|
Chaucer skrev i et kontinentalt syllabisk (stavelsesdannende) [[versemål]], en stil som havde opstod i midten af [[1100-tallet]] som et slags alternativ til den [[angelsaksisk]]e poesi, som var uden [[stavrim]]. Chaucer er fx kendt for metriske nyskabelser hvor han opfandt høviske rim, ’’rhyme royal’’, og han var en af de første engelske digtere, som benyttede [[Pentameter|jambisk pentameter]] i sin digtning. Disse femfodvers i ''couplet'' (versepar) på rim optrådte første gang i ''Legenden om gode kvinder'' og blev hyppigt brugt i mange af hans senere værker.{{kilde mangler}} I årene derefter blev det en af de almindeligste poetiske former i engelsk litteratur. Hans påvirkning som satiriker er ligeså vigtig. Første gang han gør brug af humoristisk tilnærmelse til lokaldialekter er i den tredje historie i ''Canterbury-fortællingerne'', (''The Reeve's Tale'').
[[Bilde:Chaucer Hoccleve.gif|thumb|300px|Portræt af Chaucer af [[Thomas Hoccleve]], som kendte ham personligt, så en vis portrætlighed er sandsynlig.]]Chaucers poesi har, sammen med andre forfattere fra samme periode, fået æren af at standardisere londondialekten i [[middelalderen]]s engelske sprogengelsk ud fra en kombination af [[dialekt]]er fra [[Kent]] og [[Midlands]]. Det er sandsynligvis en overvurdering; påvirkningen fra hoffet, kancelliet og bureaukratiet, som Chaucer selv var en del af, havde også en betydelig indvirkning på udviklingen af standard engelsk.{{kilde mangler}} At moderne engelsk har distanceret sig fra Chaucers sprog skyldes de ændringer af vokalerne, som fandt sted efter hans død. Mellem Chauchers tid og [[Tudortiden]] gennemgik det engelske sprog en række ændringer: mange ord fik færre stavelser, og betoningen og trykket flyttede sig.{{kilde mangler}}
Disse udtaleændringer betyder, at læsningen af Geoffrey Chaucer ofte er vanskelig for moderne læsere. Man har blandt andet ment at udtalen af middelengelsk ''kan'' være have lignet lyden af moderne [[Skotsk (sprog)|skotsk-engelsk]]. Betydningen af endelsen –e i Chaucers verslinjer er fx stadig usikker: det virker som om at denne endelse var gået af brug i dagligtale allerede i Chaucers egen tid, og at den litterære form var et levn tidligere former. Chaucers verseopbygning antyder at endelsen –e nogen gange er blevet udtalt og andre gange har været stum.
Mange af de bevarede manuskripter til Chaucers værker indeholder også tekstmateriale fra disse beundrende efterfølgere, det betød at beundringen fra senere poeter i [[Romantikken|den romantiske perioden]] ofte var farvet af at de ikke viste hvilke af Chaucers værker som var ægte og hvilke som ikke var det. Forfattere fra [[1600-tallet|1600-]] og [[1700-tallet]], fx [[John Dryden]] beundrede Chaucer for hans historier, men var ikke begejstret for hans rytme og rim. Grunden til dette var at få på det tidspunkt rent faktisk kunne læse middelengelsk og at teksten nu fandtes i så mange forskellige og dårlige udgaver pga. trykkeriernes arbejdsmåde<ref>«From The Preface to Fables Ancient and Modern». ''The Norton Anthology of English Literature''. Stephen Greenblatt. 8th ed. Vol. C. New York, London: Norton, 2006. 2132-33. pg. 2132. </ref> Et hundrede og halvtreds år efter sin død var ''Canterbury-fortællingerne'' faktisk den første bog som blev trykt i England af [[William Caxton]] (ca [[1415]]~[[1422]] – ca [[1492]]).
Det var ikkeførst førved slutningen af 1800-tallet at man blev enige om at udarbejde en officiel [[Kanon (kultur)|kanon]] for Chaucers værker, først og fremmest på grundlag af det arbejde [[filologi|filologen]] [[Walter William Skeat]] havde gjort.
