Geoffrey Chaucer: Forskelle mellem versioner

'''Geoffrey Chaucer''' (født ca. [[1343]], død [[25. oktober?]] [[1400]]) var både [[England|engelsk]] forfatter, digter, filosof, hofmand og diplomat. Selv om han skrev flere digtsamlinger er han i dag mest husket for sit (ufuldendte) værk, ''[[Canterbury-fortællingerne]]'' (''Canterbury Tales''), et frodigt og mangesidet værk som minder om [[Giovanni Boccaccio|Boccaccios]] '' [[Decameron]]'', der som Chaucers fortællinger er bundet sammen af en rammehistorie.

Den førsteFørste gang Chaucer nævnes i en kilde er i [[1357]], nemlig i [[Elizabeth de Burgh, 4. hertuginde af Ulster|Elizabeth de Burghs]] husholdningsregnskaber, da hanshan pga sin fars forbindelser havdevar sørget for at han blevblevet ansat som hertugindens page. Siden fik han også en positionstilling som diplomat og embedsmand ved hoffet, udved oversiden af sit arbejde med indsamling og katalogisering af stumpmetal for kongen. I [[1359]] i begyndelsen af [[Hundredeårskrigen]] invaderede kong [[Edvard III af England|Edvard III]] Frankrig og Chaucer rejste med den engelske hær sammeni selskab med [[Lionel af Antwerpen]], den 1. hertug af Clarence, Edvard III's anden søn og Elizabeths ægtemand. I [[1360]] blev Chaucer taget til fange under belejringen af [[Reims]] og holdt som krigsfange. Han må være blevet betragtet som en værdifuld soldatstøtte, for kongen og hans venner bidrogløskøbte medham enfor storen sum løsepenge. Han blev derefter for en tid kendt som ”Fangen”.

Herefter er detaljerne om hans liv usikre, men det ser ud til at han rejste rundt i [[Frankrig]], [[Spanien]] og [[Flandern]], muligvis som en budbringerdiplomat, og måske tog han ligefrem på en [[pilgrim]]srejse til [[Santiago de Compostela]] i Spanien. Omkring [[1366]] giftede han sig med [[Philippa (de) Roet]]. Hun var hofdame (''lady-in-waiting'') forhos Edvard III’s dronning [[Filippa af Hainault]], søster til [[Katherine Swynford]], som senere omkring [[1396]], blev gift med Chaucers ven og velynder, [[John af Gaunt]], (Edvard III's tredje overlevende søn). Det er uklart, hvor mange børn Chaucer og Philippa fik, men tre eller fire nævnes oftest. Hans søn [[Thomas Chaucer]] fik en glansfuld karriere som førstehovmester for fire konger, var udsending i Frankrig og formand for [[Underhuset]]. Thomas barnebarns søn, [[John de la Pole, jarl af Lincoln]], var arving til den engelske trone, udpeget af [[Rikard III af England]], der faldt i [[slaget ved Stoke Field]] i [[1487]]. Af Geoffreys andre sandsynlige børn blev Elizabeth Chaucy nonne og Agnes deltog ved kroningen af [[Henrik IV af England]]. Chaucer havde muligvis endnu en søn, Lewis Chaucer.

Chaucer studerede muligvis jura ved [[Inner Temple]] (en ''[[Inn of Court]]'') på denne tid. Det er noteret, at han blev medlem af Edvard IIIs hof som kammertjener (''valet''), livgarde (''yeoman'') og den [[20. juni]] [[1367]] herre (''esquire''); en position som kan dække over flere typer hverv. Han rejste flere gange - nogle gange i sin egenskab af kammertjener; i [[1368]] kan han have været til stede ved brylluppet mellem Lionel af Antwerpen og Violante, datter af [[Galeazzo II Visconti]] i [[Milano]]. To andre af samtidens litterærelærde lærdeforfattere var til stede ved den begivenhed, nemlig [[Jean Froissart]] og [[Francesco Petrarca]]. Det formodes at Chaucer allerede selv var forfatter og havde skrevet ''Hertugindens bog'' (''The Book of the Duchess'') til ære for [[Blanche af Lancaster]], John af Gaunts afdøde hustru. Bogen var et fortællende digt i form af en [[drømmevision]].

