Johan Ernst Gunnerus: Forskelle mellem versioner

Han var tidlig blevenblevet bekendt som en af de dybere [[Christian Wolff (filosof)|Wolffianere]], man satte ham i klasse med [[Alexander Gottlieb Baumgarten]], Reusch<ref>muligvis:[http://www.manchester.edu/kant/Lectures/lecturesListDiscipline.htm <u>Reusch, Johann Peter (1691-1758)</u>]</ref>, Meier <ref>muligvis [[:de:Joachim Meier]] eller [http://www.manchester.edu/kant/Bio/BioUniFrames.html <u>Meier, Georg Friedrich (1718-1777)</u>]</ref> og flere, og man tør efter hans litterære produktion antage, at det er de filosofiske studier, der havehar fængslet ham her i de mange Årår, og at han måske har håbet på denne vej at gøre lykke. Her har vel imidlertid fattigdommen været ham en hindring, da det ellers er vanskeligt at forstå, at han ikke tog doktorgraden. 1747 optrådte han som forfatter med to latinske traktater, hvori han vildeville bevise, at de nyere filosoffers lære om friheden stemte overens med teologernes. Forelæsninger havde han hidtil ikke holdt, men i begyndelsen af 1748 blev J. E. Schubert, præst i Stadthagen og privatdocent i Jena, kaldet til professor i Helmstedt, og Gunnerus påtog sig da at tilendebringe et af ham påbegyndt kollegium.

Har han nu ved dette arbejde skaffet sig venner og beundrere inden den akademiske ungdom, så fik han også føle, hvor farligt det var at optræde mod en størrelse som Darjes. Denne optrådte i et skrift mod Gunnerus, efter at den 1. del af hans værk var udkommet, og snart løftede flere sin røst. Gunnerus blev ikke sine modstandere svar skyldig, men synes ikke at have befæstet sit ry ved denne strid, da de lærde tidsskrifter, der med velvilje havde omtalt hans tidligere arbejder, forbigik dette hans betydeligste værk med tavshed. Om noget avancement blev der ikke tale for Gunnerus i Jena, men hans dygtighed måtte erkendes, og han blev mod slutningen af sit ophold her (1753) ''adjunctus designatus'' ved det filosofiske fakultet og begyndte at foredrage "Mathematikken og alle Filosofiens Dele". Ved denne tid blev han også optagenoptaget i det latinske selskab, og dette var da alt, hvad han her opnåede.

Til hans fædreland kan det næppe være nået, da han ikke nævnes i ''Københavns lærde Tidender'' alle de år, han var i Tyskland. Gunnerus var ikke længere ung, og hvor vel han end befandt sig ved det tyske studenterliv, med hvis duelvæsen og ubundne levemåde han ikke var ukendt med, måtte han dog nu tænke på sin fremtid. Måske har en sådan tanke ligget i tilegnelsen af hans store værk om natur- og folkeretten til kong [[Frederik 5.]] Muligvis har man også nu søgt at finde en plads til ham i Danmark, og da Herlufsholms[[Herlufsholm]]s kald i november 1754 blev ledigt, kaldedes han hertil, hvorved han fik titel af professor og blev ''Lector lingvæ Hebraicæ'' ved skolen 13. december samme år.

At han i Jena fik tilbud om et professorat, som brodersønnen N. D. Gunnerus fortæller, er knap sandsynligt, medens det tør anses sikkert, at man der ville have ham til rektor ved latinskolen. Herlufsholms Kaldkald har han næppe søgt, da han ikke havde attestats, og ingenman ikke har fundet nogen ansøgning fra ham er funden. Ved påsketid [[1755]] kom han til København, hvor han snart fik anledning til at optræde ved en af professor Obelitz afholdt disputats og vakte Opsigtopsigt, men ikke ubetinget anerkendelse. 12. juni 1755 blev han ordineret efter at være fritagenfritaget for attestats.

Til Herlufsholm kom han imidlertid ikke, og som præst kom han aldrig til at virke. Der blev indledetindledt forhandlinger med [[Kommunitetet|kommunitetsprovsten]] [[Nicolai Engelhardt Nannestad]] om at bytte embede, og det lykkedes, så Gunnerus 10. september 1755 kunne udnævnes til kommunitetsprovst, hvorhoshvorved han blev biskoppens vikar ved universitetet. Han forlovede sig med en jomfru Hagen, søster til professorinde Kratzenstein, men hævede snart forbindelsen, gav sin forlovede erstatning i penge og pådrog sig ubehagelig omtale.

Det anfægtede ham dog ikke, og han begyndte straks en forelæsningsvirksomhed, som vistnok på den tid var enestående i København. Han læste over teologi, logik, metafysik, natur- og folkeret, --&ndash; holdt 4fire kollegier om dagen foruden sine akademiske forelæsninger. Det klinger næsten utroligt, men hans arbejdskraft må have været lige så stor som hans polyhistoriske viden. Ved Sidensiden af denne betydelige akademiske gerning gik også her en forfattervirksomhed, der ikke ved sit omfang alene måtte vække den største opmærksomhed, og fra nu af have også de lærde tidender nok at fortælle om ham.