=== Chaucers engelske sprog ===
Selv om Chaucers sprog er meget tættere moderne engelsk end fx teksten i ''[[Beowulf]]'' er det, adskiller det sig alligevel så meget, at det er blevet moderniseret i de fleste udgivelser er blevet moderniseret. Det følgende er et eksempel fra prologen til ''Summoner's Tale'' hvor Chaucers tekst kan sammenlignes med en moderne oversættelse:
{| cellspacing="0" style="white-space: nowrap;"
== Historiske udgivelser ==
=== Manuskripter ===
Geoffrey Chaucer levede i en tidtiden før [[Bogryk|bogtrykkerkunsten]] blev udbredt i Europa. Han tjente ikke penge på sine værker, det var kun afskriverne (kopistene) som gjorde. Skrivningen var desuden kun det halve arbejde; middelalderens forfattere var nemlig mereikke endalene rimsmede, de var også artisterkunstnere i underholdningsbranchen. For forfatteren var der kun et meget lille marked for bøger og kun få kunne læse, så alt hvad forfatteren skrev skulle i virkeligheden bruges til højtlæsning, og derfor var udtale, tryk og pause var derfor vigtige elementer for forfatteren i hansforfatterens tekst.<ref>[http://www.geocities.com/CollegePark/Hall/1170/chaucerhtml/pilgrim.html Katharine M. Wilson: «What Man Artow?» The Narrator as Writer and Pilgrim]</ref>
Allerede i [[1400]] var Chaucers læserkreds ved hoffet medlemmer af den nu voksende gruppe af læse- og skrivekyndige fra middel- og købmandsklassen, hvoraf mange desuden varsympatiserede sympatisører afmed [[lollardisme]]n<ref> ''Lollardisme'' eller ''Lollardy'' var, en religiøs og politisk bevægelse i England, som fra 1350’erne havde udviklet sig til en præ-reformatorisk bevægelse, inspireret af [[John Wycliff]]s skrifter. De krævede reformer i den katolske kirkenkirke, men blev efterhånden fordømt som [[kætter]]e.</ref> De betragtede Chaucer som en af deres egne, specielt pga. hans satirer om præster og religion. Der ville sandsynligvis ikke være bevaret så mange manuskripter til ivore dagdage, hvis denne gruppe ikke havde skabt så stor efterspørgsel efter dem.
=== Trykte bøger ===
Senere blev Chaucer fremstillet i to forskellige versioner. På den ene sidenside var han en hofmannhofmand og kongens mand, en international [[Humanisme|humanist]] som var godt hjemme i klassikerne og den kontinentale kultur;. og på
På den andre siden,side blev han også fremstillet som en mand af folket, og en satiriker og en kritiker af kirken. Så på samme tid blev Chaucers litteraturværker fremmet af både et højærværdigt og lavklassejævnt publikum, fordi dende kunne betyde noget forskelligt for forskellige mennesker.<ref> [http://www.uwm.edu/Library/special/exhibits/clastext/clspg073.htm Classical text: Traditions and interpretations] </ref>
Folioudgaverne af Chaucers værker fra 1500-tallet var de første sædekorn i konstruktionen af den engelske litteraturs ’’stamfar’’, som kunne blive læst som støtte for både radikale og konservative; positionerog udoverdesuden for historierne alene:. deDe kunne repræsentere en folkelig, reformation nedenfra og en hofkontrolleret reform ovenfra.
I [[1500-tallet]] og [[1600-tallet]] blev der trykt og udgivet flere værker af Chaucer end af nogen anden engelsk forfatter, og han var den første forfatter som fik sine værker samlet i storstillede enkeltbindsudgaver, og en Chaucer-kanon begyndte begyndte derfor at blive dannet.
[[Richard Pynson]], kongens trykkerbogtrykker i over tyve år, var den første som samlede og solgte noget, der mindede om en udgave af Chaucers samlede værker,. denDe inkluderedeindeholdt dog også fem trykte tekster, som ''ikke'' var Chaucersaf Chaucer. Samlingen bestod faktisk af tre enkeltstående trykte tekster, eller samlinger af tekster som var indbundet somi et bind. Der er en sandsynlig forbindelse mellem Pynsons produktbog og [[William Thynne]]s tilsvarende udgivelse seks år senere. Thynne havde haft en fremgangsrig karriere fra 1520’erne] og frem til sin død i [[1546]], da han var mester for den kongelige husholdning. Hans udgave af Chaucers værker fra [[1532]] og [[1542]] var de første betydelige bidrag til enden bredt accepteret Chaucer-kanon. Thynnes udgave var sponseret og støttet af kongen, som derfor blev æret i et forord af Sir Brian Tuke. Thynnes kanon betød, at antallet af apokryfiskeapokryfe (tvivlsomme) tekster associeret til Chaucer voksede til 28.