Chaucer rejste også på felttog til [[Picardiet]] i det nordlige Frankrig og besøgte i samme forbindelse også [[Genova]] og [[Firenze]] i [[1373]]. Det er foreslået, at han i Italien kom i kontakt med middelalderens italienske poesi og dermed er blevet inspireret til de litterære formergenrer og fortællinger, som han senere brugte. Det er muligt at han mødte Baccaccio og [[Francesco Petrarca|Petrarca]], men det er ikke bevist. Måske var det endda selveste[[Dante Alighieri|Dante]], som inspirerede Chaucer til at bruge sit modersmål i digtningen.

Senere i [[1377]] foretog han en mystisk rejse; de samtidige optegnelser virker selvmodsigende i detaljerne. Senere dokumenter synes at antyde, at han var med i en delegation med den franske kronikør Jean Froissart for at arrangere et ægteskab mellem den fremtidigesenere [[Rikard II af England|Rikard II]] og en fransk prinsesse, et arrangement som skulle afslutte hundreårskrigen. Hvis det var hensigten med rejsen, så var den dog forgæves, for noget ægteskab kom aldrig i stand.

[[Billede:Chaucer Troilus frontispiece.jpg|thumb|Chaucer læser fra sin ''Troylus og Criseyde'': fra et manuskript fra 1400-tallet nu i Corpus Christi College, Cambridge.]]Det er en mulig indikation af, at hans karrierehan som forfatter blev anerkendt ved hoffet, at kong Edvard III bevilgede ham en gallon (4,5 liter) vin daglig fori resten af livet for en uspecificeret opgave. Det var en usædvanlig belønning, men den blev givet på den festdag, [[St. Georgsdagen]] ([[23. april]]) [[1374]], hvor kunstneriske præstationer traditionelt blev belønnet. Det antages derfor, at kongen denne dag belønnede et af Chaucers digte,. men det er dog ukendt, hvilket detDet kan drejeså sig om. Det kanigen betyde, at han muligvis var forløber for senere tiders poet laureate, dvs. [[hofdigter]]e. Chaucer fortsatte med at modtage sit vederlag i flydende form indtil Rikard II kom til magten, men den [[18. april]] [[1378]] blev det ændret til et tilskud i rede penge.

Chaucer fik i [[1374]] arbejdet som kontrollørtoldkontrollør af uldhandlen ved Londons havn; han må have været godt rustet til denne hverv, for han bestred det i de næste tyve år. De følgende ti år er hans liv vanskeligt dokumenteret, men antagelig skrev han (eller påbegyndte at skrive) sit mest berømte værk i løbet af denne periode. Han blev nævnt i en række juridiske papirer den [[4. maj]] [[1380]], som viser at han var involveret i en sag om et ’’raptus’’ af eller med en Cecilia Chaumpaigne. Hvad der menes med ''raptus'' her er usikkert,. entenDet varkan detvære voldtægt eller snarere bortførelse, eller måske ganske enkelt en form for galskab. <ref>Det latinske begreb ’’raptus’’ har flere betydninger. Den klassiske er enten en åndelig (ekstase) eller en poetisk (bortførelse), og i antikken betød ''raptus'' derfor ikke nødvendigvis voldtægt (engelsk ''rape''), men ’’ført bort mod sin vilje’’, eksempelvis til et tvunget ægteskab.</ref>Hændelsen synes at være blevetblev løst ved, at Chaucer hurtigt betalte en sum penge, og tvisten synes ikke at have ændret noget ved Chaucers omdømme.
Det vides ikke, om Chaucer opholdt sig i London ved [[Bondeoprøret i England|bondeoprøret]] i [[1381]].

