Belejringen af Petersburg: Forskelle mellem versioner

|konflikt = Belejringen af Petersburg

|delaf= [[Amerikanske borgerkrig]]

|titel=Tropper under belejringen af Petersburg

|dato= [[15. juni]] [[1864]] - [[25. marts]] [[1865]]

 

==De modstående styrker==

* II Korps under generalmajor [[Winfield S. Hancock]], som bestod af divisionerne under generalmajorerne [[David B. Birney]] og [[John Gibbon]] samt [[brigadegeneral]] [[Francis C. Barlow]].

* V Korps under generalmajor [[Gouverneur K. Warren]], som bestod af divisionerne under brigadegeneralerne [[Charles Griffin]], [[Romeyn B. Ayres]], [[Samuel W. Crawford]] og [[Lysander Cutler]].

* VI Korps under generalmajor [[Horatio G. Wright]], som bestod af divisionerne under brigadegeneralerne [[David Allen Russell|David A. Russell]], [[Thomas H. Neill]] og [[James B. Ricketts]].

* IX Korps under generalmajor [[Ambrose Burnside]], som bestod af divisionerne under brigadegeneralerne [[James H. Ledlie]], [[Robert B. Potter]], [[Orlando B. Willcox]] og [[Edward Ferrero]] (den sidste division bestod af sorte tropper).

 

Army of the James omfattede:

* Kavaleri Divisionen under brigadegeneral [[August Kautz]].

 

Grant opslog sit hovedkvarter i en hytte på plænen foran [[Appomattox Manor]], der var hjem for Dr. [[Richard Eppes]] og det ældste hjem (bygget i [[1763]]) i det, der dengang var City Point, men som nu er Hopewell, Virginia.

 

* Andet Korps under generalløjtnant [[Jubal A. Early]] var den [[12. juni]] blevet sendt på operationer i Shenandoah dalen og spillede ingen direkte rolle i forsvaret af Petersburg.

* Tredje Korps under generalløjtnant [[A.P. Hill]], som omfattede divisionerne under generalmajorerne [[Henry Heth]] og [[Cadmus M. Wilcox]] samt brigadegeneral [[William Mahone]].

 

 

Grants hære var betydelig større end Lees under kampagnen, selv om styrkerne varierede. Under de første angreb på byen stod 15.000 unionstropper overfor 5.400 mænd under Beauregard. Den 18. juni var Unionshærens styrke på over 67.000 mod sydstatshærens 20.000. Mere typisk for kampagnen var tallet var midt i juli, hvor 70.000 Unionstropper stod overfor 36.000 fra sydstaterne omkring Petersburg og 40.000 Unionstropper under Butler stod overfor 21.000 omkring Richmond.<ref>Davis, pp. 18, 49, 64.</ref>

: Den [[9. juni]] afsendte generalmajor Benjamin Butler ca. 4.500 tropper kavaleri og infanteri mod de 2.500 forsvarere af Petersburg. Mens Butler's infanteri gennemførte et skinangreb på den ydre ring af befæstninger øst for Petersburg forsøgte Kautzs kavaleri at trænge ind i byen sydfra via Jerusalem Plank Road, men blev slået tilbage af Home Guards. Derefter trak Butler sig tilbage. Dette blev kaldt “slaget med gamle mænd og små drenge” af de lokale beboere. Fra den [[14. juni]] til [[17. juni]] overskred Army of the Potomac James River og begyndte at bevæge sig mod Petersburg for at støtte og forny Butlers angreb.

