Geoffrey Chaucer: Forskelle mellem versioner

Chaucer bliver kaldt for den ”engelske litteraturs fader” og bliver af enkelte forskere rost for at være den første forfatter, som demonstreredeviste, at det folkelige engelske sprog, såkaldt [[middelengelsk]], kunne bruges i kunstneriske sammenhænge, på en tid hvor hoflitteraturen blev skrevet på [[Fransk (sprog)|fransk]]-[[normannisk]] eller [[latin]]. Selv om han i to perioder levede i unåde, var han i størsteparten af livet nært knyttet til den politiske magt i England.

Første gang Chaucer nævnes i en kilde er i [[1357]], nemlig i [[Elizabeth de Burgh, 4. hertuginde af Ulster|Elizabeth de Burghs]] husholdningsregnskaber, da han pga sin fars forbindelser var blevet ansat som hertugindens page. Siden fik han også en stilling som diplomat og embedsmand ved hoffethofmand ved siden af sit arbejde med indsamling og katalogisering af stumpmetal for kongen. I [[1359]] i begyndelsen af [[Hundredeårskrigen]] invaderede kong [[Edvard III af England|Edvard III]] Frankrig og Chaucer rejste med den engelske hær i selskab med [[Lionel af Antwerpen]], den 1. hertug af Clarence, Edvard III's anden søn og Elizabeths ægtemand. I [[1360]] blev Chaucer taget til fange under belejringen af [[Reims]] og holdt som krigsfange. Han må være blevet betragtet som en værdifuld støtte, for kongen og hans venner løskøbte ham for en sumstor løsepengesum. Han blev derefter for en tid kendt som ”Fangen”.

Herefter er detaljerne om hans liv usikre, men det ser ud til at han rejste rundt i [[Frankrig]], [[Spanien]] og [[Flandern]], muligvis som en diplomat, og måske tog han ligefrem på [[pilgrim]]srejse til [[Santiago de Compostela]] i Spanien. Omkring [[1366]] giftede han sig med [[Philippa (de) Roet]]. Hun var hofdame (''lady-in-waiting'') hos Edvard III’s dronning [[Filippa af Hainault]], søster til [[Katherine Swynford]], som senere omkring [[1396]], blev gift med Chaucers ven og velynder, [[John af Gaunt]], (Edvard III's tredje overlevende søn). Det er uklart, hvor mange børn Chaucer og Philippa fik, men tre eller fire nævnes oftest. Hans søn [[Thomas Chaucer]] fik en glansfuld karriere som førstehovmester for fire konger, var udsending i Frankrig og formand for [[Underhuset]]. Thomas barnebarns søn, [[John de la Pole, jarl af Lincoln]], var arving til den engelske trone, udpeget af [[Rikard III af England]], der faldt i [[slaget ved Stoke Field]] i [[1487]]. Af Geoffreys andre børn blev Elizabeth Chaucy nonne og Agnes deltog ved kroningen af [[Henrik IV af England]]. Chaucer havde muligvis endnu en søn, Lewis Chaucer.

Chaucer rejste også på felttog til [[Picardiet]] i det nordlige Frankrig. ogSenere besøgte i samme forbindelsehan også [[Genova]] og [[Firenze]] i [[1373]]. Det er foreslåetmenes, at han i Italien kom i kontakt med middelalderens italienske poesi og dermed er blevet inspireret til de litterære genrer og fortællinger, som han senere brugte. Det er muligt at han mødte Baccaccio og [[Francesco Petrarca|Petrarca]], men det er ikke bevist. Måske var det selveste[[Dante Alighieri|Dante]], som inspirerede Chaucer til at bruge sit modersmål i digtningen.

Chaucer fik i [[1374]] arbejdet som overordnet toldkontrollør af uldhandlen ved Londons havn; han bestred det i de næstehele tyve12 år. De følgende ti år er hans liv vanskeligt dokumenteret, men antagelig skrev han (eller påbegyndte at skrive) sit mest berømte værk i løbet af denne periode. Han blev nævnt i en række juridiske papirer den [[4. maj]] [[1380]], som viser at han var involveret i en sag om et ’’raptus’’ af eller med en Cecilia Chaumpaigne. Hvad der menes med ''raptus'' er usikkert. Det kan være voldtægt eller snarere bortførelse, eller måske ganske enkelt en form for galskab. <ref>Det latinske begreb ’’raptus’’ har flere betydninger. Den klassiske er enten en åndelig (ekstase) eller en poetisk (bortførelse), og i antikken betød ''raptus'' derfor ikke nødvendigvis voldtægt (engelsk ''rape''), men ’’ført bort mod sin vilje’’, eksempelvis til et tvunget ægteskab.</ref>Hændelsen blev løst ved, at Chaucer hurtigt betalte en sum penge, og tvisten synes ikke at have ændret noget ved Chaucers omdømme.

''Canterbury-fortællingerne'' står i kontrast til det meste anden litteratur fra samme periode pga. dens [[naturalisme]], mangfoldigheden i historierne som pilgrimmene fortæller og de meget varierede karaktertypertyper, som er beskrevet i pilgrimsrejsen. Mange af pilgrimmenes historier syntessynes også at være tilpassetilpasset til dederes individuelle personlighederpersonlighed og deres sociale ståsted. Ridderen fortæller en høvisk roman, abbedissen en helgenlegende, den fulde møller en grovkornet historie, og dermed er de fleste af middelalderens litterære genrer repræsenteret i fortællingen.{{kilde mangler}}

Chaucers persongalleri var delvist baseret på virkelige personer: værtshusholderens navn stammede fra en samtidig værtshusholder i [[Southwark]], og der er også blevet foreslået flere identiteter til Enken fra Bath, Handelsmanden og Studenten. De mange hverv som Chaucer selv havde i middelalderens samfund – page, soldat, diplomat, kammertjener, bureaukrat, opsynsmand og administrator – havde også gjort det muligt for ham at trække på sine egne erfaringer med de forskellige mennesker, han selv havde mødt og skrive dem ind i fortællingen. Han kunne gengive deres måde at tale på og [[Satire|satirisere]] over deres væremåde i et værk, som hurtigt skulle blive populærlitteratur og formdannende for senere tiders litterære skildringer af den type mennesker. Chaucer lader meget være usagt og bruger underdrivelse ''understatement'', og derfor er ironien bidende. Selv om flere af episoderne er brugt af andre, er det måden Chaucer fortæller dem på, der gør ham til noget særligt i samtidens England, i et århundrede hvor det litterære liv nærmet var helt udtørret.

På den ene side var han hofmand og kongens mand, en international [[Humanisme|humanist]] som var godt hjemme i klassikerne og den kontinentaleeropæiske kultur.

På den andre side blev han fremstillet som en mand af folket, satiriker og kritiker af kirken. Så på samme tid blev Chaucers værker fremmetelsket af både et højærværdigt og et jævnt publikum, fordi de kunne tolkes forskelligt af forskellige mennesker.<ref> [http://www.uwm.edu/Library/special/exhibits/clastext/clspg073.htm Classical text: Traditions and interpretations] </ref>