Mens han arbejdede som kontrollør, lader det til han flyttede til [[Kent]], efter at være blevet udpeget som fredsdommer for området, da en fransk invasion ikke var usandsynlig. Han påbegyndte muligvis arbejdet med ''Canterbury-fortællingerne'' i begyndelsen af [[1380'erne]]; ’’[[Pilgrims' Way|Pilgrimmenes vej]]’’, som hans [[fiktiv]]e personer rejser ad til [[Canterburykatedralen|katedralen i Canterbury]], går netop gennem Kent.

Han blev også parlamentsmedlem for Kent i 1386. Efter denne dato findes der ingen referencer til hans Philippa, og hun døde antagelig i [[1387]]. Chaucer overlevede de politiske uroligheder som fulgte ’’lords appellant’’, en gruppe mægtige hertugers og jarlers appel til kong Rikard II, om at opførefølge sig ordentligtlovene.

Den [[12. juli]] [[1389]] blev Chaucer udpeget som skriver for kongens bygningsinspektør, der skulle organisere kongens byggeprojekter. Der blev dog ikke påbegyndt betydelige arbejder i hans tid, men han ledede reparationerne af [[Westminster Palace]], [[St. George's Chapel]] ved [[Windsor]] og det fortsatte byggeri af kajanlæggene ved Tower of London, samt tribunerne til en turnering, som blev holdt i [[1390]]. Dette arbejde fik han en høj betaling for: to [[britisk shilling|shilling]] om dagen, mere end tre gange så meget som hans løn som kontrollør. I september 1390 fortæller optegnelser, at han blev udsat for et røverisk overfald, hvorhvorunder han muligvis også blev såret, mens; han atterarbejdede arbejdedeigen som handelsmand kort efter hans arbejde for kongen var afsluttet. Allerede den [[22. juni]], begyndte han som stedfortrædende forstmester for den kongelige skov i [[North Petherton]] i [[Somerset]]. Denne stilling indebar meget vedligeholdsarbejde, og var ikke uden muligheder for indtægter. Det er antaget, at han stoppede med at skrive på ''Canterbury-fortællingerne'' i slutningen af dette tiår.

Kort tid efter at hans velynder Rikard II blev styrtet i [[1399]] forsvandt Chaucer ud af de historiske optegnelser, og det antages at han døde den 25. oktober [[1400]]. Kilden til datoen er indskriften på hans gravsten, der blev rejst mere end hundrede år efter hans død. Det findes dog nogle fantasifulde spekulationer om, at han blev myrdet af Rikard II’s fjender eller til og medligefrem på ordre af hans efterfølger [[Henrik IV af England|Henrik IV]], men det findes ingen beviser for denne hypotese; han efterlod sig dog intet testamente og var antagelig kritisk over for den katolske kirke.<ref>Spekulationerne er senest blevet fremsat i [[Terry Jones]]' bog ''Who Murdered Chaucer?: A Medieval Mystery'' (2003).</ref>

Den nye konge, Henrik IV, havde dog fornyet de bevillinger som Rikard II havde givet Chaucer, men i ''Chaucers klage til sin pengepung'' (''The Complaint of Chaucer to his Purse'') antyder Chaucerhan, at disse bevillingerpengene ikke blev udbetalt. Sidste gang Chaucer bliver nævnt i de historiske optegnelser er den [[5. juni]] [[1400]], da en gæld blev betalt. Chaucer blev gravlagt i [[Westminster Abbey]] i London; det var både hans ret i henhold til hans positionstilling, og fordi han siden [[24. december]] 1399 havde boet til leje i et hus i nærheden. I [[1556]] blev hans jordiske rester overført til en mere prangende grav, og Geoffrey Chaucer blev den første forfatter, som blev æret i det område som i dag er kendt som ''Poets' Corner'' i kirken.