 

; [[Andet slag ved Petersburg]] ([[15. juni]] &ndash; [[18. juni]])

: Meades Army of the Potomac krydsede James River på transportskibe og en 670 meter lang pontonbro ved Windmill Point. Da Beaureard havde mistanke om at et angreb var forestående trak han Bushrod Johnson tilbage fra [[Bermuda Hundred Kampagnen| Bermuda Hundred]] og Hoke's tropper begyndte at ankomme fra Lee's hær, hvilket bragte forsvarerne på på 5.400. Butlers forreste elementer (Smiths XVIII Korps, Hinks's infanteri division og Kautzs kavaleri) krydsede Appomattoxfloden ved Broadway Landing og angreb forsvarsværkerne ved Petersburg den [[15. juni]]. Beauregards mænd blev drevet tilbage fra deres forreste skyttegrave ("Dimmock Line") til Harrison Creek. Efter mørkets frembrud blev XVIII Korps afløst af II Korps. Den [[16. juni]] erobrede II Korps en anden del af Sydstatshærens linie. Den 17. juni tog IX Korps mere terræn. Beauregard udtyndede linien ved Bermuda Hundred for at forsvare byen og Lee hastede forstærkninger til Petersburg fra Army of Northern Virginia. II, XI, og V Korps angreb den [[18. juni]] men blev kastet tilbage med store tab. Unionshærens ledere var ikke meget for at fortsætte angrebene da Beauregard havde igangsat en række omhyggelige udfald, som skulle få Unionshæren til at tro, at han havde flere tropper og kanoner end han havde, bl.a. ved at tænde flere lejrbål og bygge attrap kanoner af tømmer (kaldet kvæker-kanoner). På nuværende tidspunkt var sydstaternes fæstningsværker velbemandet og den største mulighed for at erobre Petersburg uden en belejring var tabt. Med Unionens fejltrin i de første dage af slaget var scenen sat for en langvarig belejring.

 

; [[Slaget ved Jerusalem Plank Road]] ([[21. juni]] &ndash; [[24. juni]])

: Den [[21. juni]] forsøgte Unionens II Korps med støtte fra VI Korps at afskære Weldon jernbanen syd for Petersburg, der var en af de store forsyningsveje ind i byen. Det indledtes af Wilsons kavaleridivision, som begyndte at ødelægge sporene. Den [[22. juni]] gennemførte tropper fra A.P. Hills korps under ledelse af brigadegeneral [[William Mahone]] et modangreb, som tvang II Korps tilbage fra jernbanen til stillinger på Jerusalem Plank Road. Selv om Unionstropperne blev drevet væk fra deres fremskudte positioner kunne de forlænge deres belejringslinie længere mod vest.

 

; [[Slaget ved Staunton River Bridge]] ([[25. juni]])

: Den [[22. juni]] blev kavaleridivisionerne under Wilson og Kautz sendt afsted fra Petersburg for at forstyrre sydstaternes jernbanedrift. De red via Dinwiddie Court House og afskar South Side Railroad nær Fords Station den aften, ødelagde spor og bygninger foruden to forsyningstog. Den 23. juni fortsatte Wilson til krydsningen med Richmond & Danville Railroad ved Burke Station, hvor han stødte på elemanter af Rooney Lees kavaleri mellem Nottoway Court House og Blacks and Whites (vore dages Blackstone, Virginia). Wilson fulgte Kautz langs South Side Railroad og ødelagde omkring 50 km spor undervejs. Den [[24. juni]] mens Kauts fortsatte med mindre træfninger omkring Burkeville, krydsede Wilson over til Meherrin Station på Richmond & Danville og begyndte at ødelægge sporet. Den [[25. juni]] fortsatte Wilson og Kautz med at fjerne spor syd for Staunton River Bridge, hvor de blev forsinket af Hjemmeværnet, som forhindrede at broen blev ødelagt. Lees kavaleri division nærmede sig fra nordvest og tvang dem til at opgive deres forsøg på at erobre og ødelægge broen. På dette tidspunkt var de næsten 160 km fra Unionens linier.

: I natten mellem den [[26. juli]] og [[27. juli]], førte Winfield S. Hancock Unionens II Korps og to divisioner af Sheridans kavaleri over på nordsiden af James River for at true Richmond. Denne demonstration afledte Sydstatsstyrker fra det umiddelbart forestående angreb på Petersburg den 30. juli ([[Slaget ved Krateret]]). Forsøg på at oprulle Sydstatshærens positioner ved New Market Heights og Fussell's Mill blev opgivet da Sydstatshæren forstærkede sine linier kraftigt og udførte et modangreb. I løbet af natten til den [[29. juli]] krydsede Unionstropperne igen floden, men efterlod en garnison til at holde brohovedet ved Deep Bottom.

