|
}}
'''Danilo Di Luca''' (født d. 2. januar 1976) er en italiensk cykelrytter, der ligeer nufødt cykleri forsamme Teamgeneration L.P.Rsom -[[Ivan BrakesBasso]]. Han erhar kendtmange somfine denresultater kompromisløsei en dræberkarriere, der dogfor ogsåalvor hartog menneskeligefart sider.da Han kan nemlig godt fejle, gå ned, og tabehan etblev løbrytter på gulvetdet meddaværende etSaeco brag.hold, Maninden sigerhan omi ham,2005 atskiftede hantil er[[Liquigas manden der aldrig(cykelhold)|Team smilerLiquigas]].
I [[2005]] hentede han intet mindre end fantastiske resultater med sejre i [[Amstel Gold Race]], [[La Flèche Wallonne]] og 2 etapesejre i [[Giro d'Italia]], hvor han sluttede som nr. 4 efter vinderen [[Paolo Savoldelli]].
Danilo Di Luca er en mand, der i sandhed har været meget igennem, hvilket navnet på dette portræt af den lille italiener også vidner om. Lige fra han i 1998 blev optaget på det lille hold Riso Scotti, og frem til nu hvor han er vendt tilbage efter en tre måneders suspension, og dog holder han stadig fanen højt, og cykler videre. Han har indenfor cykelverdenen vundet et ry som en mand, der ikke er glad for sine sejre, aldrig smiler, og kun går iskoldt efter stålet. Dette er dog, i det store hele, en temmelig forkert antagelse.
Han vandt desuden den hvide [[UCI ProTour|ProTour]]-trøje, der står for, at han generelt gennem hele sæsonen kørte ypperligst.
Vi skal, som nævnt, tilbage til 1998 for at finde frem til Di Lucas spæde start som cykelrytter. Han startede på det italienske hold Riso Scotti, og var af samme generation som f. eks. Ivan Basso. Man kunne godt fornemme, at der var diamanter i disse rytteres ben. Derfor var der også fra starten af, store forventninger til Di Luca, der da også i sin første sæson som professionel vandt ”Giro d’Italia”. Godt nok var det ikke det store seniorløb hvor alle stjernerne cyklede mod hinanden, men i stedet U23-løbet, hvilket dog også var en større sejr i sig selv. Her slog Di Luca nemlig fast, at han var et talent, og at det ville være en god fremtidsinvestering at satse på netop ham, og gøre ham til en erfaren herre.
[[2006]] derimod, blev en alvorlig fiasko for Danilo Di Luca. Han kørte middelmådigt hele sæsonen igennem, og var 30 minutter bagud på sidste etape af [[Giro d'Italia]], som han ellers havde proklameret han ville vinde det år. Hans eneste sejr blev i [[Vuelta A España]], hvor han også fik sig et par dage i den gyldne førertrøje.
I 1999 skiftede Di Luca team for 2. gang i sit liv, til et andet italiensk hold. Denne gang skiftede han til Cantina Tollo-Alexia, men her skulle han dog også kun blive et enkelt år, inden han rykkede videre. I 1999 lykkedes det ham, at tage sin første professionelle sejr nogensinde, i løbet Giro d’Abruzzo, hvor han vandt den første etape, og samtidig tog førertrøjen. Denne førertrøje skulle han dog kun få lov at beholde indtil efter anden etape, hvor han måtte se sig tvunget til at give den videre. Denne sejr i d’Abruzzo løbet var den eneste sejr, Di Luca formåede at hente i 1999, men det var dog samtidig i en meget ung alder, hvorfor man ikke på det tidspunkt kunne være bekendt at forlange mere af en så ung rytter.
I år 2000 kom der straks mere kul på karrieren, og Di Luca, der efterhånden var ved at blive mere og mere erfaren, kunne føje en helt masse ekstra punkter til sin resultatliste efter årtusindeskiftet. Han lagde ud med at vinde et mindre løb, GP Industria & Artigianato di Larciano, der dog kun var et lille løb, men hurtigt kom der flere store sejre til. Blandt andet lykkedes det ham at vinde Trofeo Pantalica, og så sæsonens største sejr – en etape i Giro d’Italia. Og denne gang var naturligvis de professionelles løb, der var tale om. Han genvandt også første etape i Giro d’Abruzzo, men formåede samtidig at vinde en til senere i løbet. Det sidste store nævneværdige resultat fra år 2000 var i Vuelta Al País Vasco, hvor han også formåede at hente en sejr.
