Trykkefrihedsforordningen af 1799: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
m udvidelse af den senere tid |
No edit summary |
||
Linje 14:
Ligeledes blev forfatteren [[P.A. Heiberg]] samme år ramt af loven, både med en komedie kaldet ''Virtuosen nr. 2'' der kritiserede admiralitetet og med sit digt over kronprins Frederiks bryllup med [[Dronning Marie|Marie af Hessen-Kassel]] der indeholdt de berømte ord:"Ordener hænger man på idioter.".
På grund af disse sager var det nødvendigt at man fastslog hvorledes der skulle tages hånd om alt for kritiske skrifter. Det var generalprokurør [[Christian Colbjørnsen]] som blev arkitekten bag reskriptet af 3. december 1790. Han var blandt andet også en af de centrale personer i udfærdigelsen af [[landboreformerne]] og var desuden en fortaler for (moderat) brug af oplysningens idéer, og gik derfor ikke ind for stramning af censuren. I reskriptet af 3. december 1790 blev det klargjort at kritiske skrifter ville blive prøvet ved en domstol,
==Censuren skærpes==
[[Image:Særsynet af en Commission i Aaret 1798.jpg|thumb|left|250px|"Særsynet af en Commission i Aaret 1798". Karikatur fra 1798 der forestiller medlemmerne af den i 1797 nedsatte Trykkefrihedskommission som dyreskikkelser i færd med at slukke Pressefrihedens lys.]]
Det var denne tilstand der herskede indtil Bernstorffs død i [[1797]]. Reelt var det en stramning fordi der samtidig i reskriptet blev opfordret til at anvende den højeste bødesats, men i praksis blev der sat en stopper for politietatens tilsyneladende tilfældige brug af reskriptet af 1773 og
Sagen om [[Malthe Conrad Bruun]]s skrift ''Aristokraternes Catechismus'' i [[1796]] og endnu en sag mod P.A. Heiberg i 1794 foruden Niels Ditlev Riegels fortsatte bitre skrifter mod kongehuset, præsterne og de adelige havde yderligere forstærket modviljen hos kronprinsen og hans nærmeste kreds mod trykkefriheden. Stemningen vendte i ledende kredse fra moderat støtte til skrivefrihed til
En særlig kommission blev nedsat til at granske hvordan sagen skulle gribes an med at ændre loven. P.A. Heiberg førte i denne periode en kampagne mod Christian Colbjørnsen som denne beskyldte for magtmisbrug i forbindelse med en retssag mod kromanden Jokum Jensen<ref>H. Schwanenflügel - ''Peter Andreas Heiberg'', 1891, s. 461-487</ref>. Denne kampagne forstærkedes yderligere da Heiberg fik nys om med hvilket formål for øje den nye kommission var blevet nedsat, selv om Colbjørnsen ikke var medlem af kommissionen. Kritikken førte til at der endnu engang rettedes sigtelse mod Heiberg.
Linje 55:
Der etableredes også snart en reel censur, der ikke havde hjemmel i lovens udformning. Loven tilsigtede at skrifter på 24 ark eller derover måtte udgives uden forudgående censur såfremt at udgiveren eller forfatteren ikke var tidligere straffet, desuden at skrifter derunder (oftest aviser og tidsskrifter) kun skulle sendes til eftersyn for at politiet kunne tage stilling om der skulle lægges sag an mod udgiveren, ikke for at censurere i selve teksten. Alligevel udvikledes den praksis, bl.a. startet fortrinsvis af bladugiverne selv, at de sendte korrekturarkene til censur hos den lokale politimyndighed, som derefter udstregede uønskede passager<ref>J. Davidsen, ''Fra det gamle Kongens Kjøbenhavn'', 2. del, 1881, s. 232.</ref>.
Bladudgiverne fandt sig i starten i denne censur og forandrede teksten efter ønske, men i løbet af [[1820'erne]] - [[1830'erne]] begyndte der igen at indfinde sig en politisk reformvilje i befolkningen, og mange bladugivere fandt forholdene utilfredsstillende. For at protestere mod denne censur udgav de deres blade med de i datiden såkaldte "censurhuller", dvs at de censurerede steder ikke blev ændret eller omformuleret, men
Trykkefrihedsforordningen af 1799 kom til at fungere helt op til enevældens fald i 1848. [[Jacob Jacobsen Dampe]] blev i [[1820]] idømt dødsstraf ifølge forordningens §1, dommen blev dog siden ændret til livsvarigt fængsel.
| |||