 

; [[Slaget ved Krateret]] ([[30. juli]])

: I et forsøg på at afslutte belejringen havde tidligere kulminearbejdere fra 48th Pennsylvania infantry, under kommando af oberstløjtnant [[Henry Pleasants]], i Burnside's IX Korps, udgravet en 156 m lang tunnel under Sydstaternes linier ved Elliot's Salient og placeret 8.000 pund sprængstof lige under Sydstatstropperne. Den 30. juli detonerede de sprængstoffet og der blev efterladt et krater, som var 41 m i diameter og stadig ses tydeligt. Ca. 280-350 sydstatssoldater blev øjeblikkeligt dræbt ved eksplosionen. Unionens plan gik ud på at udnytte eksplosionen ved at sætte veltrænede sorte tropper fra Ferreros division ind i hullet og storme kritiske områder bag sydstaternes linier. Planen blev ændret i sidste øjeblik på grund af politiske bekymringer over hvilken effekt det ville have at bruge sorte tropper mod Sydstatshæren og på offentligheden i almindelighed. I stedet blev den utestede division under James Ledlie indsat i stedet med et katastrofalt resultat. Tropperne stødte ind i selve krateret i stedet for at søge rundt langs kanten og blev slagtet af Sydstatstropper, som skød ned på dem ovenfra. William Mahones division på Sydstatshærens højre flanke kom sig hurtigt over chocket og igangsatte et kraftigt modangreb. Over 5.300 Unionstropper var døde eller sårede efter dette slag som ikke nåede noget af sine mål.

 

; [[Andet slag ved Deep Bottom]] ([[13. august]] &ndash; [[20. august]])

: I løbet af natten mellem [[13. august]] og [[14. august]] krydsede Unionens II og X korps foruden Greggs kavaleri division, alle under kommando af Winfield S. Hancock, James River ved Deep Bottom for at true Richmond. Samtidig gennemførtes en manøvre mod Weldon Railroad ved Petersburg. Den 14. august rykkede X Korps ind på New Market Hights mens II korps forlængede Unionens linie mod højre langs Bailey's Creek. I løbet af natten blev X Korps flyttet til den yderste højre fløj af Unionens linie ved Fussell's Mill. Den 16 august angreb Unionen ved Fussell's Mill og angrebene var i starten en succes, men modangreb drev Unionen væk fra en række erobrede stillinger. Resten af dagen var der heftige kampe. Efter fortsatte forpostfægtninger vendte Unionshæren tilbage til sydsiden af James River den 20. august, men bibeholdt deres brohoved ved Deep Bottom.

 

; [[Slaget ved Globe Tavern]] ([[18. august]] &ndash; [[21. august]])

: Mens Hancock's styrker var på færde nord for James River ved Deep Bottom blev Unionens V Korps og dele af IX og II korps under kommando af Gouverneur K. Warren trukket tilbage fra skyttegravene omkring Petersburg for at blive indsat mod Weldon Jernbanen. Ved daggry den [[18. august]] rykkede Warren frem og drev Sydstaternes forposter tilbage indtil de nåede jernbanen ved Globe Tavern. Om eftermiddagen gennemførte generalmajor Henry Heth's Sydstats division et modangreb som drev Ayres's division tilbage mod Globe tavern. Begge sider gravede skyttegrave i løbet af natten. Den [[19. august]] angreb sydstaternes William Mahone, hvis division i en fart var blevet trukket tilbage fra nord for James River, med fem infanteribrigader og oprullede højre flanke af Crawford's division. Efter at være blevet kraftigt forstærket gennemførte Warren et modangreb og da natten faldt på havde han generobret det meste af det som var gået tabt i løbet af eftermiddagens kampe. Den [[20. august]] etablerede Unionshæren en lang forsvarslinie fra Blick House og Globe Tavern øst på til den nåede hovedlinien ved Jerusalem Plank Road. Den [[21. august]] afprøvede Hill den nye Unionslinie for svage steder, men kunne ikke gennembryde Unionens forsvarsværker. Med kampene omkring Globe Tavern lykkedes det Grant at forlænge sin belejringslinie mod vest og afskære Petersburgs primære jernbaneforbindelse til [[Wilmington, North Carolina]]. Sydstaterne var nu tvunget til at tømme jernbanevognene ved Stony Creek Station og køre 50 km i hestevogne op ad Boydton Plank Road for at nå Petersburg.