Det som sandsynligvis mest betydningsfulde aspekt ved den voksende mængde af apokryfiskeapokryfe tekster, er at Chaucer, med de middelaldertekstemiddelaldertekster Thynnes inkluderede i sin udgave, kom til at fremstå som en [[Protestantisme|protestant]] fra før [[Reformationen]], specielt i relation til ''Kærlighedstestamentet'' (''Testament of Love'') og ''Plovmandens fortælling'' (''The Plowman's Tale''). Eftersom disse Chaucer -tekster ikke blev betragtet som apokryfe før i slutningen af [[1800-tallet]], fik disse middelaldertekster et fornyet liv, da engelske protestanter videreførte [[lollardisme]]n ved at læse eksisterende tekster og forfattere som de tolkettolkede som støtter for deres egen sag. De første trykte udgaver af Chaucers værker blev således konstrueret så de fremtrådte som før-protestantiske, ligesom det skete med [[William Langland]] og [[Piers Plowman]].{{kilde mangler}}
Den berømte ''Plovmandens fortælling'' blev ikkeførst inkluderetmedtaget i Thynnes udgivelse før i den anden udgave fra 1542. Grunden til at den kom med var, at [[Thomas Usk]]s ''Kærlighedstestamentet'' havde været med i den første udgave. ''Kærlighedstestamentet'' imiterer,Usk låner fra sin samtidige Chaucer og minder således om ham, som var Usks samtidige. På samme måde låner ''Plovmandens fortælling'' i høj grad fra Piers Plowman. Eftersom atDa det i ''Kærlighedstestamentet'' nævnes, at digtets forfattersforfatter tog del i et mislykket komplot (''bokbog 1, kapittelkapitel 6''), og at han blev fængslet og muligvis afkrævet (måske) en afsværgelse af (et muligt lollardisk) kætteri, blev alt dette associeret med Chaucer. Usk selv blev henrettet som kætter og forræder i [[1388]]. [[John Foxe]] tolkede denne afsværgning af kætteriet som et forsvar for den sande tro, og han kaldte derfor Chaucer en "sand Wiclevianer" og identificerede ham derpå fejlagtigt som en skolekammerat og nær ven af [[John Wycliffe]] ved [[Merton College, Oxford|Merton College]] på [[Universitet i Oxford]]. Der kendes Ingeningen andre kilder til ''Kærlighedstestamentet'' end Thynnes udgave på grundlag af en ellers ukendt tekst.{{kilde mangler}}
[[John Stow]] ([[1525]]-[[1605]]) var en antikvar, oldtidssamler og krønikeskriver. Hans udgave af Chaucers værker ifra [[1561]] øgede antallet af de apokryfe skrifter til mere end 50 titler. <ref> [http://www.uwm.edu/Library/special/exhibits/clastext/clspg077.htm The Workes of Geffrey Chaucer: Newly Printed, With Diuers Addicions, Whiche were Neuer in Printe Before: With the Siege and Destruccion of the Worthy Citee of Thebes, Compiled by Jhon Lidgate. London: Jhon Kyngston for Jhon Wight, 1561].</ref> Endnu flere kom til i 1600-tallet og deres ophavtilskrivelse blev bibeholdt til så sent som [[1810]], længe etterefter at [[Thomas Tyrwhitt]] ellers havde beskåret listen i hanssin udgave fra [[1775]] <ref> [http://www.uwm.edu/Library/special/exhibits/clastext/clspg079.htm The Canterbury Tales of Chaucer: To Which are Added an Essay on his Language and Versification, and an Introductory Discourse, Together with Notes and a Glossary by the late Thomas Tyrwhitt. Second Edition. Oxford: Clarendon Press, 1798. 2 Volumes].</ref>.
