Slaget ved Appomattox Courthouse: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
Escarbot (diskussion | bidrag)
m Typo fixing, Replaced: linier → linjer ved brug af AWB
Linje 1:
{{Militær konflikt
|konflikt =Slaget ved Appomattox Courthouse
|delaf=[[den amerikanske borgerkrig|Den amerikanske borgerkrig]]
|billede=[[ImageBillede:AppomattoxCourtHouse.jpg|300px]]
|titel=Appomattox Courthouse
|dato=[[9. april]] [[1865]]
Linje 28:
 
==Vejen til Appomattox==
[[imageBillede:Appomattox Campaign.png|675px|Appomattox kampagnen]]
 
Da forsyningerne ved Appomattox var blevet ødelagt, vendte Lee opmærksomheden mod jernbanen ved [[Lynchburg]], hvor yderligere forsyninger ventede på ham. Unionshæren nærmede sig, men det eneste, der var mellem ham og Lynchburg, var unionskavaleri og Lee håbede på at kunne bryde igennem det, før Unionens infanteri dukkede op.
Linje 37:
 
==Det sidste slag==
Ved daggry den 9. april angreb Sydstaternes 2. korps under generalmajor [[John B. Gordon]] Sheridans kavaleri og tvang snart den første linje tilbage. Sydstaternes kavaleri under generalmajor [[Fitzhugh Lee]] bevægede sig rundt om unionshærens flanke. Den næste linje, som blev holdt af brigadegeneralerne [[Ranald S. Mackenzie]] og [[George Crook]], faldt tilbage. Gordons tropper angreb gennem Unionens linierlinjer og erobrede bakken, men da de nåede toppen, så de hele Unionens XXIV korps opstillet til kamp med V korps til højre for sig. Fitz Lees kavaleri så Unionshæren og trak sig straks tilbage, hvorefter de red af sted mod Lynchburg. Ords tropper begyndte at rykke frem mod Gordons korps, mens Unionens II korps begyndte at bevæge sig mod generalløjtnant [[James Longstreet]]s korps mod nordøst. Oberst Charles Venable fra Lees stab kom til Gordon på dette tidspunkt og spurgte efter hans vurdering, og Gordon gav ham et svar, som han vidste, Lee ikke ønskede at høre: ’’Sig til general Lee, at jeg har kæmpet sammen med mit korps, så de er segnefærdige, og jeg er bange for, at jeg ikke kan gøre noget, hvis ikke jeg får kraftig forstærkning fra Longstreets korps’’ Efter at have hørt dette udtalte Lee endelig det uundgåelige: ’’Så er der ikke andet for mig at gøre end at gå og mødes med general Grant, og jeg ville hellere dø tusind gange’’.
 
Mange af Lees officerer, herunder Longstreet, var enige i, at overgivelse af hæren var den eneste mulighed. Den eneste nævneværdige undtagelse var Lees artillerichef, brigadegeneral Edward Porter Alexander, som spåede, at hvis Lee overgav sig, så ville ''alle andre sydstatshære følge efter''.
Linje 44:
 
==Overgivelsen==
[[billedeBillede:lee.jpg|200px|thumb|Robert E. Lee]]
Iført en pletfri uniform ventede Lee på, at Grant skulle komme. Grants hovedpine forsvandt, da han modtog Lees note. Han ankom i en beskidt uniform, som normalt blev brugt af de menige soldater, og kun hans skuldermærker angav hans rang. Pludselig overvældet af tungsind havde Grant svært ved at komme til sagen, og i stedet talte de to generaler kort om et tidligere møde under den Mexikansk-amerikanske krig. Lee bragte dem tilbage til det aktuelle emne, og Grant tilbød de samme rundhåndede betingelser som tidligere:
 
Linje 56:
Den [[10. april]], holdt Lee sin afskedstale til hæren. Den samme dag samledes en 6-mands kommission for at diskutere en formel overgivelsesceremoni, selv om ingen sydstatsofficer ønskede en sådan handling. Brigadegeneral [[Joshua L. Chamberlain]] var den unionsofficer, der blev udvalgt til at styre ceremonien, og han nedskrev senere om sine tanker om, hvad han oplevede den 12. april:
{{Citat2|Den store betydning af denne begivenhed gjorde et dybt indtryk på mig. Jeg besluttede at markere den blot med en våbenhilsen. Jeg var godt klar over det ansvar, som jeg havde fået, og den kritik som ville følge, og intet af det kunne røre mig overhovedet. Handlingen kunne forsvares, om nødvendigt ved at sige, at saluteringen ikke drejede sig om den sag, som sydstatsflaget repræsenterede, men om dets nederlag overfor Unionens flag. Min væsentligste grund var imidlertid én, for hvilken jeg hverken søgte tilladelse eller tilgivelse. Foran os stod i stolt ydmygelse levendegørelsen af manddommen: mænd som ikke kunne bøjes af slid og afsavn, heller ikke af død, sygdom og håbløshed. Stående for os nu, tynde, udslidte og forsultede, men ranke og med øjne som så lige ind i vores, vækkende minder som bandt os sammen som intet andet bånd – skulle en sådan manddom ikke bydes velkommen tilbage i en union, som var prøvet og bekræftet?<p>
 
[[billedeBillede:Joshua Chamberlain - Brady-Handy.jpg|thumb|200px|Joshua Chamberlain]]
Instrukser var delt ud, og da de forreste i hver kolonne kom forbi vores gruppe, lød der et hornsignal, og straks gav hele vores linje fra højre til venstre, regiment for regiment efter hinanden, soldatens salut fra nye sabler og gamle kårder. Gordon forrest i kolonnen med tungt sind og nedtrykt ansigt hører lyden af våben i bevægelse, ser op, forstår meningen, drejer perfekt rundt og gør sig selv og sin hest til en opløftet figur med dyb hilsen, da han sænker spidsen af sit sværd til sin støvletå, hvorefter han vender sig mod sin egen styrke og giver befaling til sine efterfølgende brigader om at passere os på samme måde ifølge manualen – honnør besvarer honnør. Fra vores side ikke et yderligere trompetsignal eller en trommehvirvel, ikke et råb eller et ord eller blot en hvisken af triumf, ingen bevægelse af mænd som igen stod ret, men i stedet en respektfuld stilhed og tilbageholdt åndedrag, som om det var de døde, der passerede forbi!|Joshua L. Chamberlain|Passing of the Armies, pp. 260-61}}
Line 63 ⟶ 64:
 
==Efterfølgende==
Rundt regnet 175.000 sydstatssoldater var stadig under våben ud over landet. Som Porter Alexander havde forudset, var det kun et spørgsmål om tid, før de øvrige sydstatshære begyndte at overgive sig. Da nyheden om Lee’s overgivelse spredte sig, erkendte andre sydstatskommandører, at Konføderationen var så godt som død, og besluttede selv at nedlægge våbnene. Joseph E. Johnstons hær i North Carolina, som Lee havde håbet på at kunne forene sig med, overgav sig til generalmajor [[William T. Sherman]] den [[26. april ]]. General [[Edmund Kirby Smith]] overgav hæren vest for Mississippi i maj og brigadegeneral [[Stand Watie]] overgav den sidste større styrke den [[23. juni]].
 
Der var en række små slag efter overgivelsen, og slaget ved Palmito Ranch er almindelig kendt som Konføderationens sidste militære aktion.