: Forstærket med generalmajor [[Gershom Mott]]'s division, fortsatte Unionshæren sin fremrykning den [[2. oktober]] og erobrede Fort MacRae (som havd et svagt forsvar) og forlængede deres venstre flanke til i nærheden af Peebles' og Pegram's Farme. Med disse begrænsede successer indstillede Meade offensiven. En ny linie blev befæstet fra Unionens stillinger ved Weldon jernbanen til Pegrams Farm.

 

; [[Slaget ved Darbytown og New Market Roads]] ([[7. oktober]])

: Som svar på tabet af Fort Harrison og den stigende Unionstrussel mod Richmond iværksatte Lee en offensiv mod Unionens yderste højrefløj den [[7. oktober]]. Efter at have slået Unionens kavaleri på flugt fra deres positioner som dækkede Darbytown Road angreb Fields og Hokes divisioner Unionens hovedforsvarslinie langs New Market Road, men blev slået tilbage. Unionshæren stod fast og Lee trak sig tilbage til Richmonds forsvarsværker.

 

==Slag i 1865==

; [[Slaget ved Hatcher's Run]] ([[5. februar]] &ndash; [[7. februar]] [[1865]])

: Den [[5. februar]] [[1865]] red Gregg's kavaleridivision ud til Boydton Plank Road via Ream's Station og Dinwiddie Court House i et forsøg på at opsnappe forsyningstog fra sydstaterne. Warren's V Korps krydsede Hatcher's Run og indtog en blokerende position på Vaughan Road for at forhindre indgriben i Gregg's operationer. To divisioner fra II Korps under generalmajor [[Andrew A. Humphreys]] rykkede mod vest til nær Armstrong's Mill for at dække Warren's højre flanke. Sent på dagen forsøgte [[John B. Gordon]] at vende Humphrey's højre flanke nær møllen, men blev slået tilbage. I løbet af natten blev Unionshæren forstærket med to divisioner. Den [[6. februar]], vendte Gregg tilbge til Gravelly Run på Vaughan Road fra sit forgæves raidog blev angreet af elementer af brigadegeneral [[John Pegram (general)|John Pegram]]'s sydstatsdivision. Warren sendte en recognosceringsstyrke frem i nærheden af Dabney's Mill og blev angrebet af Pegram's og Mahone's divisioner. Pegram blev dræbt i træfningen. Selv om Unionens fremstød blev stoppet udvidede Unionshæren sine stillinger til Vaughan Road krydset ved Hatcher's Run.

 

==Efterspil==

Tabene ved Fort Stedman var et ødelæggende slag for Lees hær, og gjorde scenen klar til Sydstaternes nederlag i [[Slaget ved Five Forks]] den [[1. april]] og Petersburgs fald den [[2. april|2.]] og [[3. april]].

 

 

 

Richmond-Petersburg var en dyr kampagne for begge sider. Det indledende angreb på Petersburg i juni 1864 kostede Unionen et tab på 11.386 mod ca. 4.000 til den forsvarende sydstatshær. Tabene under belejringen som afsluttedes med angrebet på Fort Stedman er beregnet til 42.000 til Unionen og 28.000 til Konføderationen.<ref>Bonekemper, p. 323.</ref>