Forskel mellem versioner af "Fodnotepolitikken"

Ingen ændring i størrelsen ,  for 12 år siden
m
Typo fixing, Replaced: mexikansk → mexicansk ved brug af AWB
m (katfix)
m (Typo fixing, Replaced: mexikansk → mexicansk ved brug af AWB)
'''Fodnotepolitikken''' er et begreb, der bruges om dele af den danske [[sikkerhedspolitik]] i perioden fra [[1982]] til [[1988]]. [[Regeringen Poul Schlüter I|Den første Schlüter-regering]] ("Firkløverregeringen") blev af folketingetsFolketingets flertal pålagt at tage afstand fra væsentlige NATO-beslutninger, herunder især den kontroversielle [[Dobbeltbeslutningen|Dobbeltbeslutning]]; som det første blev regeringen pålagt "at stille fremtidige danske bevillinger til mellemdistanceraketter i bero" i december 1982. Mellem 1982 og 1988 blev der udenom regeringen vedtaget mellem 22 og 28 dagsordener. Politikken blev døbt "fodnotepolitikken" fordi regeringen, meget mod sin vilje, måtte repræsentere folketingsflertallets synspunkter på NATO-møderne, og Danmarks politik blev flettet ind i de generelle bestemmelser som fodnoter, der undtog Danmark fra beslutninger.
 
== Forudsætningerne for fodnotepolitikken ==
 
At situationen med fodnotepolitikken kunne opstå skyldes dels folketingetsFolketingets sammensætning i perioden mellem 1982 og 1988, dels den udenrigspolitiske situation.
 
=== Folketingets sammensætning ===
Den [[10. september]] 1982 trak [[Anker Jørgensen]] sig tilbage som statsminister, og overlod regeringsmagten til [[Poul Schlüter]], der dannede Firkløverregeringen. Der blev ikke udskrevet valg, og folketingetsFolketingets sammensætning var dermed det samme som før. Firkløverregeringen bestod af [[Det Konservative Folkeparti]], [[Venstre]], [[Centrum-Demokraterne]] og [[Kristeligt Folkeparti]], der tilsammen havde 65 mandater. Sammen med [[Det radikale Venstre]]s 9 mandater og [[Fremskridtspartiet]]s 16 mandater var der præcis 90 mandater, der støttede regeringen, eller i al fald undlod at kræve regeringens afgang. Imidlertid kunne Det radikale Venstre også danne flertal sammen med folketingetsFolketingets venstrefløj, [[Venstresocialisterne|VS]], [[Socialistisk Folkeparti|SF]] og [[Socialdemokratiet]] havde tilsammen 85 mandater. Det betød, at Det radikale Venstre havde muligheden for at føre politik med folketingetsFolketingets højre- og venstrefløj efter forgodtbefindende. Det radikale Venstres mulighed for at være "tungen på vægtskålen" holdt frem til [[Folketingsvalg 1988|Folketingsvalget i 1988]].
 
Det radikale Venstre førte i perioden økonomisk politik sammen med regeringen, men var uenige i udenrigspolitikken. Partiet var traditionelt kritikere af NATO og stemte mod medlemsskabet i 1949. VS og SF var også traditionelt kritiske overfor NATO-samarbejdet, og socialdemokratiet var i perioden mellem 1982 og 1988 i stigende grad enige med de øvrige tre partier i det, der blev kaldt "det alternative flertal".
 
=== Den udenrigspolitiske situation ===
En væsentlig årsag til, at partierne fra Radikale Venstre til Venstresocialisterne kunne samarbejde om den udenrigspolitiske situation var den internationale situation. [[Ronald Reagan]] sad i hele perioden som præsident for USA, og hans linielinje var mere konfrontatorisk end tilfældet havde været under [[Richard Nixon]], [[Gerald Ford]] og [[Jimmy Carter]]. Under antagelsen om, at [[Sovjetunionen]] ikke ville kunne følge med i et våbenkapløb med USA arbejdede Reagan på at gøre [[Den kolde krig]] bekostelig for Sovjetunionen ved både at øge de militære budgetter, at forsøge at presse priserne på sovjetiske varer ned på verdensmarkedet og at støtte anti-sovjetiske kræfter i verden. Denne strategi påvirkede også beslutningsforslagene i [[NATO]].
 
== Fodnotepolitikkens indhold ==
 
Fodnotepolitikken bestod af 22-28 forslag, der blev vedtaget af "det alternative flertal", som de skiftende Schlüter-regeringer mellem 1982 og 1988 derfor var nødt til at repræsentere i NATO. Ved flere lejligheder fandt det alternative flertal, at regeringen, nærmere bestemt udenrigsminister [[Uffe Ellemann-Jensen]] ikke havde efterlevet folketingetsFolketingets vedtagne politik, og Uffe Ellemann blev derfor i perioden tildelt 80 '[[næse]]r' for hans håndtering af flertallets mandat.
 
I perioden blev 28 udenrigspolitiske forslag, stillet af [[Lasse Budtz]], vedtaget. Regeringen stemte imod 14 af forslagene, afstod fra at stemme ved 8 forslag og stemte for de sidste 6. Blandt forslagene kan nævnes:
 
* Danmarks bidrag til INF (december 1982)
** Der var i NATO ønske om at opstille mellemdistanceraketter i Vesteuropa som modsvar mod de sovjetiske ditto. Det alternative flertal fandt, at atomoprustning, både i Øst og i Vest, var med til at skabe en øget trussel for menneskeheden, og man lagde derfor vægt på, at alle forhandlingsmuligheder skulle udtømmes, før nye raketter blev opstillet. Derfor vedtog det alternative flertal at fastfryse Danmarks bidrag til dette program. Socialdemokratiet stillede et forslag, og regeringen ønskede at forhandle sig frem til en lempelig tolkning af dette forslag (da VS og SF ellers kunne stille et mere vidtrækkende forslag, der måske kunne få folketingetsFolketingets opbakning). Resultatet blev, at socialdemokratiet stemte for forslaget, fremskridtspartiet stemte mod forslaget, og resten af folketingetFolketinget undlod at stemme.
* Fastfrysning af kernevåbenlagrene (november 1982)
** Et svensk-mexikanskmexicansk forslag om at fastfryse antallet af kernevåben skulle behandles på FN's generalforsamling. Regeringen ønskede at stemme mod forslaget (som resten af NATO), mens det alternative flertal ønskede, at man i al fald skulle undlade at stemme. Socialdemokratiet lod nævne, at et [[mistillidsvotum]] kunne komme på tale, hvis regeringen stemte nej til forslaget, og regeringen ønskede ikke dette.
* Fremførelse af fire punkter på kommende NATO-møder (maj 1983)
** Regeringen blev pålagt at fremføre Danmarks holdning på fire punkter om INF-programmet:
25.418

redigeringer