Carl Berling: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
UPS typo
sletter link
Linje 1:
'''Johan Carl Ernst Berling''' ([[30. august]] [[1812]] i [[København]] - [[30. marts]] [[1871]] i [[Ismailia]]) var hofembedsmand, bogtrykker og avisudgaver. Carl Berling var søn af bogtrykker Carl Christian Berling og Sophie Hedevig født Glassing (død 1859).
 
Berling gik ikke i nogen skole, men undervistes i hjemmet og uddannedes derefter som typograf. Da hans far, udgiver af ''[[Statstidende|Dansk Statstidende]]'', døde 1824, gik forretningen over til moren, der snart fik en dygtig og virksom medbestyrer i sønnen. Hidtil havde trykkeriet været den væsentligste del af forretningen, i hvilken avisen, der fra 1833 udgaves under titlen ''[[Berlingske Tidende|Berlingske politiske og Avertissements-Tidende]]'', havde spillet en underordnet rolle, men under Berling forandrede dette forhold sig efterhånden. Avisen blev i kraft af Berlings administrative talent, avertissementsprivilegiet og Nathansens dygtige redaktion hovedsagen; den vandt en overordentlig stor udbredelse og udkom fra 1844 to gange om dagen. Efter tronskiftet 1848 åbnede der sig for Berling, der hidtil fuldstændig var gået op i sin forretning, en virksomhed af en ganske anden art, således at hin begivenhed kom til at danne det mærkeligste vendepunkt i hans liv. Han var ved personligt venskab knyttet til den nye konge, [[Frederik 7.]], hvem han havde lært at kende som kronprins, da denne i slutningen af trediverne opholdt sig i Fredericia som kommandant. Kongen gjorde med korte mellemrum sin yndling til genstand for en række udmærkelser. Berling udnævntes til privatsekretær hos kongen og 31. december 1848 til generalkasserer for civillisten, efter at han var bleven hædret med etatsrådstitlen. 1849 blev Berling kammerherre, 1851 rejsemarskal, 1852 fik han kommandørkorset og 1855 rang med kongens hofmarskal. I året 1857 udnævntes Berling til generalintendant for [[civillisten]], og endelig tildeltes ham, hvad der var den sidste udmærkelse fra kongens side, 1858 [[Dannebrogsordenen]]s storkors. Af fremmede ordensdekorationer havde Berling to svenske, en norsk og en fransk ridderorden.
 
Ved kong Frederik 7.s hof spillede Berling en betydningsfuld rolle, der ikke blot fandt sin forklaring i den tillid, kongen nærede til ham, og i hans vigtige stilling som chef for civillisten, men som også hidrørte fra den store yndest, han nød hos kongens morganatiske hustru, [[Grevinde Danner|lensgrevinde Danner]]. Berling følte varmt for sit danske fædreland og indtog i politisk henseende et frisindet standpunkt, hvilke egenskaber styrkedes hos ham efter hans indtræden i hofkredsen. Denne, der var opfyldt af overleveringerne fra [[Frederik 6.]]’s og [[Christian 8.]]’s hof, betragtede ham naturligvis som en parvenu, og som modvægt mod denne stemning søgte Berling at vinde yndest hos den store befolkning, der ikke spurgte om byrd (afstamning) og hofkvalifikationer. Fra et dansk patriotisk synspunkt havde Berling en heldig indflydelse, men anderledes stillede forholdet sig set fra helstatens standpunkt; thi fra et sådant bidrog Berling allerede ved sin nærværelse ved hoffet og i forening med grevinde Danner til at svække den sammenholdende kraft mellem monarkiets forskellige dele, som skulle udgå fra kronen; det slesvig-holstenske ridderskab følte sig nemlig ikke tiltrukket, men frastødt af hoffet i København. I året 1859 indtrådte en krise, der middelbart fik Berlings fald til følge. Da lensgrevinde Danner viste en stedse mere udpræget tendens til at indtage en fremskudt stilling og lade sig hylde officielt som kongens gemalinde, forlangte ministeriet Hall-Krieger, for i det mindste at svække det morganatiske elements betydning ved hoffet og dets skadelige virksomhed for monarkiet, at Berling skulle afskediges. Ministeriet havde også anledning til at tro, at Berling personlig var mindre vel set af kong Carl 15. af Sverige og Norge, på hvis venskabsfølelse for Frederik 7. man lagde den største vægt under den daværende strid med Tyskland og den politiske situation i det hele taget. grevinde Danners indflydelse hos kongen bevirkede, at han afslog den af ministeriet stillede fordring. Kabinettet Hall-Krieger trådte da tilbage 2. december 1859, hvorpå ministeriet Rotwitt-Blixen-Finecke, der væsentlig støttede sig på rigsdagens Venstre, overtog magten Berling, mod hvem opinionen i det nationalliberale parti havde rejst sig med megen styrke, tog derefter selv initiativet til sin afskedsbegæring og fratrådte 30. december 1859 samtlige sine hofstillinger.