Samling og trykning af Chaucers værker var fra begyndelsen en politisk affære, da hensigten i høj grad var at etablere en form for engelsk national identitet og historie, som kunne fungere som grundlagtgrundlag og autoriserefor [[Tudortiden|Tudormonarkiet]] og [[Den anglikanske kirke]]. De skrifter som blev tillagt Chaucer var nettopnetop dem, som fik ham til at virke som en repræsentant for det protestantiske England. {{kilde mangler}}
I [[1598]]-udgaven af Chaucers værker gjorde redaktøren [[Thomas Speght]] (død [[1621]]) god brug af Usks redegørelse for sine egne politiske intriger og fængsling i ''Kærlighedstestamentet'', og han skrev derpå en stort set [[fiktiv]] biografi: ’’Vor Lærde Engelske Poets liv, Geoffrey Chaucer’’. Speghts ’’biografi’’ præsenterede læserne for en tidlig radikalist i en vanskelig tid, ganske lig deres egen, en før-protestant som til slut overgav sig til kongens syn på religion. {{kilde mangler}}
Speght er også kilden til den berømte historie om at Chaucer blev dømt for at have givet en franciskanermunk tæsk i Fleet Street, forudensamt at han fik konstrueret et fiktivt våbenskjold og stamtræ. Ironisk nok og måske helt bevistbevidst, indeholdt introduktionen et undskyldende brev i Speghts udgave fra [[Francis Beaumont]], der forsvarerede de upassende, ’’lave’’ og uanstændige dele hos Chaucer ud fra en elitær og klassicistisk position. [[Francis Thynne]] noterede også nogle af disse modsigelser og insisterede på at Chaucer absolut ikke var enstammede fra den borgerlige klasse, og han havde benægtet for munke-historien. Alligevel fremhæver Thynne selv at Chaucer støttede de folkelige religiøse reformer og associerede Chaucers syn med sin far William Thynnes forsøg på at inkluderemedtage ''Plovmandens fortælling'' og ''Pilgrimmens fortælling'' i [[1532]]- og [[1542]]-udgaverne.{{kilde mangler}}
Myten om den protestantiske Chaucer havde enpåvirkede fortsat påvirkning på store dele af hans læsere. Selv om det blandt moderne litteraturforskere i dag kun hævdes, at Chaucer støttede en religiøs bevægelse, som ikke eksisterede før mere end et århundrede efter hans død, har de mange antagelser om hans religiøse tilhørsforhold betydet, at mange stadig tager det for givet at Chaucer i det mindste var en modstander af [[katolicisme]]n. Denne antagelsen danner store deler avglæder mange kritiske tilnærmingertilhængere tilaf Chaucer, ikke mindst blandt de [[Marxisme|nymarxistiske]] forskerne. {{kilde mangler}}
== Chaucers værker ==
De følgende betydelige værker er forsøgt anbragt i delvis [[kronologi]]sk orden. Rækkefølgen er dog usikker og i Chaucer-forskningen diskuteres den præcise datering af de fleste af hans værker stadig; den aktuelle kronologi er lavet gennemved sammenligningersammenligning af alle hans værker og er blevet bygget og sat sammen over en lang tid. {{kilde mangler}}
'''Længere værker''':<br />
*''Merciles Beaute''
*''The Visioner's Tale''
* ''Planetens ækvator'' (Equatorie of the Planetis) – en løs og grov oversættelse fra et latinsk værk, som igen er afledt fra et arabisk værk med samme titel. Det er en beskrivelse af konstruktionen og brugen af det instrument som er kaldt et 'equatorium planetarum', og som blev brugt til at kalkulereberegne planetensplaneternes astronomiske baner og positioner (i enden epoke hvor man antog at solen kredsede om jorden). At detden tilsvarende ''Afhandling om astrolabet'' skal betragtes som et genuintægte værk af Chaucer bliver normaltsædvanligvis ikke betvivlet. Beviserne for at Chaucer skrev detteførstnævnte værk, diskuteres fortsat, og det er således ikke inkluderet i ''The Riverside Chaucer''.
'''Værker som er nævnes af Chaucer selv, men som antageligvis er gået tabt''':<br />
*''[[Pierce the Ploughman's Crede]]'' – en anden lollardistisk satire som også senere blev brugt som en protestantisk tekst.
*[http://www.lib.rochester.edu/camelot/teams/plgtlint.htm ''The Ploughman's Tale''] – teksten er hovedsageligt bygget på [[Thomas Hoccleve]]s ’’Item de Beata Virgine’’
*[http://www.lib.rochester.edu/camelot/teams/sym4int.htm ’’La Belle Dame Sans Merci’’] -- Richard Roos oversættelse af et digt af Alain ChartierChartiers af samme navndigt
et digt af *''[http://www.lib.rochester.edu/camelot/teams/shoaf.htm kærlighedstestamentet (The Testament of Love)]'' – egentlig skrevet af [[Thomas Usk]]
*''[[Jack Upland]]'' -- endnu lollardistisk satire
*''[[God Spede the Plow]]'' – låner deler af Chaucers ''Munkens fortælling'' (''Monk's Tale'')
== Populærkulturelle referencer ==
I den amerikanske film ''[[A Knight's Tale]]'' (2001) spilles Geoffrey Chaucer af [[Paul Bettany]], der fremstiller ham som en uhelbredelig [[ludomani|ludoman]], der bliver herold (budbringer) for hovedpersonen (en arbejdsløs væbner der udgiver sig for adelsmand, så han kan deltage i ridderturneringer). Filmen er delvis inspireret af Chaucers ''The Canterbury Tales'', hvorfra to af dens bipersoner, Peter The Pardoner og Simon The Summoner, er hentet. Paul Bettany vandt en ALFS London Critics Circle Film Award som British Supporting Actor of the Year for sit spil i rollen som Geoffrey Chaucer, der blev hans store gennembrud.
== Referencer ==
| 