Slaget ved Appomattox Courthouse: Forskelle mellem versioner

|delaf=[[den amerikanske borgerkrig|Den amerikanske borgerkrig]]

|billede=[[ImageBillede:AppomattoxCourtHouse.jpg|300px]]

[[imageBillede:Appomattox Campaign.png|675px|Appomattox kampagnen]]

Ved daggry den 9. april angreb Sydstaternes 2. korps under generalmajor [[John B. Gordon]] Sheridans kavaleri og tvang snart den første linje tilbage. Sydstaternes kavaleri under generalmajor [[Fitzhugh Lee]] bevægede sig rundt om unionshærens flanke. Den næste linje, som blev holdt af brigadegeneralerne [[Ranald S. Mackenzie]] og [[George Crook]], faldt tilbage. Gordons tropper angreb gennem Unionens linierlinjer og erobrede bakken, men da de nåede toppen, så de hele Unionens XXIV korps opstillet til kamp med V korps til højre for sig. Fitz Lees kavaleri så Unionshæren og trak sig straks tilbage, hvorefter de red af sted mod Lynchburg. Ords tropper begyndte at rykke frem mod Gordons korps, mens Unionens II korps begyndte at bevæge sig mod generalløjtnant [[James Longstreet]]s korps mod nordøst. Oberst Charles Venable fra Lees stab kom til Gordon på dette tidspunkt og spurgte efter hans vurdering, og Gordon gav ham et svar, som han vidste, Lee ikke ønskede at høre: ’’Sig til general Lee, at jeg har kæmpet sammen med mit korps, så de er segnefærdige, og jeg er bange for, at jeg ikke kan gøre noget, hvis ikke jeg får kraftig forstærkning fra Longstreets korps’’ Efter at have hørt dette udtalte Lee endelig det uundgåelige: ’’Så er der ikke andet for mig at gøre end at gå og mødes med general Grant, og jeg ville hellere dø tusind gange’’.

[[billedeBillede:lee.jpg|200px|thumb|Robert E. Lee]]

{{Citat2|Den store betydning af denne begivenhed gjorde et dybt indtryk på mig. Jeg besluttede at markere den blot med en våbenhilsen. Jeg var godt klar over det ansvar, som jeg havde fået, og den kritik som ville følge, og intet af det kunne røre mig overhovedet. Handlingen kunne forsvares, om nødvendigt ved at sige, at saluteringen ikke drejede sig om den sag, som sydstatsflaget repræsenterede, men om dets nederlag overfor Unionens flag. Min væsentligste grund var imidlertid én, for hvilken jeg hverken søgte tilladelse eller tilgivelse. Foran os stod i stolt ydmygelse levendegørelsen af manddommen: mænd som ikke kunne bøjes af slid og afsavn, heller ikke af død, sygdom og håbløshed. Stående for os nu, tynde, udslidte og forsultede, men ranke og med øjne som så lige ind i vores, vækkende minder som bandt os sammen som intet andet bånd – skulle en sådan manddom ikke bydes velkommen tilbage i en union, som var prøvet og bekræftet?<p>

[[billedeBillede:Joshua Chamberlain - Brady-Handy.jpg|thumb|200px|Joshua Chamberlain]]

Rundt regnet 175.000 sydstatssoldater var stadig under våben ud over landet. Som Porter Alexander havde forudset, var det kun et spørgsmål om tid, før de øvrige sydstatshære begyndte at overgive sig. Da nyheden om Lee’s overgivelse spredte sig, erkendte andre sydstatskommandører, at Konføderationen var så godt som død, og besluttede selv at nedlægge våbnene. Joseph E. Johnstons hær i North Carolina, som Lee havde håbet på at kunne forene sig med, overgav sig til generalmajor [[William T. Sherman]] den [[26. april ]]. General [[Edmund Kirby Smith]] overgav hæren vest for Mississippi i maj og brigadegeneral [[Stand Watie]] overgav den sidste større styrke den [[23. juni]].