generationer fremover.

 

 

Bureaukratiet og hemmelighedskræmmeriet "døde" ikke helt sammen med Sovjetunionen. I Hviderusland blev videnskabsmanden [[Yuri Bandazhevsky]] kendt skyldig og dømt for [[bestikkelse]] efter han i [[1999]] udgav en rapport der var kritisk overfor den officielle undersøgelse af ulykken. Bl.a. har han rejst kritik af de officielle tal for ulykkens konsekvenser, og af den officielle strålingsgrænse på 1000 bequerel per kilogram.