[[Billede:Chaucer1853.jpg|thumb|Geoffrey Chaucer som han blev fremstilet i 1800-tallet, fra ''The Illustrated Magazine of Art''.]]Chaucers første betydelige værk, ''[[Hertugindens bog]]'', var en [[elegi]] (klagesang) for [[Blanche af Lancaster]] (som døde i [[1369]]). Det er muligt at dette digterværk blevvar bestilt af hendes ægtemand [[John af Gaunt]] eftersom dennehan skænkede Chaucer en livrente på £10 den [[13. juni]] [[1374]]. Hvis det er korrekt, kan det tidsfæste dette digt til årene mellem [[1369]] og [[1374]].

Moderne kritikere har dog hævdet, at portrætterne ikke er individuelle, men at de i stedet er sociale portrætter og repræsentereraf klasserne og stænderne i datidens samfund, og at hensigten med historien var at lave en social satire.{{kilde mangler}} Andre har hævdet, at Chaucers udviser stor indsigt i menneskets psykologi og at han har sympati for de menneskelige svagheder, ligesom [[William Shakespeare]], hvilket gjorde det muligt for ham at undgå samtidens konventioner. Mens Dantes rejse i ''[[Den guddommelige komedie]]'' endteender i guddommelig renselse, lærer Chaucers pilgrimme om de menneskelige svagheder, skønt han ikke udelukker at en pilgrimsrejse kan ende i velsignelse.{{kilde mangler}}

Chaucers persongalleri var delvist baseret på virkelige personer: værtshusholderens navn stammede fra en samtidig værtshusholder i [[Southwark]], og der er også blevet foreslået flere identiteter til Enken fra Bath, Handelsmanden og Studenten. De mange hverv som Chaucer selv havde haft i middelalderens samfund – page, soldat, budbringerdiplomat, kammertjener, bureaukrat, opsynsmand og administrator – havde også gjort det muligt for ham at trække på egne erfaringer med de forskellige mennesker, han selv havde mødt og skrive dem ind i fortællingen. Han kunne efterlignegengive deres måde at tale på og [[Satire|satirisere]] over deres væremåde i et værk, som hurtigt skulle blive populærlitteratur og formdannende for senere tiders litterære skildringer af deden samme typertype mennesker. Chaucer lader meget være usagt og bruger underdrivelse ''understatement'', og derfor er ironien bidende. Selv om flere af fortællingerneepisoderne er kendtbrugt fra andenaf sideandre, er det måden Chaucer fortæller dem på, der gør ham til noget særligt i samtidens England, i et århundrede hvor det litterære liv nærmet var helt udtørret.

Chaucers værker bliver ofte grupperet i først en fransk periode, og derefter en |italiensk periode og til slut en engelsk periode, alt efter hvor Chaucer finder inspiration. ''Troilus og Criseyde'' er fx fra den midterste periode, pga.med dens afhængighed af den italienskitalienske lyriks former, som ikke var godt kendtvelkendt i England på denneden tid, men som han sandsynligvis selv var blevet bekendt med under sine hyppige rejser til udlandet. Dertil kommer dets brug af klassiske og [[Antikken|antikke]] temaer og dets udpenslede, høviske sprog. I ''Troilus og Criseyde'' genbruger Chaucer mange elementer fra sin kilde [[Giovanni Boccaccio]] og den [[latin]]ske filosof [[Boëthius]] fra [[500-tallet]]. TrodsMen dettedet er det alligevel '' Canterbury fortællingerne'', med deres liderlighed og humor, som cementeredefastslog Chaucers berømmelse.{{kilde mangler}}

Chaucer oversatte en række vigtige middelalderlige værker som fx Boëthius’ ''Filosofiens trøst'' og ''Roseromancen'' eller ''Roseromanen'' af [[Guillaume de Lorris]] (senere udvidet og fuldført af [[Jean de Meun]]). <ref>Titlen på det franske værk ''Le roman de la Rose'' (ca 1225-1237) er en smule misvisende; den oversættes sædvanligvis til ''Romanen om rosen'', det er dog ikke roman, men en allegorisk fortælling bestående afpå ca. 4000 verselinjer. </ref> Flere forskere mener imidlertid, at det slet ikke var Chaucer, der lavede denne oversættelse, da mange af hans øvrige oversættelser kun er frit baseret på deres forlæg, og at han var en højstmeget individuelsærpræget lyriker med en meget personlig stil og teknik.{{kilde mangler}}

