Egon Schiele: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
m fix
No edit summary
Linje 98:
Meget lidt er kendt om Schieles forhold til kvinder på denne tid, bortset fra at han havde et nært og godt forhold til sine søstre, hvor både Melanie ([[1886]]-[[1974]]) og særlig Gertrude (kaldt "Gerti") ([[1894]]-[[1981]]) sad model for ham helt fra de var ganske unge. De siger noget om et åbent forhold i familien, når Gerti kunne sidde nøgenmodel for broren gennem hele [[pubertet]]en og helt frem til hans død.
 
Det er kendt at Schiele i 1911 var sammen med den da 17 år gamle Valerie Neuzil (kaltkaldt "Wally"), som havde siddet model for ham i Wien for nogen af hans mest kendte kvindebilleder. De flyttede til Krumau, Schieles mors fødeby. Der fik de meget negativ opmærksomhed fra lokalbefolkningen, fordi de boede sammen uden at være gift. For Schiele var flytningen til den gamle middelalderby en flugt fra storbyen, og Schiele blev meget inspireret af de trange gader og de gamle bygninger i Krumau. Han fandt ingen glæde i moderne "stenørkener".
 
Han tegnede en række bybilleder fra Krumau, og det var en meget produktiv periode for ham. Han tegnede fragmenter af huse og kvarterer. Det at lave fuldstændige gengivelser var for ham meningsløst. Billederne viser derfor folketomme byer, og billederne blev en del af ''Død by-serien''. Her virker det som om alt livet er kvalt af de sammenpressede huse og de trangesmalle gader. Titlen ''Død by'' var inspireret af den franske [[digter]] [[Arthur Rimbaud]]. Schiele blev også inspireret til at skrive digte selv.
 
Men lokalbefolkningens misbilligelse af det ugifte par, og ikke mindst det at han engagerede nogen af byens unge piger som modeller, førte til at det måtte flytte. DeParret drog da til [[Neulengbach]], ca. 35 km vest for Wien, hvor han også fandt inspirerende omgivelser og ikke mindst billigere ophold. Men akkurat som i Wien og i Krumau blev atelieret et opholdssted for byens ungdom, og ikke dem som blev anset for at være de mest velopdragne.
 
Også her så byens befolkning med stor skepsis på det ugifte par, og i april 1912 blev han arresteret for seksuel fornærmelsechikane modaf en mindreårig. Han var tidligere af venner blevet advaret mod at lade børn og ungdomunge gå ind og ud af atelieret uden forældrenes godkendelse, men han havde ikke taget sig om det. Baggrunden for anklagen var en erotisk tegning, som hang i atelieret og var synlig for alle. Det var på denne tid ikke lovligt at vise erotiske motiver offentligt.
 
Var han blevet dømt for seksuelseksuelt misbrug af mindreårige, havde han risikeret 5-20 års fængsel, men Schiele slap med en advarsel og tre dages fængsel som blev anset afsonet gennemi de 21 dage, han sad i varetægt. Der lavede han 13 akvareller med motiver fra fængslet, som illustrerede den frygt han havde i sig, da han sad inde.
 
For Schiele, som netop også havde oplevet modstanden fra befolkningen i Krumau, bekræftede arrestationen og processen mod ham oplevelsen af at være omgivet af et fjendtligt og afstumpet samfund, hvor han stod frem som et offer og en fordømt outsider. Disse oplevelser gjorde, at han stadig identificerede sig mere med [[Vincent van Gogh]], og han studerede hans arbejder indgående.
 
Det kommer blandt andet frem i Schieles afbildning af sit eget soverumværelse, inspireret af van Goghs motiv. Her er klare forskelle: møbleringen er enklere, men mere elegant, en andet farvevalg, en anden perspektivvirkning og flader, hvor gulvet er ensfarvet og hjørnerne bare antydet. Samlet giver Schieles billede indtryk af et mere indespærret og isoleret rum.
 
== Ægteskab ==
Linje 119:
Lige over gaden for studiet boede søstrene Edith og Adéle Harms med deres familie. Den var en solid middelklassefamilie, hvor faren var låsesmed og havde arbejdet på en lokomotivfabrik, til han blev pensioneret i 1914. Samme år blev Schiele bekendt med familien og året efter bestemte han sig til at droppe Wally og gifte sig med den mere socialt acceptable Edith. I februar havde han skrevet til Arthur Rössler at "Jeg har tænkt mig at gifte mig, men fordelagtigt - ikke med Wally".
 