I år 2001 skulle der komme endnu mere kul på karrieren, da han vandt etaper i 3 store etapeløb, henholdsvis Giro d’Abruzzo (for tredje gang i hans karriere), Giro d’Italia og Setmana Catalana. Sæsonens absolutte største sejr, der samtidig gjorde Di Luca til en etableret stjerne i cykelverdenen lå dog sidst på sæsonen, da Danilo Di Luca satte alle de andre konkurrenter til vægs i Giro di Lombardia, og snuppede den største sejr i hans karriere nogensinde. Dette slog fast, at Danilo Di Luca var kommet for at blive, og han manglede nu blot at bevise, at han samtidig havde hvad der skulle til, for at blive på toppen.
Men det skulle vise sig, at blive et par yderst sorte år for Di Luca, efter hans knaldsæson i 2001. I 2002 skiftede han til et nyt hold, Saeco-Longoni Sport, hvor han blev én af de større kanoner på holdet, og havde forhåbninger om at vinde endnu mere. Han lagde ellers godt ud med at vinde en del småløb, men da det endelig kom til de større prøvelser, gik Di Luca enten ned, var skadet, syg eller andet, der forhindrede ham i at kunne køre på sit optimale (eller også var de andre konkurrenter bare klasser over ham på dagen). Det var ikke sådan, at han var absolut usynlig, idet han både formåede at hente etapesejre i Vuelta A España og Tirreno – Adriatico, men der var et stykke op til fordums storhed, på trods af at Di Luca i disse år var i sin måske bedste alder.
I 2003 formåede Di Luca at genvinde en etape i Tirreno – Adriatico, men for en rytter af Di Lucas kvaliteter var det en ringe sejrshøst. Udover sejren i det løb formåede han at hente 3 sejre i andre småløb, men alt i alt var det ikke noget, der passede til Di Lucas status, og man begyndte inden for cykelrækkerne at tvivle på, om Di Luca var ved at falde af på dem. Han lovede dog, at han ville vende stærkt tilbage i 2004, men 2004 blev om noget et dårligere år for ham, end 2003.
I 2004 blev det småt med sejre, og selvom han blandt andet vandt sig en fjerdeplads i Amstel Gold Race og en andenplads i La Fleche Wallone, var det en dopingskandale senere på året, der nær havde fået ham suspenderet. Det kom frem, at Di Lucas telefon var blevet overhørt, og han skulle angiveligt tit have ringet sammen med Eddy Mazzoleni for at snakke om nogle forskellige dopingprodukter, hvad der virkede bedst og alt det andet der kunne have noget med doping at gøre. Dog blev Di Luca frikendt i retten, og i 2005 skiftede han fra Saeco, til Liquigas, hvilket skulle vise sig at være et ualmindeligt klogt valg.
2005 blev det bedste år for Di Luca hidtil i hans karriere. Han lagde hårdt ud med at Vuelta Al País Vasco, hvilket var en stor sejr for ham, da han tidligere var blevet snydt for den, efter at have mistet førertrøjen til Andreas Klöden. Herefter fortsatte hans topform, og han tog nogle smukke sejre i Amstel Gold Race og La Fleche Wallone. I Líege – Bastogne – Líege havde han store forhåbninger om at gøre hvad landsmanden Rebellin havde gjort året forinden – vinde de tre ardennere på stribe. Dog kunne Di Luca ikke sidde med i afslutningen på netop det løb, og drømmen om triadesejren forblev en drøm.
Herefter skulle Di Luca agere hjælper (dog med muligheder for egne chancer) i Giro d’Italia, hvor han blandt andet kørte sammen med Dario Cioni og Franco Pellizotti. Han stormede Giroen, og vandt en sejr på 3. etape. Samtidig lykkedes det ham at holde førertrøjen et par dage, og han vandt også en anden etape, d. 5. etape. Resten af Giroen sad han med forrest i feltet, og da det endelig ramte Milano, kunne Di Luca køre stolt gennem gaderne, og var meget tilfreds med sin 4. plads. Selvom han ikke vandt mere resten af den sæson, kunne han godt være tilfreds, for han vandt samtidig den hvide UCI ProTour førertrøje, som bevis på, at han havde været den bedste sæsonen igennem.
Di Luca var genfødt – troede man. I 2006 var der meget høje forventninger til ham, og han proklamerede, at det år ville han vinde Giroen, og sætte alle konkurrenterne til vægs. Han fortsatte hos Liquigas, og lavede et specielt forårsprogram, der skulle køre ham i stilling inden Giro d’Italia, hvorfor han blandt andet ikke var til stede ved Amstel Gold Race og La Fleche Wallone. I Líege – Bastogne – Líege skulle han derfor for alvor vise, at formen var på plads, og at han ville være i stand til at true blandt andet Ivan Basso, der samtidig så ud til at være i en sand dræberform. Han kom ind på en 9. plads i det løb, hvilket tegnede nogenlunde. Dog blev Giro d’Italia 2006 den dårligste Giro for en favorit i mands minde, og han vandt ingen etaper, var på intet tidspunkt farlig, og sluttede over en halv time efter den helt store vinder, Ivan Basso.