Endnu før han havde tiltrådt sin lærestol, udkom hans ''Institutiones theologiæ dogmaticæ'', hvori han efter Wolffs[[Christian Wolff (filosof)|Wolff]]s metode søger at forklare de gamle teologer, navnlig Baier, medens han dog også vil have fremført originale tanker, navnlig til klargørelse af [[Helligånden|den Helligånds]] vidnesbyrd og måden, hvorpå det opkommer i sjælen. Målet for verdensstyrelsen sætter han ikke i Guds forherligelse, men i menneskenes lyksalighed, som han dog vil forlige med læren om helvedestraffenes evighed.

Gunnerus drog til [[Norge]], medens B. Riisbrigh, J. Wøldike, [[Christian Gotthold Seydlitz]] og J. Sivertsen på en måde fortsatte hans gerning ved foredrag og disputatser over hans filosofiske kompendier. Selv havde han begyndt på kirkehistoriske forelæsninger, og han trådte frem for sit stifts gejstlighed med kirkehistoriske tanker i sit hyrdebrev (1758), mod hvis rettroenhed der intet er at bemærke, om det end kan ses, at dets forfatter ikke hører den gamle tid til. Han anbefaler sine præster Joh.[[Johann Arndt]] og [[Philipp_Jacob_Spener|Spener]], medens han indtrængende lægger dem på hjerte at vedblive med videnskabelig, navnlig filosofisk, syssel.

Størst interesse har dette hyrdebrev ved den udførlige fortegnelse over alle i Trondheims stift fødte eller bosatte forfattere efter [[reformationen]]. Han udtalte her, at han agtede at oprette et videnskabeligt selskab, som han også straks med [[Peter Friderich Suhm]] og [[Gerhard Schøning]] satte i værk. 1. bind af dets skrifter (1761) åbnede han med en afhandling om sjælens udødelighed. Ved jubelfesten 1760 blev han dr. theol. [[Det Kongelige Norske Videnskabers Selskab|Videnskabsselskabet]] blev i 1767 kongeligt og har siden haft ikke ringe betydning for stiftet.

Gunnerus satte sig til formål at virke for videnskabelighed i sit fødeland. Han begyndte med historien, men fandt snart i zoologien[[zoologi]]en og botanikken[[botanik]]ken aldeles ubearbejdede felter, hvor han kundekunne udrette mere. Hvad han her har bragt for dagen omtales nedenfor, og her skal kun bemærkes den iver, han optændte hos præster og andre mænd for at indsamle mærkelige sager, og den interesse, han så ofte viste for at efterspore de overtroiske forestillinger, der knyttede sig til forskellige planter og dyr.

Fra fjendtligt hold, [[Nicolaus Christian Friis]], fik han bebrejdelser for, at han brugte tiden på sine [[Bispevisitats|visitatser]] til at fremme sine naturvidenskabelige interesser. Dette er sikkert nok, men der er ingen grund til den tanke, at han for disses skyld forsømte sit embede. Dette fik den ovennævnte forfatter selv bedst at føle, da Gunnerus afslørede hans mislige forhold som kasserer for missionen. Han var en flittig visitator, blev en varm talsmand for finnerne og en god støtte for det i hans tid virkende seminarium''Seminarium Lapponicum''. De erklæringer, der er fundet fra hans hånd, lader i klarhed, bestemthed og frimodige - til dels noget hensynsløse - udtalelser intet tilbage at ønske. For bispearkivet indsamlede han en del kirkehistoriske aktstykker.

Gunnerus er en af de første - om ikke den første -, der har udtalt ønsket om et [[universitet]] i Norge - i en tale på [[Christian 7.]]’s fødselsdag 1768 -, og det så en tid ud til, at han skulle blive redskab til dets opfyldelse. Ved kabinetsordre af 4. Jan.januar 1771 pålagde [[Struensee]] [[Konsistorium|konsistoriet]] at udkaste en ny plan for universitetets virksomhed. Der indkom flere projekter, men der blev foreløbig intet hensyn taget til dem, hvorimod Struensee om sommeren efter opfordring af livlægen [[Christian Johan Berger]] kaldte Gunnerus til Danmark for at udarbejde nye reformforslag. Gunnerus kom til København i oktober 1771 og fik de indkomne projekter til behandling. Det gik hurtig, og allerede 16. december fremkom han med sin plan i to udkast. Disses enkeltheder findes i [[Rasmus Nyerup|Nyerups]] skildring af tilstanden i ''Danmark og Norge i ældre og nyere tider'' III, 2, 383 ff.

