Axel Pedersen Thott: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Olejasz (diskussion | bidrag) m Katfix |
m Typo fixing, Replaced: påny → på ny |
||
Linje 5:
Han blev sandsynligvis [[ridder]] ved [[Erik af Pommern]]s kroning [[1397]]. Allerede under dronning [[Margrethe 1.]] nævnes han flere gange i offentlige anliggender og har vistnok alt da været medlem af rigsrådet. En mere fremtrædende rolle spiller han dog under Erik af Pommerns eneregering. Således var han i [[1417]] blandt dem, der skulle dømme mellem kongen og Roskilde Bispestol om retten til [[København]], og var [[1423]] hos kong [[Sigismund af Luxemburg|Sigismund]] i anledning af en strid om [[Slesvig]] og året efter i [[Flensborg]] som en af kong Eriks befuldmægtigede i den samme sag. I [[1428]] nævnes han som flådeanfører under en krig med hansestæderne, og han deltog i den følgende tid gentagne gange i forligsforhandlinger så vel med disse sidste som med svenskerne efter Engelbrechts oprør, der i øvrigt også havde berørt ham på anden måde.
Han havde senest [[1410]] fået Lunde ærkestols slot [[Elleholm]] i pant, som først efter længere tids forløb indløstes fra ham. Af kronlen havde han i [[1414]] [[Helsingborg Len|Helsingborg]], i [[1415]] [[Varberg Len]] og i [[1419]] foruden det sidste slot tillige [[Falkenberg]], [[Skanør og Falsterbo]]. Tilsyneladende havde han haft Skanør og Falsterbo allerede i [[1416]]; men især er det [[Varberg]], hvortil hans navn er knyttet, idet han beholdt dette len lige til sin død. I 1434 faldt dog Engelbrekt Engelbrektsen ind i [[Halland]], og [[Nørrehalland]]s almue hjalp ham, så at Axel Thott måtte slutte forlig med ham, således at Engelbrekt skulle styre lenet og opkræve skatterne, men betale halvdelen af dem til Thott. Senere straffede Thott Varbergs borgere hårdt, fordi de havde svigtet kongen, men måtte ved Engelbrekts andet oprør, i [[1436]],
Da de danske rigsråder i [[1439]] havde opsagt Erik af Pommern deres troskab, vedblev Thott endnu en tid at holde fast ved den afsatte konge, der på forskellig måde havde vist ham sin gunst, således ved at skænke ham en gård i [[Malmø]]; først i [[1441]] opsagde Thott kongen sin tjeneste, hvis han ikke inden Skt. Hans fik undsætning på Varberg. Allerede i oktober [[1440]] synes Thott dog at have stået på en ret venskabelig fod med den nye konge, der kalder ham sin råd; og han overholdt da heller ikke den frist, han selv havde fastsat over for kong Erik: I januar [[1441]] lod han sig af kong Christoffer forlene med Varberg samt med de to herreder, der havde ligget til Falkenberg, og Gers Herred og [[Væ]]. Noget større offer for den afsatte konges sag har han således ikke villet bringe, og han sad nu i de følgende år på Varberg som kong Christoffers mand, indtil han i tiden mellem [[24. november]] [[1446]] og [[25. januar]] [[1447]] afgik ved døden i en høj alder.
Fra sin far havde han arvet Herlev, i [[1413]] fik han i pant hovedgården [[Grubbe-Ordrup]] i [[Voldborg Herred]] og købte senere forskellige parter i den, men måtte føre langvarige stridigheder om den med andre, der havde krav på den. Også Vallø fik han panteret i.
Thott blev i to ægteskaber far til de 9 «Axelssønner», af hvilke flere kom til at spille en betydelig rolle i [[Norden]]s historie. Med sin første hustru, en datter af Axel Kjeldsen Krognos og Catharina Eriksdatter Puke, havde han sønnerne [[Peder Axelsen Thott|Peder]], [[Oluf Axelsen Thott|Oluf]], [[Åge Axelsen Thott|Åge]] og [[Kjeld Axelsen Thott|Kjeld]]. Med sin anden hustru, Ingeborg, som var datter af svenskeren Ivar Nilsson og Margrethe Thordsdatter Bonde, og med hvem han var gift i 1418, havde han sønnerne [[Erik Axelsen (Thott)|Erik]], [[Iver Axelsen Thott|Iver]], [[Anders Axelsen Thott|Anders]], [[Phillipus Axelsen Thott|Philippus]] og [[Laurens Axelsen Thott|Laurens]]. Hun døde imellem 1458 og 1466.
{{DEFAULTSORT:Thott, Axel Pedersen}}
| |||