[[Billede:Chaucer astrolabe 1.jpg|thumb|left|Chaucers ''Astrolabium''.]]Det er i rollen som oversøtter atoversætter Chaucer modtager sin første lovprisning fra kritikerne. [[Eustache Deschamps]] skrev en [[ballade]] om den store oversætter og kaldte sig selv for en ’’brændenælde Chaucers poetiske have’’. I [[1385]] gav [[Thomas Usk]] Chaucer en strålende omtale, og [[John Gower]], Chaucers fremmeste samtidige rival indenfor poesien, lovpriste ham også, skønt denne ros senere blev redigeretfjernet ud affra Gowers egen ''Confessio Amantis''. Det er senere blevet antydet, at det skete på grund af en konflikt mellem dem, men redigeringen kan lige så vel være sket af stilistiske årsager.{{kilde mangler}}

Et andet betydningsfuldt værk er hans ''Afhandling om astrolabet'' (''A Treatise on the Astrolabe'').Det blev muligvis skrevet til hans egen søn. Det beskriver i detaljer udformningen og brugen af det [[astronomi]]ske instrument ''[[astrolabium]]'' (af ''astro-'', stjerne, og ''labe'', at tage). Selv om store dele af teksten kan stamme fra andre kilder, indikerer afhandlingen at Chaucer, ved siden af sine litterære talenter, også var bevandret indenfor [[naturvidenskab]]erne. Endnu et videnskabeligt værk blev opdaget i [[1952]],''Planetens ækvator'' (''Equatorie of the Planetis''). Sprog og håndskrift ligner ''Afhandling om astrolabet'' og kan muligvis være skrevet af ham.{{kilde mangler}}

Chaucer skrev i et kontinentalt syllabisk (stavelsesdannende) [[versemål]], en stil som havde opstod i midten af [[1100-tallet]] som et slags alternativ til den [[angelsaksisk]]e poesi, som var uden [[stavrim]]. Chaucer er fx kendt for metriske nyskabelser hvor han opfandt høviske rim, ’’rhyme royal’’, og han var en af de første engelske digtere, som benyttede [[Pentameter|jambisk pentameter]] i sin digtning. Disse femfodvers i ''couplet'' (versepar) på rim optrådte første gang i ''Legenden om gode kvinder'' og blev hyppigt brugt i mange af hans senere værker.{{kilde mangler}} I årene derefter blev det en af de almindeligste poetiske former i engelsk litteratur. Hans påvirkningindflydelse som satiriker er ligeså vigtig. Første gang han gør humoristisk brug af humoristisk tilnærmelse til lokaldialekterlokaldialekt er i den tredje historie i ''Canterbury-fortællingerne'', (''The Reeve's Tale'').

[[Bilde:Chaucer Hoccleve.gif|thumb|300px|Portræt af Chaucer af [[Thomas Hoccleve]], som kendte ham personligt, så en vis portrætlighed er sandsynlig.]]Chaucers poesi har, sammen med andre forfattereforfatteres fra samme periode, fået æren af at standardisere londondialektensproget i [[middelalderen]]s engelsk ud fra en kombination af [[dialekt]]er fra [[Kent]], London og [[Midlands]]. Det er sandsynligvis en overvurdering; påvirkningen fra hoffet, kancelliet og bureaukratiet, som Chaucer selv var en del af, havde også en betydelig indvirkning på udviklingen af standard engelskstandardengelsk.{{kilde mangler}} At moderne engelsk har distanceretfjernet sig fra Chaucers sprog skyldes de ændringer af vokalerne, som fandt sted efter hans død. MellemI perioden mellem Chauchers tid og [[Tudortiden]] gennemgik det engelske sprog en række ændringer: mange ord fik færre stavelser, og betoningenbetoning og trykkettryk flyttede sig.{{kilde mangler}}