Resten af sæsonen blev også yderst middelmådig. Mildest talt. Han kørte starten af Tour de France, men var tvunget til at udgå med en nyreinfektion, og da han dukkede op i Vuelta A España var der heller ikke store forventninger til ham. Dog formåede han at tage sæsonens første (og eneste) sejr, på 5. etape i Vueltaen. Han holdt også førertrøjen et par dage, men udgik senere i løbet. Ved VM gjorde han heller ikke noget særligt væsen ud af sig, og i det hele taget var det den dårligste sæson for Di Luca nogensinde. Værre end 2003-2004 sæsonerne. Meget værre.
Derfor var der ikke de samme forventninger til Di Luca i 2007, som der var i 2006, og det så egentlig ud til at passe Di Luca udmærket. Han lagde godt ud med at vinde Milano – Torino tidligt på sæsonen, og tog to tredjepladser i Amstel Gold Race og La Fleche Wallone. I Líege – Bastogne – Líege derimod, var det slut med at stå nederst på podiet. Di Luca rykkede på St. Nicholas med Fränk Schleck i hælene, men slog ham hurtigt og nemt i spurten, hvor Schleck derimod endte helt nede på en tredjeplads, da Valverde susede forbi ham på de sidste, afgørende meter.
Da Giro d’Italia begyndte med en holdstart kørte Di Luca og hans Liquigashold overbevisende godt, og en Liquigas-rytter, dog ikke Di Luca, snuppede førertrøjen. Herefter stod den på Liquigas-dominans, og på 4. etape, der var en bjergetape med et middelstejt bjerg til sidst blev kørt, vandt Di Luca årets første Giro-etape, men han skulle dog tage en etape til senere. Den næste sejr kom nemlig på 12. etape, da Di Luca sikkert satte konkurrenterne på plads. Herefter havde han førertrøjen resten af løbet, og blev aldrig, for alvor truet.
Dog skulle glæden vare kort, da sorte skygger ligeså stille invaderede den lyserøde sejrstrøje, og Di Luca blev kastet ud i et retsligt mareridt, der omhandlede den famøse ”Oil for Drugs” sag. Di Luca skulle have kørt en del løb, som han aldrig nåede, og blev blandt andet smidt hjem fra Stuttgart, hvor han ellers skulle have deltaget i VM. Han fik til sidst tre måneders suspension, og tog samtidig afsked med Liquigas efter tre års samarbejde. Herefter stod Di Luca i lang tid uden hold, og var endda til sidst så desperat for at få lov til at køre, at han ville køre for stort set ingen penge. Han ville bare, for alt i verden, have lov til at forsvare sin mestertitel.
Til sidst faldt brikkerne på plads for italieneren, og han blev ansat på Team L.P.R. – Brakes, der dog alligevel var lidt af et skridt nedad, idet det ikke, modsat Liquigas, var et ProTour hold. Men Di Luca vidste, at han med stor sikkerhed ville få lov til at køre Giroen, og det var det der betød noget for ham.
Hans 2008 sæson har indtil videre været middelmådig. Han har vundet en enkelt sejr, og han har været med i Giro d’Italia, der køres lige mens denne artikel bliver skrevet, men som alt ser ud, kommer han kun til at slutte på en 7. plads i løbet, på trods af et storstilet angreb på en af de sidste etaper. Contador og Riccó er åbenbart for store mundfulde for Di Luca. Men han har allerede nu proklameret, at han vil vende tilbage i 2009 for at vinde igen. Til den tid vil hans karriere have strakt sig over 11 år, og han vil efterhånden være en gammel mand.
Til slut er der kun at sige, at han, som sagt, har kørt i 11 år til næste sommer. I denne sommer runder han et af de skarpere hjørner, idet han har kørt 10 sæsoner. Hvor lang tid han kan fortsætte, det vides ikke, men han kan sagtens blive ved til han er en ”gammel” mand, i cykelforstand i det mindste. Han har altid været lagt for had i store dele af cykelverdenen, fordi de mener, at han er for kold, og at han aldrig smiler, og at han ikke priser sig lykkelig for sine sejre. Det gør han nu nok, men han viser det ikke på samme måde som alle andre.
Indtil videre har 2007 været et godt år, navnlig med sejren i Líege - Bastogne - Líege samt to tredjepladser i de to andre ardennerklassikere. I maj fik han revanche for den dårlige præstation i [[Giro d'Italia]] året før, da han i suveræn stil vandt løbet foran den unge [[Team CSC]]-rytter [[Andy Schleck]].
== Ekstern henvisning ==
|