Han ville skaffe universitetet en fastere styrelse ved en vicekansler, afskaffe professorernes corpora<ref>''Corpora'' er flertal af ''corpus'': (Meyer: ''Fremmedordbog'', 6. udg. 1884): "ved det kjøbenhavnske Universitet kaldtes forhen ''Corpus'' de de ordentlige Professorer tillagte Boliger, Bønder etc." I dag ville man vel kalde dem "ben"? <br> "... Det var nemlig fra <u>corpora, en andel af universitetets jordegods</u>, at de normerede professorer blev aflønnet, så nye lærestole ville under det eksisterende system betyde ringere lønforhold for professorerne..." [http://www.ivh.au.dk/dvh/dvh2_1.pdf Naturvidenskab som nytte og ånd, 1728-1848] hvor den omtalte omlægning til pengeløn behandles</ref>, rangordningen mellem fakulteterne og disputerøvelserne (debatøvelser)<ref>Læs om "... Spisningen og de <u>dertil knyttede latinske disputereøvelser</u> ..." under årtallene 1569 og 1749 på [http://www.regensen.dk/historie/historie.php Regensen.dk - Regensens historie]</ref> ved [[kommunitetet]], medens forelæsningerne skuldeskulle ophjælpes. Der indløb en mængde breve til ham om, at han skulde arbejde for et universitet i Norge, og han udkastede da også en plan til et sådant, der skulle have sit sæde i Christianssand. Hertil ville han i så fald have videnskabsselskabet flyttet og ønskede selv her at være vicekansler. Sin amanuensis i København, [[Johan Henrik Tauber|J. H. Tauber]], ville han have til professor i Norge og, da der herom ikke blev tale, til konrektor i Trondheim og sekretær i videnskabsselskabet. Hans inderlige tilslutning til denne repræsentant for den begyndende rationalisme synes at betegne hos ham en opgiven af den gamle [[Luthersk ortodoksi|ortodoksi]]. Universitetsplanen faldt med begivenheden 17. januar 1772, men meget af den kom op i en følgende tid.

Gunnerus vendte tilbage til Trondheim i sommeren 1772 og opgav snart al tanke om universitetssagerne. Til en forandring i hans stilling åbnede der sig en udsigt, da biskop Nannestad i Christiania blev syg i marts 1773, men inden han resignerede, var Gunnerus død under sin visitats i [[Kristiansund|Christianssund]] 25. september 1773. Han var ugift, men efterlod dog en gæld på 9000 [[rigsdaler]]. Han var en slet husholder og havde megen fattig familie. Der er måske ingen nordmand, der forholdsvis har udrettet så meget for den videnskabelige Dannelse blandt sine landsmænd som Gunnerus, og den berømmelse, hvormed hans navn er kommet til efterverdenen, skriver sig væsentlig fra hans virksomhed i fødelandet, som han var inderlig hengiven. Om hans moralske forhold har Jens Møller på et par steder udtalt sig skarpt.

Som videnskabelig naturforsker indtager J. E. Gunnerus ikke nogen fremragende stilling, men han må betragtes som en intelligent og kundskabsrig dilettant, der med iver og dygtighed benyttede den udmærkede lejlighed, som hans udstrakte visitatsrejser i forholdsvis lidet kendte egne gave ham, til at gøre iagttagelser og berige sin indsigt i naturvidenskaberne, navnlig i zoologien[[zoologi]]en.

Ved sine to afhandlinger om [[brugde]]n (Sqvalus maximus), som "efter al Formodning har været den Fisk, som opslugede Profeten Jonas", leverede han værdifulde bidrag til denne interessante hajfisks endnu på mange punkter uopklarede naturhistorie og navnlig sådanne oplysninger om dens mærkelige gællebarder, at det, om end først 100 år senere ved [[Japetus Steenstrup|Steenstrup]]s undersøgelser, lykkedes at fastslå den rette tydning af disse organer ved hjælp af hans meddelelser. I ''Det kjøbenhavnske Selskabs Skrifter'' X (1770) findes en ret værdifuld afhandling af Gunnerus med titlen ''Nogle smaa rare og mestendelen nye norske Sødyr'' og forsynet med en tavle. - Det var dog ikke zoologien alene, der fængslede Gunnerus’ interesse. Også på botanikkens[[botanik]]kens og mineralogiens[[mineralogi]]ens områder gjorde han undersøgelser (jvfr. ndfr.). Han udgav således "Adskillige Anmærkninger, fornemmelig i Henseende til Mineralier i Nordland og Finmarken" (1761). Hvad der endnu eksisterer af Gunnerus’ naturhistoriske samlinger, findes i det trondheimketrondheimske museum.

Over 1100 arter er beskrevet og ledsaget af talrige angivelser om deres udbredelse i Norge; ligeledes er mange gængse trivialnavne meddeltemeddelt, og særlig udførlig er for mange arters vedkommende angivet deres anvendelse i de forskellige egne af landet, hvilke økonomiske meddelelser forfatteren synes at have anset for hovedsagen.

Der findes ikke mindre end 350 blomsterløse planter optagneoptaget i [[flora]]en, et for den tid ikke ringe antal. Gunnerus har også efterladt ét på hans mange og lange visitatsrejser indsamlet [[herbarium]], der dog peger hen på, at bestemmelserne i hans flora ikke altid er pålidelige, ligesom de af ham opstillede nye plantearter i mange tilfælde ikke have kunnet bestå for en senere kritik. En på den sydlige halvkugle hjemmehørende planteslægten[[planteslægt]] [[Gunnera]] er af [[Carl von Linné]] opkaldt til ære for ham.