Disse udtaleændringer betyder, at læsningen af Geoffrey Chaucer ofte er vanskelig for moderne læsere. Man har blandt andet mentanført, at udtalen af middelengelsk ''kan''har værelydt have lignet lyden afsom moderne [[Skotsk (sprog)|skotsk-engelsk]]. Betydningen af endelsen –e i Chaucers verslinjer er fx stadig usikker: det virker som om at denne endelse var gået af brug i dagligtale allerede ipå Chaucers egen tid, og at den litterære form var et levn tidligere former. Chaucers verseopbygning antyder, at endelsen –e nogen gange er blevet udtalt og andre gange har været stum. Den kan være blevet udtalt ’’schwa’’.

Den kan være blevet udtalt ’’schwa’’. Men bortsetBortset fra den uregelmæssige stavning er det meste af ordforrådet stadig genkendeligt for moderne englændere. I ''[[Oxford English Dictionary]]'' er Chaucer mange gange nævnt som den første forfatter som brugte ordetet ord. Alle disse ord blev sandsynligvis brugt af mange andre i hans samtid, men Chaucer medhavde øre for dagligsproget og dialekterne og er den tidligste skriftlige kilde til dem. Blandt de ord som starter med a og som optræder hos ham for første gang er ''acceptable, alkali, altercation, amble, angrily, annex, annoyance, approaching, arbitration, armless, army, arrogant, arsenic, arc, artillery'' og ''aspect''.

Chaucers tidlige popularitet og berømmelse er dokumenteret gennem de mange andre lyrikere, som efterlignede hans værker. [[John Lydgate]] var en af de første [[imitator]]e, og han skrev en fortsættelse påaf ''Canterbury-fortællingerne''. Senere opstod en gruppe lyrikere som blandt andet bestod af [[Gavin Douglas]], [[William Dunbar]] og [[Robert Henryson]], der blev kendt som de [[Makar|de skotske chaucerianerne]] – og som stod i stor gæld til hans stil.

Selv om Chaucers sprog er meget tættere moderne engelsk end fx teksten i ''[[Beowulf]]'', adskillerer det sig alligevel så meget, at det er blevet moderniseret i de fleste udgivelser. Det følgende er et eksempel fra prologen til ''Summoner's Tale'' hvor Chaucers tekst kan sammenlignes med en moderne oversættelse:

Geoffrey Chaucer levede i tiden før [[Bogryk|bogtrykkerkunsten]] blev udbredt i Europa. Han tjente ikke penge på sine værker, det var kun afskriverne (kopistene) som gjorde. Skrivningen var desuden kun det halve arbejde; middelalderens forfattere var nemlig ikke alene rimsmede, de var også kunstnere i underholdningsbranchen. For forfatterenDer var der kun et meget lille marked for bøger og kun få kunne læse, så alt hvad forfatteren skrev skulle i virkeligheden bruges til højtlæsning, og derfor var udtale, tryk og pause vigtige elementer i forfatterens tekst.<ref>[http://www.geocities.com/CollegePark/Hall/1170/chaucerhtml/pilgrim.html Katharine M. Wilson: «What Man Artow?» The Narrator as Writer and Pilgrim]</ref>

Allerede i [[1400]] varbestod Chaucers læserkreds ved hoffet medlemmer af den nu voksende gruppe af læse- og skrivekyndige fra middel- og købmandsklassen, hvoraf mange desuden sympatiserede med [[lollardisme]]n<ref> ''Lollardisme'' eller ''Lollardy'', en religiøs og politisk bevægelse i England, som fra 1350’erne havde udviklet sig til en præ-reformatorisk bevægelse, inspireret af [[John Wycliff]]s skrifter. DeDen krævede reformer i den katolske kirke, men blev efterhånden fordømt som [[kætter]]e.</ref> DeDen betragtede Chaucer som en af deressine egne, specielt pga. hans satirer om præster og religion. Der ville sandsynligvis ikke være bevaret så mange manuskripter til vore dage, hvis denne gruppe ikke havde skabt så stor en efterspørgsel efter dem.

