Berlins S-Bahn: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Lindberg (diskussion | bidrag) mNo edit summary |
Brandsen (diskussion | bidrag) m Småret |
||
Linje 7:
S-Bahn-nettet består af fire hovedlinjer: En central øst-vestgående linje i terræn (''die Stadtbahn''), en central nord-sydgående linje, der primært er [[undergrundsbane]] (''die Nord-Süd Bahn'') og en ringbane i terræn (''die Ringbahn''). Fra ringbanen er der desuden ruter til forstæderne.
S-Bahn drives af [[Deutsche Bahn]]-datterselskabet S-Bahn Berlin GmbH. Berlins S-Bahn er integreret med [[Berlins U-Bahn]], der til sammen udgør kernen i
==Historie==
Forgangeren til S-Bahn blev har rødder helt tilbage til [[1882]]. Efter etableringen af [[Stor-Berlin]] blev der satset mere på S-Bahnen, der blev udbygget kraftigt. I [[1924]] åbnedes den første [[elektricitet|elektrificerede]] strækning fra den nuværende Nordbahnhof til [[Bernau]]. I [[1930]] begyndte Berlins bybane, ringbanen og forstadsbanerne at køre under det fælles navn S-Bahn. I [[1930'erne]] planlagdes en ny stor udbygning af S-Bahn-nettet i forbindelse med [[Hitler]]s [[Welthauptstadt Germania]]. Dele af udbygningerne blev
I Berlins periode som delt by blev S-Bahn i begge bydele drevet af [[DDR]]'s jernbaneselskab Deutsche Reichsbahn, hvilket fik mange i [[Vestberlin]] til at boykotte S-Bahn. Man opfattede det at købe en billet til S-Bahn som støtte til det østtyske [[kommunisme|kommunistiske]] [[regime]]. S-Bahn-nettet var opdelt i et vestligt og et østligt net, hvis eneste fælles station var [[Bahnhof Berlin Friedrichstraße]], der lå i Østberlin. Friedrichstraße var den vigtigste station. Stationen opdelt i to fysisk adskilte områder - et for østberlinere og et for vestberlinere. Kun vestberlinerne kunne skifte til et af de østberlinske tog.
Grundet boykotten tabte Deutsche Reichsbahn stort på at drive banen. I [[1976]] blev trafikken på banerne til [[Wannsee]] og [[Spandau]] kraftigt nedskåret, og en del linjer blev helt nedlagt i Vestberlin. Samtidig blev U-Bahn udbygget i Vestberlin, bl.a. med linje U7. I Østberlin var S-Bahn det populæreste transportmiddel, og nettet blev fortsat udbygget i [[Østberlin]] - bl.a. med en linje til [[Flughafen Schönefeld]] i [[1962]] og linjer til [[Ahrensfelde]] og [[Wartenberg]] i [[1982]] og [[1985]].
De ansatte strejkede i 1980 for andre gang som følge af at man valgte at skære yderligere ned på togdriften, bl.a. blev visse linjer reduceret til 40-minutters drift. Deutsche Reichsbahn besvarede strejken ved at fyre de ansatte i Vestberlin og valgte at indskrænke antallet af linjer til 3 i stedet for de hidtige 10. Trafikken på Siemensbahn blev nedlagt. Driften af S-Bahn gav fortsat kæmpe underskud, og situationen blev mere og mere uholdbar. I 1984 blev der indgået en aftale med Vestberlins senat om at BVG overtog driften af S-Bahn i vest. Det medførte forbedringer af S-Bahn i Vestberlin, men det var først efter Berlinmurens fald, at S-Bahn atter blev et populært transportmiddel i byen.
| |||