Edith havde gået på klosterskole og lært både engelsk og fransk. Hun forlangte at Schiele skulle bryde fuldstændigfuldstændigt med Wally, hvilket han gjorde. DetWally tog Wallydet meget tungt, da hun havde fulgt ham i tykt og tyndt.
 
Ediths familie protesterede mod brylluppet, men [[17. juni]] [[1915]] giftede de sig, på Schieles forældres bryllupsdag. Bryllupet blev fremskyndet, da Schiele blev erklæret kampdygtig i slutningen af maj og indkaldt som soldat til [[første verdenskrig|krigen]] allerede tre dage efter.
Linje 126:
Første verdenskrig kom til at præge både Schieles liv og arbejde. Han blev stationeret i en afsides liggende lejr ved Mühling, mellem [[Györ]] og [[Bratislava]] og blev anerkendt af sine overordnede for sit kunstneriske talent. Han blev aldrig sendt i aktiv kamp, men lavede en række billeder fra hverdagslivet de forskellige steder han gjorde tjeneste. Særlig var han fascineret af russiske [[krigsfange]]r som han fik anledning til at tegne.
 
Hans kunstsyn havde her ændret sig, den tidligere intensitet blevforsvandt væk, menog han gengav krigsfangerne mere [[Naturalisme|naturalistisk]] og med sympati og respekt.
 
Tidligt i [[1917]] blev han efter ansøgning overført til Wien, til tjeneste ved det kejserlige forsyningsdepot. Schiele fik her anledning til at tage sin kunstneriske virksomhed op i større grad og arrangerede udstillinger. I april [[1918]] blev han overført til forsvarsmuseet i Wien og fik her endnu større tjenstlig frihed. Han deltog på den 49. Wiener Secession i 1918, og udstillede her hele halvtreds arbejder, der alle hang i hovedsalen. Udstillingen var en stor succes, og priserne på Schieles arbejder steg, og han fik en række portrætopgaver.
 
Efteråret 1918 rasede [[Den Spanske Syge]] og lige før krigen sluttede blev Edith, der var i sjette måned, syg og døde [[28. oktober]]. Tre dage senere døde Schiele af samme sygdom, kun 28 år gammel. I de tre dage som gik mellem deres død, tegnede han nogle skitser af Edith, og de blev hans sidste arbejder.
 
== Arven efter Schiele ==
En kort overgang efter Klimts død i februar 1918, var Schiele den mest betydningsfulde kunstner i Østrig. Hans udstilling i Wien i 1918 var en stor succes, og han solgte en række billeder. Men i eftertiden kan det synes som om han var for ung, da han døde, til at kunne præge eftertiden i stor grad. Alligevel var der stor interesse for hans billeder både i Østrig og [[Tyskland]], i hvert fald frem til den [[nationalsocialisme|nationalsocialistiske]] magtovertagelse i 1933 i Tyskland og ''[[Anschluss]]'' af Østrig i [[1938]]. I detDet nazistiske kunstsyn blev Schieles kunststemplede stempletSchiele som dekadent.
 
Men interessen for hans kunst varede ved, og den første udstilling af hans værker i [[USA]] fandt sted i 1945 i Galerie St. Etienne i [[New York City|New York]]. Den vakte imidlertid kun lidt opmærksomhed og befandt sig lidt på siden af det tiden da var optaget af, nemlig [[abstrakt kunst]].
 
I 1954 blev en større samling som også rummede hans arkiver åbnet i [[Albertina (Wien)|Albertina]] i Wien. Der eer yderligeredesuden Schiele-museer i både Tulln og Krumau. Museet i hjembyen Tulln er i byens tidligere fængsel, som et apropos til Schieles eget fængselsophold i Neulengbach. Museet i Krumau stårer stærkt i kontrast til, hvor uønsket han var i byen i sine levedage.
 
Særlig fremvæksten af [[Popkunst]], som kom som en reaktion mod 1940- og 1950-ernes [[abstrakt ekspressionisme]], skabte en fornyet interesse for Schiele og hans samtidige. Først på denne tid var tiden til en bredere anerkendelse af hans arbejder. Det skete imidlertid ikke før den engelsksprogede verden fattede interesse for ham. Tidligt i [[1960'erne]] vakte tre udstillinger i USA og en i [[London]] stor opmærksomhed, og der kom en meget stor efterspørgsel efter hans arbejder.