Senere blev Chaucer fremstillet ipå toflere forskellige versionermåder.
På den ene side var han hofmand og kongens mand, en international [[Humanisme|humanist]] som var godt hjemme i klassikerne og den kontinentale kultur.

På den andre side blev han også fremstillet som en mand af folket, satiriker og kritiker af kirken. Så på samme tid blev Chaucers værker fremmet af både et højærværdigt og jævnt publikum, fordi de kunne betyde nogettolkes forskelligt foraf forskellige mennesker.<ref> [http://www.uwm.edu/Library/special/exhibits/clastext/clspg073.htm Classical text: Traditions and interpretations] </ref>

Folioudgaverne af Chaucers værker fra 1500-tallet var de første sædekorn i skabelsen af den engelske litteraturs ’’stamfar’’, som kunne blive læstregnes som støtte for både radikale og konservative; og desudenlæses alene for historiernes skyld. De kunne både repræsentere en folkelig reformation nedenfra og en hofkontrolleret reform ovenfra.

I [[1500-tallet]] og [[1600-tallet]] blev der trykt og udgivet flere værker af Chaucer end af nogen anden engelsk forfatter, og han var den første forfatter som fik sine værker samlet i storstillede enkeltbindsudgaver; en Chaucer-kanon begyndtevar ved at blive dannet.

[[Richard Pynson]], kongens bogtrykker i over tyve år, var den første, som samlede og solgte noget, der mindede om Chaucers samlede værker. De indeholdt dog også fem trykte tekster, som ikke var af Chaucer. Samlingen bestod faktisk af tre enkeltstående trykte tekster eller samlinger af tekster, indbundet i et bind. DerPynsons erudgave enfulgtes sandsynlig forbindelse mellem Pynsons bog ogaf [[William Thynne]]s tilsvarende udgivelse seks år senere. Thynne havde haft enheldet fremgangsrigmed karrieresig fra 1520’erne] til sin død i [[1546]], da han var mester for den kongelige husholdning. Hans udgave af Chaucers værker fra [[1532]] og [[1542]] var dedet første betydelige bidrag til den bredt accepterede Chaucer-kanon. ThynnesKongen udgave varhavde støttet afThynnes kongen,udgave somog blev derfor blev æret i et forordforordet af Sir Brian Tuke. Thynnes kanon betød, at antallet af apokryfe (tvivlsomme) tekster associeret til Chaucerchaucertekster voksede til 28.

DetEn sandsynligvisbetydningsfuld mestfølge betydningsfulde aspekt vedaf den voksende mængde apokryfe tekster er, at Chaucer, med de middelaldertekster Thynnes inkluderede i sin udgave, kom til at fremstå som en [[Protestantisme|protestant]] fra før [[Reformationen]], specielt i relation til ''Kærlighedstestamentet'' (''Testament of Love'') og ''Plovmandens fortælling'' (''The Plowman's Tale''). Eftersom disse Chaucer-tekster først blev betragteterkendt som apokryfe i slutningen af [[1800-tallet]], fik de et fornyet liv, da engelske protestanter videreførte [[lollardisme]]n ved at læse eksisterende tekster og forfattere, som de tolkede som støtter for deres sag. De første trykte udgaver af Chaucers værker blev således samletudgivet, så de fremtrådte som før-protestantiske, ligesom det skete med [[William Langland]] og [[Piers Plowman]].{{kilde mangler}}

Den berømte ''Plovmandens fortælling'' blev først medtaget i Thynnes anden udgave fra 1542. Grunden til at den kom med var, at [[Thomas Usk]]s ''Kærlighedstestamentet'' havde været med i den første udgave. ''Kærlighedstestamentet'' Usk låner fra sin samtidige Chaucer og minder således om ham. På samme måde låner ''Plovmandens fortælling'' i høj grad fra Piers Plowman. Da det i ''Kærlighedstestamentet'' nævnes, at digtets forfatter tog del i et mislykket komplot (''bog 1, kapitel 6''), og at han blev fængslet og muligvis afkrævet en afsværgelse af kætteri, blev alt dette associeret med Chaucer. Usk selv blev henrettet som kætter og forræder i [[1388]]. [[John Foxe]] tolkede denne afsværgning af kætteriet som et forsvar for den sande tro, og han kaldte derfor Chaucer en "sand Wiclevianer" og identificerede ham derpå fejlagtigt som en skolekammerat og nær ven af [[John Wycliffe]] ved [[Merton College, Oxford|Merton College]] på [[Universitet i Oxford]]. Der kendes ingen andre kilder til ''Kærlighedstestamentet'' end Thynnes udgave.

[[John Stow]] ([[1525]]-[[1605]]) var antikvar, oldtidssamler og krønikeskriver. Hans udgave af Chaucers værker fra [[1561]] øgede antallet af de apokryfe skrifter tilmed mere end 50 titler. <ref> [http://www.uwm.edu/Library/special/exhibits/clastext/clspg077.htm The Workes of Geffrey Chaucer: Newly Printed, With Diuers Addicions, Whiche were Neuer in Printe Before: With the Siege and Destruccion of the Worthy Citee of Thebes, Compiled by Jhon Lidgate. London: Jhon Kyngston for Jhon Wight, 1561].</ref> Endnu flere kom til i 1600-tallet og deres tilskrivelse til Chaucer blev bibeholdt helt til så sent som [[1810]], længe efter at [[Thomas Tyrwhitt]] ellers havde beskåret listen i sin udgave fra [[1775]] <ref> [http://www.uwm.edu/Library/special/exhibits/clastext/clspg079.htm The Canterbury Tales of Chaucer: To Which are Added an Essay on his Language and Versification, and an Introductory Discourse, Together with Notes and a Glossary by the late Thomas Tyrwhitt. Second Edition. Oxford: Clarendon Press, 1798. 2 Volumes].</ref>.

I [[1598]]-udgaven af Chaucers værker gjorde redaktøren [[Thomas Speght]] (død [[1621]]) god brug af Usks redegørelse for sine egne politiske intriger og fængsling i ''Kærlighedstestamentet'', og han skrev derpå en stort set [[fiktiv]] biografi: ’’Vor Lærde Engelske PoetsDigters liv, Geoffrey Chaucer’’. Speghts ’’biografi’’ præsenterede læserne for en tidlig radikalist i en vanskelig tid, ganske lig deres egen, en før-protestant som til slut overgav sig til kongens syn på religion. {{kilde mangler}}

Speght er også kilden til den berømte historie om at Chaucer blev dømt for at have givet en franciskanermunk tæsk i Fleet Street, samt at han fik konstrueret et fiktivt våbenskjold og stamtræ. Ironisk nok og måske helt bevidst, indeholdt introduktionen et undskyldende brev i Speghts udgave fra [[Francis Beaumont]], der forsvarede de upassende, ’’lave’’ og uanstændige dele hos Chaucer ud fra et elitær og klassicistisk ståsted. [[Francis Thynne]] noterede sig også nogle af disse modsigelser og insisterede på at Chaucer absolut ikke stammede fra den borgerlige klasse, og at han havde benægtet munke-historien. Alligevel fremhæver Thynne selv, at Chaucer støttede de folkelige religiøse reformer og associerede Chaucers syn med sin far William Thynnes forsøg på at medtage ''Plovmandens fortælling'' og ''Pilgrimmens fortælling'' i [[1532]]- og [[1542]]-udgaverne.{{kilde mangler}}